Mere om jul på flere danske museer
Menu
Forrige artikel

Mere om jul på flere danske museer

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1345

Aktiviteter i Fængselsmuseet i december  

December nærmer sig med hastige skridt, og over alt begynder lyskæder, guirlander og julestjerner så småt at dukke frem. Fængselsmuseet er ingen undtagelse, for også i år kan du opleve et julepyntet museum, som vil danne en stemningsfyldt ramme om museets rundvisningstilbud i december.  

Julepyntet museum

Gennem årene har tusindvis af fanger fejret en ufri jul på fængslet i Horsens. De fanger, der kom i kirken i december, kunne se og dufte et kirkerum pyntet med talrige granguirlander og et stort juletræ. Denne tradition videreføres af Fængselsmuseet, som også i år har pyntet kirken, så gæsterne i hele december kan opleve det stemningsfyldte kirkerum. Desuden er cellegangene og kontorerne også blevet pyntet, hvilket er sket med udgangspunkt i fotografier og personlige beretninger fra tidligere fanger og ansatte.

Temasøndag

Pensioneret forhørsleder Erik Tranekær har oplevet fængslet ved juletid adskillige gange i sine 25 år som ansat på det tidligere statsfængsel i Horsens. Søndag den 3. december kl. 11.00 kan du følge Erik Tranekær på en rundvisning, hvor han bl.a. fortæller om, hvordan julen prægede fængslet og dets fanger. Hør om, hvordan julen satte mange tanker i gang hos fangerne i forhold til deres børn, kærester og familie – og om julegudstjenester, bankospil og bordtennisturneringer mellem afdelingerne.

Formidleren fortæller

De tre første torsdage i december er det muligt kl. 11.00 at deltage i museets faste tilbud Formidleren Fortæller. Tilbuddet er gratis for museets gæster og har en varighed af ca. 20 minutter. I december vil formidleren fortælle med udgangspunkt i billeder eller genstande, som alle har med julen at gøre.         

Familielørdag

Lørdag den 2. december kl. 11.00 og igen kl. 12.30 afholder historiker Maja Busted familielørdag i Fængselsmuseet. Maja Busted vil bl.a. fortælle om, hvad fangerne fik at spise juleaften, besøg af familien og hjemmelavede julegaver. Rundvisningen er tilrettelagt, så alle mellem 8 og 99+ år kan deltage.

 Fængselskirken pyntet op til jul i 1937

(BIlledet på forsiden: Juletræerne i museets udstilling er bl.a. inspireret af dette fotografi taget i 1990’erne)

Fængselsmuseets hjemmeside

Jul på Give-Egnens Museum

Særudstilling ”Jul i Legeland” 28. nov. 2017 – 7. jan. 2018

Nu summer det af jul på Give-Egnens Museum. Årets juleudstilling ”Jul i Legeland” er fyldt med legetøj i lange banner, som børn igennem de sidste hundrede år har leget med.

Udstillingen er opbygget med en hel gade af legetøj! I og omkring denne gade, skal der spilles og leges.  Kom og leg med omkring enebærbusken eller prøv keglebanen.

Igen i år kan man opleve ”Peters Jul”, hvor juletræet er pyntet som for mere end 100 år siden. Alle juleforberedelserne og juledagenes gøremål illustreres i ”Peters Jul”-kasserne.

Juleglæder er også vinterglæder - så derfor er der også bygget en kælke- og skibakke op i udstillingen.

Udstillingen rummer også en landejendom fra 1940erne! – og her er der ved at blive gjort klar til jul - i stuen med et pyntet juletræ, julebord og divan, hvorunder drengens kasse med legetøj skubbes ind, når der ikke leges! I køkkenet er alle forberedelserne til festen i gang – der vaskes, stryges, skrubbes og bages.

Der er jul på hele museet i december. Hedebondegården er gjort jule- og vinterklar. Købmanden er pyntet og i 1., 2. og 3. weekend i advent ses levendegjorte udstillinger, aktiviteter og et flot dækket julekagekaffebord.

