Menu
Forrige artikel

Vladimir Lenin

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1065

Af Thomas Petersen, univ. lektor emer.

Forfatteren har helt sikkert fået en bunden opgave. Skriv en lille bog om Lenin som teoretiker. Jurist- og Økonomforbundet har nemlig en skriftserie, der under rubrikken Statskundskabens klassikere har til hensigt ”at give læserne en mulighed for i en kort og præcis tekst at orientere sig i et fagligt væsentligt og interessant forfatterskab”, (side 7). Fælles for de udgivne klassikere er ifølge redaktørens forord, at deres forfatterskab eller dele af det har haft betydning for forståelsen af, hvad politik er. Blandt seriens bøger findes følgelig sværvægter-navne som Aristoteles, David Easton, Hegel, Hobbes, Locke, Marx og Weber. Og nu altså også russiske Vladimir Iljitj Lenin (1870-1924).

Spørgsmålet er blot, om Oktoberrevolutionens iværksætter er så stor en teoretiker, at han hører hjemme i så fornemt et selskab. Ganske vist fylder Lenins angiveligt samlede værker i sin seneste udgave på russisk hele 55 bind. Angiveligt, fordi ikke alt, som han har skrevet, tilsyneladende den gang i 1950erne kunne passere redaktionen eller rettere censuren. Lenin var langt mere empiriker end teoretiker. Teori uden praksis var en absurditet i hans verden. Langt det meste af Lenins skriftlige produktion er polemiske indlæg, forårsaget af eller skrevet i en ganske bestemt situation. Kun ”Kapitalismens udvikling i Rusland”, skrevet i årene 1896-99, kan kaldes et i det store og hele seriøst historisk og ikke udelukkende polemisk arbejde. I langt størstedelen af sin øvrige produktion bruger han den velkendte polemiske metode – først at sammenfatte modstanderens synspunkter i et par rammende sætninger for dernæst at hamre løs mod dem. 

Forfatteren er tilsyneladende selv i tvivl om, hvorvidt Lenin er tilstrækkelig teoretiker. Han starter sin bog med ganske rigtigt at erklære, at eftertiden især har betragtet Lenin som politisk praktiker og en fremtrædende historisk figur. Det gælder såvel hans tilhængere som hans modstandere. For de første var han stamfader og frelserfigur. For modstanderne var han den diabolske ærkeskurk, der var ansvarlig for det 20. århundredes kommunistiske styrer og deres misgerninger, herunder krige, konflikter, humanitære katastrofer samt for totalitære antikommunistiske styrer som fascismen og nationalsocialismen.  

Historiker og lektor ved faget historie på Aarhus Universitet, Bertel Nygaard (født 1978), med speciale i moderne historie har tidligere gjort sig bemærket med at skrive om emner, der ikke findes i virkelighedens verden. Den i øvrigt musikalske og Elvis-gale Nygaard beskæftiger sig nemlig fortrinsvis med menneskers håb, drømme og visioner i fortid og nutid. Altså med noget ikke-eksisterende i virkelighedens verden. Eller, som han selv har udtrykt det: ”utopiske længsler, håb og drømme om det, der endnu ikke var – og måske endnu ikke er i dag, og muligvis aldrig bliver til virkelighed”.

Nygaard var således i 2014 aktuel med den anmelder-roste bog ”Det røde spøgelse: Kommunismen og 1840´ernes danske politiske kultur” (anmeldt på historie-online). Her undersøgte han yderst kompetent kommunisme-forskrækkelsens mangesidede betydning i tiden op til 1848-begivenhederne i Danmark og grundlovens tilblivelse året efter. I 2016 udgav Nygaard ”Kærlighedens samfund. Romantiske utopier i 1800-tallets Danmark” (anmeldt på historie-online). Og i år er han foreløbig indblandet i hele tre bøger: Foruden nærværende i en bog om ”Grundloven” (anmeldt på historie-online), og sammen med Morten Fink-Jensen er den flittige skribent redaktør og medforfatter på bogen ”50 begivenheder. Højdepunkter i verdenshistorien”.

