Den islandske revolution
Menu
Forrige artikel

Den islandske revolution

Kategori: Bøger
Visninger: 1248

Af Jesper Lillelund, cand. mag. i historie og samfundsfag og gymnasielærer

Før læsningen af denne bog må jeg ærligt indrømme, at min viden omkring Island var meget sporadisk og primært relateret til de islandske sagaer og fodboldlandsholdets præstationer i nyere tid. Bogens forfatter har en term for denne historiske glemsel, som han kalder for ”det glemte rigsfællesskab”. Samme uvidenhed føler jeg dog slet ikke længere, da denne bog giver et fantastisk overblik over det historiske spændingsforhold mellem Danmark og Island. Bogens forfatter, historiker og museumsleder af Museum Amager Søren Mentz, fører med sikker og (og for det meste sjov) hånd én igennem de vigtigske politiske begivenheder, samtidig med, at han kobler disse begivenheder til forskellige nationalismeforestillinger og historiesyn. Mentz har således gjort et godt stykke arbejde med at producere en både underholdende og formidlingsvenlig bog, der på kun 100 sider både formår at fange ens interessere og gøre en meget klogere.

Bogen indgår som en del af serien ”100 danmarkshistorier”, der går ud på at fortælle 100 danmarkshistorier via 100 bøger a 100 sider til 100 kr. pr. bog.  Bogen er den femte bog i rækken (anmeldelser af de andre bøger kan findes på denne hjemmeside). Bogen er meget formidlingsvenlig, da den er uden sidehenvisninger og indeholder dejligt mange billeder. Bogens layout kan dog være lidt øjenskurrende, da hvis der ikke er et billede på en side, så er der forholdsvis store margener uden tekst, hvilket umiddelbart ikke passer til bogens genre – dette er dog en mindre og ubetydelig ting. De mange billeder i bogen er alle godt udvalgt og har en god sammenhæng med indholdet af bogen, hvilket nødvendigvis ikke altid gør sig gældende for en bog i denne genre.  Selvom bogen ikke indeholder et noteapparat, er der dog mulighed for på hjemmesiden at downloade både en litteraturliste og noter til de enkelte afsnit. Nørder bliver således ikke glemt og hele serien ”100 danmarkshistorier” virker utrolig professionel og gennemtænkt. På hjemmesiden www.danmarkshistorien.dk er det endda muligt at se et kort oplæg baseret på forskellige forfatteres bøger.

Selve bogen indeholder fire afsnit. Første afsnit fortæller kort om eventyreren Jørgen Jürgensens revolution i 1809 og ridser de ”de små ting” op, som har haft en indflydelse på fortællingen om ”det glemte rigsfællesskab”. Hver bog i serien ”100 Danmarkshistorier” har således et årstal eller en begivenhed, der fungerer som omdrejningspunkt for fortællingen. For denne bog er Jørgen Jürgensens revolution i 1809 omdrejningspunktet, der konstant vendes tilbage til i bogen. Selve Jørgen Jürgensens revolution foregik 25. juni 1809 ved, at Jürgensen sammen med 12 sømænd gik op til stiftsamtmanden (der var repræsentant for den danske statsmagt på øen) og afsatte ham. En forholdsvis nem revolution, der også skyldes, at der ikke var nogen soldater eller en befæstning til at beskytte stiftsamtmanden. Øens størrelse og position nødvendiggjorde ikke dette. Jürgensen var ankommet med et britisk handelsskib, så befolkningen på øen troede, at revolutionen var godkendt af Storbritanniens regering og modsatte sig derfor ikke revolutionen (de støttede den dog heller ikke rigtigt). Problemet for Jürgensen var dog, at revolutionen ikke var godkendt af Storbritanniens regering. Så da et britisk krigsskib i august 1809 sejlede forbi og opdagede, at britiske købmænd havde hjulpet med en revolution, endte det hele lige så hurtigt, som det var startet. Mentz skriver dog, at det mest påfaldende ved hele denne episode var, at den islandske befolkning forholdt sig passiv under hele episoden. Men ifølge Metz var denne episode også startskuddet til en voksende nationalisme på Island og grundlaget for det historiesyn, der nu skiller Danmark og Island historiesyn fra hinanden. Et eksempel på de ”De små ting”, som Mentz kalder begivenhederne, der begyndte at præge forholdet mellem Danmark og Island, var fx optakten til en koloniudstilling i Tivoli i 1905. Da Island ikke ville sidestilles med kolonien Grønland og Inuitterne, betød det, at udstillingen måtte adskille Island fra resten af de andre afdelinger samt bygge et dansk bondehus ved siden af, for at vise sammenhængen mellem dansk og islandsk kultur.