Give Egnens Museums hjemmeside

 

Julesporvognene kører på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm slutter den ordinære sæson med udgangen af skolernes efterårsferie, men genåbner en weekend i julemåneden – i år 9. og 10. december. Der køres med pyntede julesporvogne ude i det grønne eller hvide – alt efter, hvad vejret har tænkt sig – sælges friskskovede juletræer, bydes på musikalsk underholdning samt noget varmt eller koldt i den særlige julecafé. Og så kommer Julemanden selvfølgelig forbi - den travle mand.

Dermed fortsætter Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm en mangeårig tradition. Begge dage er museet åbent i tidsrummet kl. 10-16.

Museet byder på såvel hyggelige gensyn som nye oplevelser. De sidstnævnte er i første række den nyindviede busudstillingshal samt nyindrettede butiks-udstillinger, som de tog sig ud i 1940erne, 1950erne og 1960erne. En radio- og tv-forretning, en modist, der fremstillede elegante damehatte, en frisørforretning, en skrædder, et ismejeri og noget så fortidigt som et posthus. Museumsgaden med det uofficielle navn Valby Langgade er i de seneste år blevet dobbelt så lang med nye bygninger til sporvogne og busser på begge sider af museumssporvejen.

I år kan man komme til Sporvejsmuseet med særligt juletog fra Østsjællandske Jernbaneklub. Lørdag 9. december køres fra Københavns hovedbanegård kl. 10.13 via Høje Taastrup og Roskilde til Borup, hvorfra Sporvejsmuseets veteranbusser sørger for den videre forbindelse til Sporvejsmuseet. Retur fra Borup 15.00.

Søndag 10. december afgår toget kl. 10.08 fra Køge og kører via Haslev, Næstved og Ringsted til Borup – igen med videre befordring med Sporvejsmuseets museumsbusser. Retur fra Borup kl. 16.07. De købte juletræer transporteres fra skoven på godsvogne, trukket af sporvogne, og skal træerne med veterantoget til København eller Køge eller stationer undervejs, venter yderligere transport i lastbil og jernbane-godsvogn. Dermed er veterantoget, hvad jernbanefolkene kalder et ”blandet” tog. Det er de færreste juletræer, der kan prale med at være transporteret med forskellige sporvogne og historisk jernbanemateriel. Østsjællandske Jernbaneklub anbefaler, at man benytter jernbaneklubbens hjemmeside for bestilling af billetter og samtidig sikrer sig, at køretiderne holder, fordi eventuelle sporarbejder kan ændre tiderne. Man kan naturligvis også køre til museet i egen bil. Sporvejsmuseet ligger ved Jystrup omtrent midt mellem Roskilde og Ringsted. Der kan læses mere på museets hjemmeside.

Julen er hjerternes fest på Hjerl Hede

Hvis du vil i den rette julestemning, så sørg for at sætte kryds i kalenderen ved en af de første tre weekender i december. Her er Hjerl Hede nemlig traditionen tro levendegjort, og du kan opleve alle de mange aktiviteter, der hører den gamle danske jul til.

Tålmodighed og hjerterum

I weekenderne op mod jul gælder det om at væbne sig med tålmodighed, hvis man midt på eftermiddagen besøger det gamle bageri på Hjerl Hede:

”ja, der er ikke meget plads i bageriet, men til gengæld er der masser af hjerterum”; ler Kirsten Møberg, der er kontaktperson for museets bagerlaug. Lauget består af frivillige bagere, der brænder for det gamle håndværk og for Hjerl Hede. I juleweekenderne knokler de løs i bageriet, der oprindeligt blev bygget i landsbyen Ravnkilde tilbage i 1882, men som sidenhen kom til Hjerl Hede, hvor det utvivlsomt er blevet et af museets helt store trækplastre.

