Menu
Forrige artikel

Enestående ring med de hellige tre konger fundet ved Galten

Kategori: Arkiv
Visninger: 4348

Detektorfører har fundet en sjælden middelalderlig ring, som er indleveret på Skanderborg Museum som danefæ.

Vinteren har sluppet sit tag, og frosten er gået af jorden. Det betyder ikke blot, at havefolket og landmændene får kløe i fingrene efter at komme i jorden. Det kalder også på en helt særlig disciplin inden for amatørarkæologi. Metaldetektorfolk søger nu igen efter spændende metalfund over hele landet. Det mærker man også på Skanderborg Museum, hvor et helt unikt stykke danefæ netop et blevet indleveret.

I begyndelsen af april havde en mindre gruppe detektorførere besluttet at afsøge et middelaldervoldsted ved Galten nord for Skanderborg. 
Denne noget råkolde søndag blev for en af deltagerne en helt særlig dag. Efter længere tids søgning fremkom en fingerring, der så ud, som var den tabt i går. Ringen glimtede som guld, og der var en inskription af sirligt udførte bogstaver på den. Efter nøje studier i felten stod det klart, at teksten bestod af navnetrækket med de tre vise mænd, også kendt som de hellige tre konger Casper, Melchior og Balthazar. Bekymringen for, om det mon kunne være en ring af nyere dato, forsvandt hurtigt, og der bredte sig en helt særlig eufori blandt den lille flok af detektorfører. Man var nu sikker på, at der var gjort et rigtigt godt og overordentlig sjældent fund fra middelalderen. 
Der er ingen tvivl om, at der er tale om Danefæ, og ringen er nu indleveret til Skanderborg Museum, der bringer den videre til Nationalmuset til danefævurdering.

Finderen Jesper Janke Hansen fra Hovedgård var meget begejstret, da han ringede til Skanderborg Museum og fortalte om fundet. På Museet var man ikke et sekund i tvivl om, at der er tale om et helt unikt fund.

Ringen kendes som type fra middelalderen i tiden fra 1300 til 1400. Den noget særlige indskrift er kun kendt på yderligere seks ringe fra Danmark, og fundet er dermed overordentlig sjældent. Navnetrækket på de tre vise mænd kan også findes på blandt andet drikkehorn og brocher fra middelalderen, og man ved, at de vise mænd med helgenstatus var populære i tiden. Fra skriftlige kilder ved man at de tre vise mænd ofte blev påkaldt mod forgiftninger, epilepsi og alskens andre sygdomme. Indskriften skulle også værne om hus og hjem. Ringen er 20 mm i indvendig diameter og 5 mm høj.

Ringen er p.t. til diverse undersøgelser, men vil lidt senere blive udstillet på Skanderborg Museum.

Billedet: Den nyfundne ring. Billedet er lånt fra Skanderborg Museums website og taget af detektorfører Allan Faurskov

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Arkæologer vil grave efter Kokholm
Sankt Lucius´ hovede er slet ikke hans
Find 120.000 historier om Aarhus på Sejrs Sedler