Fri porno

Af Jakob Ørnbjerg, historiker og ph.d.

En aften i august 1972 lagde værtshuset Husmanns Vinstue i det indre København lokaler til en reception i anledningen af filmpremieren på det erotiske lystspil ”Bordellet. En glædespiges erindringer”. På trods af, at kendte skuespillere som Gotha Andersen og Poul Glargaard medvirkede i rollerne som henholdsvis overbetjent Sørensen og ”yngste søn” er der ikke tale om et kunstværk, der har sat sig blivende spor i den danske filmskat og folkesjæl. Den rolle fik til gengæld receptionen på Husmanns Vinstue, da filmens producent og fotograf, Ole Ege, sammen med flere af skuespillerne smed tøjet. Dette kan i sagens natur betragtes som ret banalt. Seancen fik så at sige snart mere kød på, da den excentriske og pengestærke rejsekonge Simon Spies (1921-1984) i stærkt beruset tilstand sluttede sig til Ole Eges selskab. Spies smed også tøjet, hvorefter han i fuld offentlighed havde halvsjusket sex med en af filmens kvindelige medvirkende. Alt sammen blev det behørigt dokumenteret og gennemfotograferet af de hastigt hidkaldte journalister og pressefotografer fra Ekstrabladet samt Se og Hør. Det nummer, hvori Se og Hør offentliggjorde billederne af sexpartyet på Husmanns Vinstue, solgte tæt på 325.000 eksemplarer. Efter sigende det højeste oplagstal i ugebladets historie.

I august 1972 resulterede de pornografiske billeder fra Husmanns Vinstue ikke i den store forargelse. Se og Hør kunne roligt vise al den nøgenhed uden at frygte en politianmeldelse, og Spies Rejser tabte heller ikke kunder som følge af direktørens natlige eskapader. Havde begivenheden fundet sted blot tre år tidligere, havde det nok været en anden og mere alvorlig sag. Det var nemlig først i 1969, at det danske Folketing tillod fri offentliggørelse af billedpornografi i bøger, blade, fotografier og film. Indtil da kunne offentliggørelsen af pornografiske billeder resultere i bøder og op til seks måneders fængsel. Netop pornoens frigørelse samt udviklingen, forløbet og konsekvenserne af dette, er emnet for Fri porno. 1969, der udgør den tredje bog af Aarhus Universitetsforlags store satsning 100 danmarkshistorier. Forfatteren er Søren Hein Rasmussen, historiker i firmaet Meganørd.

Pornografi er oprindeligt udledt af de græske ord for henholdsvis prostitueret (porne)og skrift (graphein). De sproglige rødder i det klassiske Grækenland peger i retning af, at pornografi ikke er nogen ny foreteelse. Den 30.000 år gamle Venus fra Willendorf, sexdukker til fri afbenyttelse på offentlige pladser i Assyriens byer, hinduistiske elskovsvers, romersk bordelgraffiti og vikingernes runepinde med sjofle one liners. Det vidner alt sammen om, at alt det frække, der følger med den menneskelige forplantning, på alle steder og til alle tider, har haft menneskehedens interesse. Søren Hein Rasmussen har i den forbindelse den interessante pointe, at magthavernes og moralisternes frygt for pornoens skadelige og samfundsnedbrydende virkninger for alvor tog fart i 1500-tallet, hvor papirets, bogtrykkets og grafikkens kommunikationsrevolution sprængte alle rammer og gjorde pornoen til hvermandseje. Først da pornoen blev folkeeje, blev den for alvor farlig.

Fra dansk side kan frygten for pornoen igennem årene følges i lovens forbud mod udgivelsen af utugtigt materiale: 1537-1773-1799-1851-1866-1930-1939. I takt med massemediernes fortsatte fremmarch, industrisamfundets udvikling og folkemassernes vandring til storbyernes uendelige reservoir af muligheder og fristelser, strammedes skruen gang på gang. Den første opblødning af censuren indtraf i 1967, hvor forbuddet imod tekstpornografi blev ophævet. Ophævelsen skyldtes dels hensynet til ytrings- og pressefriheden. Manglende beviser for pornografiens skadelige virkning, samt det faktum, at retssagerne mod forlag og forfattere havde en beklagelig tendens til at fremme interessen for de pågældende udgivelser, indgik også i overvejelserne. I 1969 var tiden så kommet til at slippe billedpornografien fri. Baggrunden for dette lovgivningsmæssige tiltag var et stille håb om, at et frit pornomarked ville gøre pornoen uinteressant for flertallet af danskere. Her skød politikerne dog over målet. I de få år der gik, frem til vores nabolande fulgte trop og selv gav pornoen fri, giver det god mening at betragte Danmark som et oplagt rejsemål for udenlandske sexturister.