Blodpølse og gammeldags bolsjer

Der er nok ikke tvivl om, at de gammeldags bolsjer i købmandsbutikken frister de fleste mere end blodpølsen, der serveres i køkkenet i præstegårdens østlige længe. Men blodpølsen hører sig til. Sammen med sylten er den nogle af de klassikere, der på landet altid blev fremstillet op mod jul. Blodpølsen laves i forbindelse med slagtningen, hvor blodet tappes af grisen. Slagtningen foregår i vognporten ved siden af køkkenet på annoncerede tidspunkter, så for dem, der gerne vil opleve denne del af juleforberedelserne og høre slagteren forklare, hvad de forskellige dele af grisen blev brugt til i gamle dage, gælder det om at tage opstilling her – hvis man omvendt ikke bryder sig om at den slags, så er det en god ide at tjekke programmet, så man kan navigere udenom – og bruge tiden på nogle af de mange andre oplevelser, museet byder på.

For store såvel som små

I præstegården bliver der plukket gås, lavet julemad, brændt brændevin, klippet julestads og kniplet. Og rundt omkring i de gamle værksteder er smede, bødkere, tømrere og drejere fuldt beskæftigede. I præstegårdens historiske legestue hjælper vores legetanter børn og barnlige sjæle med at flette julehjerter, og i præstegårdens lade huserer nisserne, som gerne byder med til dans omkring juletræet. I museets visitorcenter kan man male sin egen trænisse, så man har et hyggeligt juleminde at tage med hjem fra Hjerl Hede. Blev du inspireret til at lave flere julehjerter, kan du købe papir i museumsbutikken med hjem. Og her findes også et bredt udvalg af julegaveideer samt julepynt.

I weekender: 

D. 2-3/12
D. 9-10/12
D. 16-17/12 (med julemarked)

Levendegørelse kl. 10-16.30 (museet er åbent kl. 10-17.30)

Hjerl Hedes hjemmeside

Og på Museum Vestsjælland er der også jul:

Kalundborg Museum:
Juleudstilling - Den guddommelige nisse
Vi har alle mødt en nisse, men som moderne mennesker er vi næppe klar over det. Førhen vidste man til gengæld bedre. Der var ingen gård, hvor alt trivedes og gik vel fra hånden, uden at den havde sin nisse, som tog sig af det. Især var det godt for pigerne i køkkenet og karlene i stalden, at nissen var dem venlig stemt, for så kunne de nemlig gå tidligt i seng og alligevel være sikre på, at alt var ordnet og klar til næste morgen. Nissen bar vand og fejede køkkengulvet for pigerne og striglede hestene i stalden for karlen. Til gengæld straffede han også for den uorden, som var begået.

Nu forbinder vi nisser med julen, julemanden og risengrød, men sådan har det ikke altid været, og faktisk er det kun grøden, der kan forbindes med nissen. Nisser og nisselignende væsner har været omtalt og dyrket fra Indien til Island gennem de sidste mange tusinde år. Lige indtil for ca. 150 år siden, hvor den moderne videnskab og storbymennesket gjorde nissen til en børnevenlig julenisse i december måned.

Denne udstilling vil respektfuldt fortælle om den ægte nisse, altså ham uden kone og børn. Ham, som bringer velstand og som hjælper, - og som hævner sig, hvis han ikke behandles ordentligt og med den rette respekt.
Nissen er nemlig stedets, jordens eller gårdens frugtbarhedsgud. En ærekær udødelig guddom med magiske kræfter, som til tider bruges uheldigt for mennesker, dyr og nissen selv! Måske derfor, at nissen historisk er beskrevet som en gnaven gammel mand?
Udstillingen kan ses på Kalundborg Museum, Adelgade 23, indtil til den 22. december, tirsdag til søndag kl. 10.30-16.00.

