Menu
Forrige artikel

TV-tips uge 48

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 668

Af Jakob Skibsted Kristensen

I denne uge starter vi med et kig på nogle af de danske dronninger Danmark har haft gennem tiden. Vi starter med Dronning Sophie Amalie der levede i 1600-tallet og således var med til at indføre enevælden. Sophie Amalie er dog en noget omstridt dronning, og historikere har i århundrede beskrevet hende som en forfærdelig dronning, om end billedet i dag er lidt mere nuanceret. Torsdag skal det handle om noget helt andet, nemlig om indbrudstyven Carl August Lorentzen. I 1949 flygtede han igennem en 18 meter lang tunnel fra Horsens Statsfængsel, og tildrog sig således tildrog navnet flugtkongen, efter Danmarks måske mest spektakulære fængselsflugt. Fredag skal det handle om de gamle pyramider i Egypten. Med hjælp fra moderne partikelfysik er det lykkedes forskere at finde et enormt hulrum dybt inde i Keopspyramide i Giza. Selvom man ved hulrummet er der, kam man dog ikke komme derind, af frygt for at skade pyramiden, så hvad rummet har været brugt til, er lidt af en gåde. Lørdag skal vi kigge nærmere på Storm P., en dansk pioner indenfor flyvningen, filmen, tegnefilmen og tegneserien. Samtidig var han også maler, forfatter og alene hans produktion af tegninger tæller mere end 60.000 stk., og hans værker har længe været en del af dansk kultur. Søndag kigger vi på historien om den unge grevinde Ada Lovelace, der i 1843 mener at have skrevet verdens første computerprogram, og ønsker økonomisk støtte til fremstilling af en mekanisk maskine – Computeren. Støtten får hun aldrig, og verden måtte muligvis derfor vente 100 år mere på computeren. Mandag skal det handle om Nikola Tesla, der var en yderst talentfuld opfinder og elektroingeniør, der immigrerede til USA, fik arbejde under Thomas Edison, og bl.a. opfandt vekselstrømmen. Teslas vekselstrøm vandt bl.a. over Thomas Edisons jævnstrøm, og Tesla gik senere hen og opfandt mange andre opfindelser. Til sidst slutter vi tirsdag af med et kig på antikkens Grækenland i 400-tallet. I denne periode er Athens imperium ligeså stille ved at smuldre, men på byens kulturelle liv levede stadig stærkt, og de mange skuespil fra Athen spredte sig til hele middelhavsområdet. 

 

Rigtig god fornøjelse

 

På sporet af dronningerne - 600 års Danmarkshistorie

Onsdag d. 29. november 16:35 på DR K

Sophie Amalie er Danmarkshistoriens grimmeste, grådigste og grummeste dronning! I hvert fald hvis man skal tro de (mandlige) historikere der i århundreder har skrevet Historien. Hendes største rivalinde var den uægte kongedatter Leonora Christine. Hende fik Sophie Amalie buret inde i Blåtårn. Men den der ler sidst ler bedst: I mange år var det Leonora Christine der blev betragtet som det store offer i de to kvinders magtkamp. Liv Thomsen nuancerer portrættet af den balletdansende, ødsle og selviscenesættende dronning Sophie Amalie, der var med til at indføre enevælden i 1600 tallet.

Flugtkongen

Torsdag d. 30. november 19:25 på DK K

I 1949 flygter indbrudstyven Carl August Lorentzen igennem en 18 meter lang tunnel fra Horsens Statsfængsel. Det tog ham knap et år at grave tunnelen trods livsfare og sammenstyrtninger. Men hvem var manden bag Danmarkshistoriens længste og mest spektakulære tunnelflugt egentlig? Og hvordan lykkedes det Lorentzen at bygge tunnelen, som arkæologer for nyligt forsøgte at genfinde under den gamle fængselsgård i Horsens fængselsmuseum.

Pyramidernes skjulte rum

Fredag d. 01. december 20:00 på DR K

Hvad har moderne partikelfysik at gøre med et af verdens syv vidundere, den 4.500 år gamle Keopspyramide i Giza i Egypten? Jo ved hjælp af kosmisk stråling har et internationalt forskerteam fundet et hulrum på størrelse med et mindre passagerfly inde i pyramiden lige over galleriet. Da man ikke har været inde i pyramiden, ved man ikke, hvad rummet har været brugt til, eller om det har været en ren byggeteknisk foranstaltning i det 130 meter høje bygningsværk.

Store danskere: Storm P

Lørdag d. 02. december 10:45 på DR K

Store danskere - Storm P. Storm P var pioner indenfor flyvningen, filmen, tegnefilmen og tegneserien. Han var også maler, forfatter og alene hans produktion af tegninger tæller mere end 60.000 stk. Hans talent var med andre ord mangfoldigt. Den unge Storm P kunne blive til hvad som helst. Men han var nødt til at vælge. Skulle han være alvorlig eller sjov? Skulle han være kunstneren på kvistværelset eller skulle han tjene penge? Eller var det muligt at netop han, Storm P, kunne være det hele?

Grevinden og computeren

Søndag d. 03. december 11:40 på DR K

I august 1843 henvender den unge grevinde Ada Lovelace, datter af digteren Lord Byron, sig til investoren Charles Babbage for at få hjælp til at finansiere verdens første mekaniske computer. Ada har endda skrevet verdens første computerprogram til maskinen. Babbage afslår og kommer således til at udskyde informationsrevolutionen i mere end 100 år!

Portræt af Nikola Tesla

Mandag d. 04. december 20:00 på DR K

Nikola Tesla (1856-1943) var en utrolig fremsynet serbisk-amerikansk fysiker, opfinder og elektroingeniør. Han immigrerede som ung til USA og fik bl.a. arbejde hos Thomas Edison. Tesla opfandt vekselstrømmen, og det var et af konfliktpunkterne med Edison, der holdt fast ved jævnstrømmen. Teslas system vandt over Edisons, men Tesla opfandt også mange ting, han aldrig fik kredit for, bl.a. radioen, hvor det viser sig, at Marconis opfindelse byggede på forsøg foretaget af Tesla flere år før. Det er ikke uden grund, at Elon Musk har valgt at kalde sin elektriske bil 'Tesla'.

Oldtidens Grækenland

Tirsdag d. 05. december 17:10 på DR K - Dokumentar fra BBC fra 2015.

Historikeren Michael Scott fortæller om Athens dramatiske fald og den bemærkelsesværdige triumf og udvikling af teatret på samme tid. I løbet af det 4. århundrede f.v.t mistede Athen sit imperium, sin indflydelse i regionen og sit demokrati. Men den specielle athenske opfindelse, skuespillet, blomstrede og bredte sig i hele den græske verden og førte til en ny form for komedie, der blev så populær, at vi stadig kender den.

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips uge 40
TV-tips uge 37
TV-tips, uge 12, 2018