Menu
Forrige artikel

Hjemmeværnet

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 975

Af Anders Ellegaard, cand. jur.

Bogens undertitel lyder: Historien om det folkelige forsvar. Tre ord går igen i bogen: folkelig, frivillig og forsvarsvilje. Tre ord, som forfatteren bruger som summen af kerneværdier for Hjemmeværnet; en bred folkelig bevægelse.

Bogen er delt i tre fortællinger. Den første om besættelsestiden og Den tidlige Kolde Krig. Den anden om Den Kolde Krig (da den var varm). Den tredje om tiden efter Den Kolde Krig.

Den første fortælling beskriver kort de politiske forhold efter Første Verdenskrig og op til udbruddet af Anden Verdenskrig. I Danmark håbede nogle politikere, at neutralitet og militær nedskæringspolitik ville holde Danmark uden for større opmærksomhed. Under den såkaldte tyske ”fredsbesættelse” blev der ført samarbejdspolitik. I hvert fald i begyndelsen. Modstandskampen i Danmark blev i begyndelsen især udført af kommunisterne (til venstre) og af Dansk Samling (til højre) – altså af fløjene i dansk politik. Frihedsrådet, som blev dannet i 1943, skulle samordne modstandsbevægelsen, og være kontakt til de allierede. Én af de førende mænd var Frode Jacobsen, som senere blev den første civile kommitterede i Hjemmeværnet.

Efter krigen blev der af tidligere modstandsfolk dannet hjemmeværnsforeninger, som var selvorganiserede og selvfinansierede. I 1946 dannedes en hovedbestyrelse for foreningerne.  Socialdemokratiet (S) og Det Kommunistiske Parti (DKP) kæmpede om magten via arbejderne, som var deres kernemedlemmer og -vælgere. S oprettede Arbejdernes Informations Central (AIC), som via fagforeningerne dækkede hele landet som en egentlig efterretningsvirksomhed.

Da Jerntæppet var gået ned, og Sovjetunionen havde bekendt kulør (overtagelse af Tjekkoslovakiet i 1948 og et ”tilbud” til Finland), var S ikke længere i tvivl: Danmark hørte til i vest, og neutralitet var ikke vejen frem. Der skulle dannes et statsligt, frivilligt lokalforsvar/hjemmeværn af værnepligtige og frivillige. En ny politisk konsensus var opstået: S, V og K contra RV og DKP. Hjemmeværnet blev lovfæstet, og kongen underskrev loven d. 16. juli 1948. Danmark sluttede sig til Atlantpagten/NATO, og våbenhjælp fra USA hjalp det økonomisk svage land og dets Forsvar og Hjemmeværn meget.

Forfatteren fremhæver Hjemmeværnsskolen i Nymindegab, som én af kerneårsagerne til Hjemmeværnets langvarige succes. ”Ånden fra Nymindegab” har skabt en ideologisk basis for Hjemmeværnet og dets medlemmer. Skolen har været førende i moderne pædagogik med en ”frit villet disciplin” og et målrettet samarbejde mellem lærer og elev. Man var fra top til bund ”dus” fra starten.

Hjemmeværnet, som blev støttet af Socialdemokratiet, ansatte tidligt civile konsulenter, som skulle få arbejdere og landmænd (S og V, by og land) til at melde sig til Hjemmeværnet. Konsulenterne havde stor gavn af AIC, som var landsdækkende. Forfatteren skriver, at ét af deres mål var at holde kommunister ude af Hjemmeværnet. Man var bange for et kommunistisk kup i Danmark. DKP agiterede i Land og Folk direkte for nedlæggelse af Hjemmeværnet.

