Menu
Forrige artikel

I respektfuld erindring

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1058

Af Birthe Korsbæk

Forfatteren er lærer i billedkunst. Hun har skrevet værket i provokation over kvindelige maleres manglende repræsentation i de offentlige museumssamlinger. Hun beskriver smagsdommeres, anmelderes og samleres betydning for, om en kunstner har gennemslag eller ej.

Ifølge Weilbachs kunstnerleksikon var der mellem 1800 og 1880 i alt 225 aktive kvindelige kunstmalere, de fleste forblev ugifte! – efter eget valg, begrundet i behovet for selvstændighed, udadvendthed og rejseaktivitet, som ikke fandtes foreneligt med moder-og hustrurollen!

Forfatteren til bogen havde besvær med at finde materiale om kvindelige malere i forrige århundrede. De måtte bogstavelig talt ”trækkes ud af glemslen”.

I 1880erne var det næsten brud på anstændighed, at kvindelige malere gjorde krav på professionel anerkendelse. I 1700-årene var uddannelse på kunstakademiet i malerfaget forbeholdt unge mænd, som fremstillede historiske motiver. Kvinder havde ikke adgang til akademiet. Bogen beskriver de første kvindelige maleres vanskelige vej ad kunstens trange vej. I 1800-tallet var historiske malerier anset for at være det ypperste. Det forudsatte akademiske færdigheder, hvilket gav mænd et forspring på grund af højere akademisk uddannelse. Kvinder havde tradition for at male blomsterbilleder. I slutningen af 1800-årene blev blomstermalerier udbredte, og her fandt kvindelige malere en plads. Strenge krav til, hvor kvinder kunne færdes alene, gjorde stort set frilandsmaleri til en umulighed for kvinder. Danske malerinder malede kvindelige sysler, - flette hår, ordne blomster, tage sig af børn.

Kvinder kæmpede for at opnå anerkendelse og adgang til kunstakademiet. Det har haft store omkostninger for foregangskvinderne. Ofte søgte malerinderne andre skoler end mændene i en tid, hvor man måtte vælge mellem ægteskab og familie eller en uddannelse med selvforsørgelse. Når unge ugifte kvinder udfoldede sig i malerkunst, blev det betragtet som tidsfordriv.

Marie Krøyers liv som hustru til P.S. Krøyer og mor til hans børn beskrives som en tragedie, - et liv i mandens skygge.

Kommunikationen i billederne får sit eget kapitel. Billedfremstillingen koncentrerede sig om oldgræske sagn, hvilket vel ikke talte så meget til den brede befolkning.

Bogens forfatter gør opmærksom på, at meget få malerinder brugte børn som motiv! – Var valg af kunstnerisk karriere et fravalg af moderskab? Bogens forfatter gør sig også betragtninger om, hvorvidt kvinders ”vanemæssige forståelse” var anderledes end mænds. Videnskab contra skønhed? Det var tanker, som optog datidens kunstnere. Om kvinder fik del i datidens etiske debatter, ved vi ikke.

Fortidens ægteskabelige mønstre med børnefødsler og husholdning vanskeliggjorde kvinders mulighed for rum til selvforglemmelse og kunstnerisk virksomhed. Ofte levede malerinderne i ægteskab med – og i skyggen af – malende ægtemænd.

I en anmeldelse af Anna Sybergs og Christine Swanes værker lyder det: ”Værkerne er så gode, at de kunne være malet af mænd!”

Kvinders kald var at føde og opdrage børn, men forfatteren gør opmærksom på, at de ”malende damer” ofte havde tætte veninder, som de rejste og arbejdede sammen med. Det leder hen på overvejelser, om der er særlig feministiske måder at anskue Verden på.

Bogens forfatter gør rede for, at malerinden i vid udstrækning selv måtte arbejde aktivt for at undgå glemsel. Forfatteren fremsætter tankevækkende bemærkninger om mandlige smagsdommere og deres indflydelse på kvindelige maleres fravær i kunstsamlinger. Kvinder måtte kæmpe for en plads på mændenes kunstscene.

Fotografi og reproduktionsteknikkens fremgang og den propagandistiske billedpåvirkning omtales.

Malerindernes motivvalg beskrives – herunder kvindernes manglende mulighed for at opsøge store øde landskabsmotiver, - i stedet de mange ”vindueskarme-malerier” og motiver med strikketøj eller andre kvindesysler. Naturens skønhed i vindueskarmen eller i haven!

I udlandet var interessen for kvindelige kunstnere stigende. I Washington oprettede man ”National Museum of women in the Arts” i 1981. Ellers var kvinder stort set udelukkede fra den international kunstscene.

Forfatterens påstand er, at kunstmuseernes manglende indkøb af kvinders værker trækker lange spor af glemsel efter sig.

Kunstforeningen, som blev stiftet i 1825 kritiseres for manglende opmærksomhed på kvinders kunst.

Da der i 2005 blev udarbejdet en kulturkanon, der kunne bidrage til kvalitet i kulturformidlingen, blev der kun peget på fem værker af kvinder.

Forfatteren af bogen har bemærkninger til, hvordan eksempelvis skoleelever kan bringes til fordybelse og ”horisontudvidelse” ved et besøg på ”Statens museum for kunst”.

Det er forfatterens mål, at læseren ser værdien i at have billeder på væggen – billeder, der skal mere end ”bare at pynte”. Forfatteren har ikke følt, at noget værk af kvindelige kunstnere har virket med samme voldsomhed som f. eks. Picassos ”Guernica”. Kvinders kunst har måske andre budskaber - visioner om, hvad børn, haver, blomster og fugle kan berige os med. Men kunst må også gerne provokere - er budskabet!

Forfatteren mener ikke, at ”kulturdemokratiseringen” er gennemført – og slet ikke med tilbagevirkende revision af kvindernes plads i kulturhistorien. Der er stadig lang vej til, at man ikke skænker kønnet en tanke – at man holder op med at tale om ”kvindekunst” og bare taler om kunst. ”Kunst er genvej til det hele liv for os alle uden nævneværdigt slid på naturen.”

Historie-online.dk, den 27. november 2017

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kærlighed i Klunketiden
Charlotte Frederikke, Frederik VII´s mor
Da spaniolerne kom