Bogens andet afsnit fortæller det historiske fællesskab mellem Danmark og Island. Ifølge Mentz var Island ikke en dansk koloni. Øen Island var blevet koloniseret af norske vikinger i 800-tallet, men blev politisk anset som ”fristat”, der nød godt af den norske konges beskyttelse, men politisk blev styret af dets Alting. Da Norge og Danmark blev forenet i år 1380 mistede Islands Alting sin politiske myndighed til kongelige lensmænd. Under enevælden (fra 1660) blev Island et amt og fik indsat en stiftsamtmand. Ifølge Mentz adskiller Island og Grønland sig dermed fra hinanden, da Grønland var underlagt et reelt kolonistyre. Desuden var der godt nok en stiftsamtsmand på Island, men ifølge Mentz var det stadig de lokale eliter, der styrede dagsordenen. Udover denne politiske beskrivelse af Island, så kommer Mentz også ind på de Islandske sagaer, og hvordan sagaerne i løbet af 1800-tallet blev anset som grundlaget for nordisk kultur inden kristendommen. Her inddrager Mentz mange interessante eksempler fra fx Grundtvig, der hyldede Island som arnestedet for nordisk kultur.   

Tredje afsnit fortæller om Islands vej til selvstændighed. Dette er måske det mest traditionelle og mest politisk historiske afsnit i bogen, som desværre ikke har samme ”bid” som de andre afsnit, men giver en god basisviden om forholdet mellem Danmark og Island, krydret med op til flere sjove anekdoter. Flere begivenheder satte ifølge Mentz stort præg på den islandske selvstændighedsproces. Fælles for alle disse begivenheder var, at de blev muliggjort af, at den danske stat skulle finde løsninger på udenrigspolitiske spørgsmål. Mentz kommer blandt andet ind på, hvordan det Slesvigske spørgsmål og junigrundloven satte gang i en forfatningsstrid mellem Danmark og Island. En konflikt, hvor danske politikere næsten ikke gad tage sig af sagen, mens den islandske befolkning faktisk også selv var splittet i to omkring spørgsmålet. Det var ikke før i 1874, at der blev lavet en lov om øget islandsk selvstyre. På mange måder er Island et godt eksempel på nationalismens opblomstring i 1800-tallet, og Mentz inddrager også i dette afsnit Benedict Andersons teori om dannelsen af et ’forestillet fællesskab’. Disse nationalistiske kontroverser og krav til den danske statsmagt fører i 1918 til, at Island bliver en selvstændig stat, men beholder den danske konge i form af en personalunion. Mentz fremhæver i bogen, at Islands politiske skæbne endnu en gang blev styret af danske udenrigspolitiske spørgsmål, da man i 1918 var i gang med at diskutere vilkårene for den kommende genforening i 1920. Den Islandske selvstændighed lykkedes først fuldkomment i 1944, da landet blev afskåret fra Danmark på grund af den tyske besættelse af Danmark og i en folkeafstemning stemte ja til at melde sig ud af personalunionen.  

Fjerde og sidste afsnit fortæller om de forskellige historiesyn, hhv. Danmark og Island har på den fælles fortid. Dette er et fremragende afsnit i forhold til at trække tråde til nutiden. Her kommer Mentz blandt andet ind på, at islændingenes kobling til den fælles nordiske kultur var stærkere tidligere (især i starten af 1800-tallet), men efterhånden gled væk fra det nordiske. Især fortællingen om tilbageleveringen af de Islandske Sagaer (der siden 1760 havde været i Danmark) er et godt eksempel på dette. Mentz kalder selv denne episode den sidste akt i fortællingen om vejen til Islands selvstændighed. Island fik sagaerne tilbage i 1971. Island ønskede sagaerne tilbage, da landet var inde i en national genopblomstringsperiode. Mentz skriver, at islandske nationalister var ved at bygge en fortælling op om et ulige forhold mellem Danmark og Island. Dette kan ifølge Mentz anskues som en postkolonial kamp om historien, der trækker tråde til den nyere postkoloniale historieskrivning. Som et eksempel på dette, blev det blandt andet i perioden fremført en påstand af den nobelprisvindende forfatter Halldór Laxness om, at København var blevet bygget for islandske penge. Mentz understreger dog, at der historisk set aldrig har været nogen systematisk udbytning af Island. Ifølge Mentz handler det i stedet om, at Island aldrig blev en del af den danske nationalmyte. Ifølge Mentz er dette skylden til, at Island aldrig fik den store opmærksomhed førhen eller nu, og grunden til, at vi danskere har ”glemt rigsfællesskabet” og ikke gjorde en stor sag ud af det, når Island kom et skridt nærmere selvstændighed.

Denne bog kan anbefales til alle, der ønsker at blive klogere på Island og det, som forfatteren kalder ”det glemte rigsfællesskab”. Bogen er letlæst og kan derfor læses af både faghistorikere og almene læsere uden problemer. Det er historien om to nationer med to vidt forskellige historiesyn omkring den samme historie. Bogen er anderledes og adskiller sig markant fra andre af de postkoloniale historier, da der her er tale om, at en nation konstruer en kolonial fortælling, der historisk ikke fandt sted. Dette i sig selv gør bogen meget læseværdig og understreger kun forskellen i historiesyn mellem Danmark og Island.

Historie-online.dk, den 16. januar 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
De forsvundne
Politikere og prædikanter - Folketingets åbningsgudstjeneste fra begyndelsen til nutiden (1850-2013) Baggrund. Historie. Vurdering
Danmarkshistorien - Verdenshistorien - Quiz