Den anden fortælling handler om opbygningen af Hjemmeværnet fra slutningen af 1940´erne og til Den Kolde Krigs slutning. Danmark var en frontlinjestat med udsejlingen gennem bælterne som ét af de afgørende forhold for Forsvaret. Hjemmeværnets helt store fordele var (og er) lokalkendskab og viden om normalbilledet/normalsituationen. Hjemmeværnet var meget stedbundet og havde til opgave at udføre bevogtning af objekter og nøglepunkter, overvågning og eventuel kamp. Der oprettedes hjemmeværn og kvindelige korps for Hær, Flåde og Flyvevåben. Da NATO´s strategi var baseret på, at truslen mod Nordtyskland og Jylland var større end mod øerne, skulle felthæren rykke mod syd til Holsten, og da Hærens opstilling af lokalforsvarsstyrker aldrig rigtig blev til noget, var lokalforsvaret overladt til Hjemmeværnet under national kommando. Hjemmeværnet kom til at indgå i Totalforsvaret sammen med Civilforsvaret, Politiet og Det civile Beredskab.

Der foregik i 1950´erne et stort oplysningsarbejde om dansk forsvar og sikkerhedspolitik for at hverve medlemmer; forfatteren bruger udtrykket ”Forsamlingshusdanmark”. 1960´erne og -70´erne førte ændrede politiske og økonomiske forhold med sig. De to store fløje i verdenssamfundet – USA og Sovjetunionen – førte krig mod hinanden i lande i Asien og senere Afrika. Det ændrede manges syn på både indenrigs- og udenrigspolitik. Venstrefløjen tiltrak medier, kunstnere, intellektuelle og folk i undervisningssektoren. Det førte til demonstrationer og direkte voldelige aktioner. Hadet til USA, Militæret og Hjemmeværnet var stort og blev hjulpet på vej af påvirkning fra Sovjetunionen. En ny venstrefløj dukkede op i Socialdemokratiet, og AIC blev lukket. Forfatteren skriver, at der ofte blev skrevet og talt om det stigende antal militærnægtere, men han påpeger, at der faktisk var endnu flere, som meldte sig til Hjemmeværnet i samme periode. I befolkningen var der en udbredt, folkelig modkultur og forsvarsvilje.

I de følgende afsnit kommer forfatteren ind på mange forskellige emner som påvirkede og udviklede Hjemmeværnet. Opgaverne og uddannelsen ændrede sig efter de indre og ydre politiske forhold. Udviklingen i USA og Sovjetunionen - og forholdet mellem dem - påvirkede også danske politiske og forsvarsmæssige forhold, hvilket havde betydning for Hjemmeværnets opgaver, øvelsesvirksomhed nationalt og internationalt og uddannelseskrav. De større krav medførte øget professionalisering, bureaukratisering og centralisering.  I 1980´erne blussede Den Kolde Krig op, man ville sætte hårdt mod hårdt, hvilket havde stor betydning for den politiske holdning i Danmark og blandt danskerne; og dermed for Hjemmeværnet. Den yderste venstrefløj og fredsbevægelserne havde medvind i medierne, men forfatteren gør opmærksom på, at Hjemmeværnet i samme periode havde det højeste medlemstal nogensinde. Den folkelige forsvarsvilje var intakt.

Den politiske og økonomiske nedtur øst for Jerntæppet endte med Murens fald i 1989 og Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning, hvilket havde stor betydning for Forsvaret og for Hjemmeværnet. Forfatteren opsummerer, at Koldkrigen var slut, men at rigtige, varme krige brød ud. Der var ikke fred, selv om nogle politikere handlede i den tro, at trusler mod Danmark var forsvundet for evigt. Man ville høste fredsdividenden.

Bogens sidste del handler om tiden efter Den Kolde Krig, og de konsekvenser forandringerne har haft for Hjemmeværnet. Overordnet kalder forfatteren afsnittet for: ”Nye trusler, indsatsparathed – og nutidens Hjemmeværn.”