Der er ingen tvivl om, at Lenin anså teori uden handling for meningsløst ordgalperi. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan forestille sig ham skrive noget som helst uden, at det var dikteret af praksis. Tag f.eks. hans arbejder om partiteori. Der er næppe tvivl om, at Lenins krav om et parti af heltidsrevolutionære, der stålsat viede hele deres liv til det revolutionære arbejde, var dikteret af de politiske vilkår i det tsaristiske Rusland. Kort sagt dikteret af det hemmelige politis ganske store succes med at optrævle statsfjendtlig aktivitet. Denne erfaring, suppleret med Lenins nære kendskab til en Nikolaj Tjernysjevskijs (1828-89) forestilling af en sand revolutionær i romanen ”Hvad skal der gøres?” eller til en Netjajevs (1847-82) og en Tkatjovs (1844-86) krav om konspiration og eksklusivitet som nødvendige karakteristika for en revolutionær organisation eller celle. Det er på baggrund af denne viden, at Lenin skriver sit stærkt polemiske skrift om nødvendigheden af en snæver og yderst eksklusiv parti-organisation – kort sagt i skriftet ”Hvad skal der gøres?”. Bemærk i øvrigt sammenfaldet i titel med nævnte roman af Tjernysjevskij.

I løbet af sommeren 1917 havde Lenin skrevet ”Staten og revolutionen”. Et skrift, hvori han forudså statens gradvise forsvinden under det, han lidt flot kaldte proletariatets diktatur. Flot, fordi proletariatet på det tidspunkt var minimalt. Men praksis overhalede teorien. Det blev i stedet partiets diktatur – i mangel som nævnt af et proletariat, der var i flertal i Rusland.. Der er næppe tvivl om, at revolutionen sidst i oktober 1917 kom som en stor overraskelse – også for Lenin. Pludselig lå den politiske magt på jorden – frit tilgængelig og ledig for den samfundskraft, der gad eller formåede at samle den op. Og, som havde det tilstrækkelige mod, viljen og kynismen. Det havde bolsjevikkerne og deres leder. Intet eller ingen forhindrede dem i at spadsere ind i (derfor var der ingen storm på) Vinterpaladset i Petrograd og der arrestere Den provisoriske Regering. Der var ingen, der på det tidspunkt viste sig rede til at forsvare – hverken det gamle regime eller det midlertidige styre, der var blevet etableret efter Romanov-styrets fald i februar 1917. Borgerkrigen og dens rasen mellem hvide og røde brød først ud senere – efter verdenskrigens afslutning. Igen var det virkeligheden eller praksis – ikke en teori, der styrede begivenhederne.

Det ovenfor sagte skal imidlertid ikke forklejne en fortrinlig udførelse af den bundne opgave, forfatteren har stået overfor. Som tidligere nævnt er han sig fuldt bevidst om problematikken om forholdet mellem teori og praksis i Lenins tanke-univers. På de givne vilkår præsterer Nygaard derfor en glimrende introduktion til revolutions-lederen og hans tankeverden. Ligesom han loyalt gør rede for den betydning, Lenins tanker efterfølgende har haft for de mange forskellige frihedsbevægelser rundt om i verden. Hvad enten, de nu fandtes i koloni-rigerne eller i eksisterende diktaturer.

Bogen er generelt tænkt som en introduktion til - ikke praktikeren Lenin, men derimod udelukkende til hans tankeverden. Den er fortjenstfuldt suppleret med tekstuddrag fra Lenins skrifter, med ordforklaringer samt en fyldig litteraturliste med forslag til yderligere læsning. En enkelt petitesse. I ordforklaringen side 101 benævnes den illegale organisation, der dannes i 1898, Det russiske socialdemokratiske arbejderparti. Til trods for, at det i tekstuddragene mere korrekt kaldes Ruslands socialdemokratiske arbejderparti. På russisk hedder partiet rossijskij (på dansk Ruslands eller ruslandsk for netop at understrege partiets a-nationale karakter) og ikke russkij, der udelukkende bruges til at betegne etnisk russisk. Begge udtryk kunne med udbytte være taget med i ordforklaringen.         

Historie-online.dk, den 29. november 2017           

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Ikke jeg - erindringer fra en barndom og ungdom
Fra min tid
Den folkekære stalinist. En biografi om Carl Madsen