Sorø Museum:
Juleudstilling - Rør blot ikke ved min gamle jul

Jul er juletræ, gaver, brune kartofler, indkøb, julefrokost, flettede hjerter, mandelgave, hygge. Og meget mere. Forberedelser til juleaften fylder en del hos mange. Der er gøremål i bestemte rækkefølger og elementer, der absolut ikke kan fravælges, hvis julen skal være genkendelig. Kulminationen er juleaften med julemiddag, juletræ og gaver. 
Juleforberedelser og julefejringer er fyldt med traditioner. Nogle traditioner har en uvis oprindelse, mens andre er blevet omformet i tidens løb og mistet deres oprindelige betydning. Traditioner i familierne føres med ind i nye familier. Nogle traditioner overlever ikke, mens andre nødtvungent bliver accepteret.  I denne udstilling vises nogle af de mest markante traditioner, der har været i brug i lang hundrede årig periode. Her er historier om juletræ, risengrød, julegaver og nisser, rødgran frem for ædelgran og valget mellem gås, and og flæskesteg. Juletræet er pyntet med traditionel pynt og i hyggehjørnet er højtlæsningsbøger med julefortællinger.

Udstillingen kan ses på Sorø Museum, Storgade 17, indtil 21. december i museets åbningstid tirsdag til torsdag kl. 13 – 16, lørdag kl. 11 – 14 og søndag kl. 13 – 16.

Foto: juletradition. Museum Vestsjælland

Ringsted Museum og Arkiv og Ringsted Vindmølle:
Juleudstilling - Engle daler ned i skjul

I udstillingen Engle daler ned i skjul fortælles om engle gennem tiderne set gennem Grundtvig, Ingemann, H.C. Andersen og Christian Dalsgaard. Egentlig har engle oprindeligt slet ikke noget at gøre med den kristne jul. Engle som fænomen kan spores helt tilbage til oldtidens Mesopotamien, fire tusinde år før Jesu fødsel. Her blev engle betragtet som bevingede guddommelige ånder, som fungerede som budbringere og tjenere for guderne. Det er nogenlunde den samme funktion, som engle senere fik i jødedommen, kristendommen og islam. I 1800-tallet ændrede forestillingen om engle sig. Den bibelske fremstilling af en alvorlig og ærefrygtindgydende engle blev fortrængt af en mere folkelig udgave. En udvikling som tidens store digtere i høj grad satte deres præg på og skrev om.  I Ingemanns og Grundtvigs julesalmer og H. C. Andersens eventyr lovprises englen som den milde og varme beskytter, der spreder lys, glæde og nærvær. Også i malerkunsten optræder englen. Den lokale maler Christian Dalsgaard har i sit virke fortolket de bibelske beretninger. Udstillingen rummer 21 af hans værker som tager udgangspunkt i fortællingen om Jesu liv.

Udstillingen kan ses på Ringsted Museum, Køgevej 41 indtil den 21. december i museets åbningstid, tirsdag til torsdag samt søndag kl. 11-16. 

Slagelse Museum:
Juleudstilling – Den omvendte jul

Der er pyntet op til jul på Slagelse Museum, og der er blevet så fint alle steder. Gran og julehjerter, juletræ og nisselandskab. Julevarerne er sat frem og køkkenet emner af jul. Alt er klart til jul – eller er det nu også det? Nisserne har haft travlt og der er sket noget. Ikke alt er som det plejer – juletræet hænger på hovedet og julepynten er ikke helt som vi er vant til. Kom og hjælp nisserne ved at gå på jagt i udstillingen og find frem til alle de ting, der er helt forkert.

Den omvendte jul kan ses på Slagelse Museum, Bredegade 11A, tirsdag til torsdag kl. 13-16, lørdag og søndag kl. 11-14 indtil den 21. december.

Foto: Den omvendte jul. Museum Vestsjælland

Museets hjemmeside

Historie-online.dk, den 29. november 2017

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Repræsentantskabsmøde i DHF
TV-tips, uge 34, 2018
TV-tips, uge 27, 2018