Da der ikke længere var nogen territorial trussel, og Danmark ikke længere var en frontlinjestat, bestemte politikerne i 1980´erne, at der skulle føres en aktiv udenrigspolitik ved blandt andet at udsende danske soldater på internationale opgaver for at kæmpe for demokrati og bekæmpe terror. Forsvaret blev reduceret og omstillet. Det havde store konsekvenser for Hjemmeværnet med nye opgaver, mål og midler. Det territoriale lokalforsvar skulle, i det omfang det måtte være nødvendigt, varetages af Hjemmeværnet. Det krævede styrket uddannelse og materielmæssig fornyelse. Samtidig øgedes Hjemmeværnets civile opgaver med bistand til især Politiet. Bevogtning, trafikregulering, større civile arrangementer, adgangskontrol, katastrofehjælp, grænsekontrol, sikring af infrastrukturen m.m. Marinehjemmeværnet fik og har opgaver som søredning, miljøovervågning og forureningsbekæmpelse. Flyvehjemmeværnet har fået to egne fly til overvågning, eftersøgning og fiskeriinspektion. Forfatteren nævner flere opgaver som støtte til det civile samfund. Ud over engagementet hos personellet fremhæver han også det meget høje beredskab: Hjemmeværnet kan rykke ud med meget kort varsel.

Siden Murens fald har Hjemmeværnet støttet de baltiske lande (især Letland) med opbygning af deres hjemmeværn. Senere er Hjemmeværnet også blevet indsat internationalt sammen med Forsvaret med personbeskyttelse, bevogtning, stabstjeneste, genopbygning m.m. Disse nye militære opgaver og ansvaret for nær- og lokalforsvaret i Danmark har krævet en skarpere militær profil i dele af Hjemmeværnet. De seneste års begivenheder (forfatteren nævner Ruslands annektering af Krim, krigen i Ukraine, hændelser i Østersøen, våbeneskalering, terroren i Krudttønden og ved Synagogen i København) har ændret trusselsbilledet og de militære krav til Hjemmeværnet.

Forfatteren redegør for de gennem flere forsvarsforlig stillede nye civile og militære opgaver, og de krav det stiller til personellet, som ikke længere kaldes ”hjemmeværnsfolk” men ”hjemmeværnssoldater.” Der tales ikke længere om ”forsvar af” men om ”beskyttelse af” samfundet. Der stilles krav om længere uddannelses- og tjenestetid. Hjemmeværnet er blevet opdelt i en aktiv styrke, som er ”rigtige” soldater med våben, og en ”reserve” uden våben som er tænkt indsat som katastrofehjælp, og som eventuelt kan genopfriske uddannelsen og blive ”aktive.” Hjemmeværnet kan yde ”almindelig hjælp”, som er uden våben og kan være varslet eller uvarslet, eller ”særlig hjælp,” som er med våben og kræver politisk beslutning på regeringsniveau. Forfatteren skriver, at det ”folkelige” er tippet i retning af det ”militære,” og at det uden en historisk bevidst styring kan være farligt for den folkelige, frivillige bevægelse.

På tre sider i bogen har forfatteren opgjort Hjemmeværnets skiftende organisation og medlemstal. I 1957 var der i alt 69.200 medlemmer. I 1987 var der 73.400 medlemmer. I 2017 er der 45.300 medlemmer (15.500 i aktiv tjeneste og 29.800 i reserven). Forfatteren skriver, at Hjemmeværnet er blevet talmæssigt mindre, men mere professionelt og effektivt. ”...men dog stadig både en frivillig militær organisation og en bred folkelig bevægelse – og et synligt udtryk for forsvarsviljen”.

Bagerst i bogen er der en ”Hjemmeværnshistorie” med oversigt over Hjemmeværnets forskellige afdelinger, en tidslinje med hovedbegivenheder i Hjemmeværnets historie sammenholdt med begivenheder i Danmark og Verden, en litteraturliste og et register.

Bogen er gedigent udført i skrift, billeder og indbinding.

Forfatteren er historiker og museumsinspektør ved Tøjhusmuseet siden 1991. Han har været frivillig i Hjemmeværnet siden 1980 – fra menig til kompagnichef – og er nu administrationsofficer i Frivillig Stab ved et hjemmeværnsdistrikt.

Bogen er en interessant og spændende gennemgang af de politiske forudsætninger for oprettelse af Hjemmeværnet, dets udvikling fra 1948 til i dag og af dets nuværende status og opgaver - skrevet af en historiker, som også kender organisationen indefra.

 

Historie-online.dk, den 12. december 2017

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Sjak, mestre og skibsbyggeri
Italien - Fra Mazzini til Berlusconi
Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005