Er man på jagt efter skyts og argumenter til fremme af et pornofrit miljø, vil denne bog ikke være det bedste sted at starte. Ingen tvivl om, at Søren Hein Rasmussen har et skarpt blik for pornoens skyggesider. Her er det med god grund udbredelsen af børne- og voldtægtsporno, der er i fokus. De klassiske pornografiske stereotyper som eksotiske kvinders ustoppelige seksualdrift og forestillingerne om den virile og mere end veludstyrede sorte mand tages dertil også under kyndig og kritisk behandling.

Samtidigt er man efter endt læsning dog ikke et sekund tvivl om, at den frie porno siden 1967- 1969 har leveret underholdning, oplysning, morskab og seksuel inspiration til millioner af danskere. De lesbiske liveshows, vinduesudstillingerne bugnende af sexlegetøj og reklamerne for Ole Eges film ”Bodil Joensen – en sommerdag i juli”, der havde ikke blot Bodil, men også en orne i en fremtrædende rolle. Hele herligheden kunne nu foregå i fuld offentlighed og i fri dressur.

Noget helt andet var de mange og gavnlige muligheder for seksualoplysning i tekst, tegninger og fotos, der nu, uden frygt for censur, straf og destruktion af oplaget, kunne offentliggøres. Det være sig i form af sexbrevkasser i aviser og ugeblade, smukt illustrerede opslagsværker samt meget detaljerede børne- og billedbøger om sexlivets mysterier. Med forfatteren Leif Panduros ord behøvede unge mennesker nu ikke længere at famle i mørke og på egen hånd. Nu var viden og vejledning om sex til at finde og få på alle tilgængelige hylder. I 1990’erne kom internettet så til, hvilket i både bogstavelig og overført betydning gjorde pornoen og brugen af den grænseløs. I 2000 gik en marketingsdirektør ved en dansk internetportal så vidt som til at beskrive pornoen som ”nettets drivkraft”. På baggrund af det statistiske materiale, der fremlægges i ”Fri porno”, tror man ham gerne.

Endnu en vigtige gevinst ved pornoens frigørelse i 1967 og 1969 var, at den gav mund, mæle og muligheder til de seksuelle minoriteter og alternative kunstarter, der i tidligere censurerede tider havde haft det mere end svært. På alle disse områder dokumenteres det i bogen til fulde, at pornoen var af afgørende og befriende betydning.

Bogen er dertil smukt illustreret med fotografier, tegninger og malerier, der som oftest er af pornografisk karakter. Så nu er læseren altså advaret! Det siger sig selv, at det med blot 100 siders tekst og illustrationer til rådighed er mere end svært at få dækket alle aspekter af pornoens tusindårige kulturhistorie. Skulle man derfor have interesse for at dykke dybere ned i historien, afsluttes denne lille fine bog heldigvis med en kort litteraturliste. Er man fortsat ikke tilfredsstillet, kan det anbefales at besøge 100 Danmarkshistorier på Aarhus Universitetsforlags hjemmeside. Her findes ikke blot et omfattende noteapparat til dokumentation for de fremlagte oplysninger i Fri Porno, men også yderligere litteraturhenvisninger. Alt sammen kan det forhåbentligt inspirere forskere, studerende, lokalhistorikere, arkiver og museer til at arbejde videre med netop deres faglige og lokale vinkler på pornoens Danmarkshistorie. Man skal dog stramme sig gevaldigt an, for at gøre Søren Hein Rasmussen kunsten efter, for Fri Porno holder et højt fagligt og formidlingsmæssigt niveau. Historien serveres med vid, bid, saft og kraft. Det er en lille bog, men med meget stof til eftertanke – ikke mindst i forhold til den evindelige diskussion om danskerne som verdens mest frisindede folkeslag. Debatten om pornoens rolle og betydning i dagens Danmark stopper heller ikke her. Den fortsætter så længe gode skribenter som Søren Hein Rasmussen stiller spørgsmålstegn ved alt det, vi tror, vi ved.

Historie-online.dk, den 27. november 2017