Menu
Forrige artikel

Aarhus-forlag optaget i den internationale superliga

Kategori: Bøger
Visninger: 3555

 

Aarhus Universitetsforlag satser i stigende grad på at publicere forskning til det internationale marked. Som et led i denne strategi er det lykkedes forlaget at blive optaget i The Association of University Presses, som kun tre andre forlag på det europæiske fastland er medlemmer af.
 

Aarhus Universitetsforlag er som det første forlag i Norden og det fjerde på det europæiske fastland blevet optaget i The Association of University Presses, en international forening af universitetsforlag, hvor kun udgivere, der lever op til de højeste kvalitetsstandarder, bliver indlemmet.

Optagelsen skete i Detroit, USA, i sidste uge, hvor ledere af universitetsforlag fra hele verden var samlet til årsmødet. Aarhus Universitetsforlag deltog med direktør Carsten Fenger-Grøndahl og ansvarlig for forlagets internationale satsning, Karina Bell Ottosen.

”På årsmødet kunne vi tydeligt mærke, at vi er åndsbeslægtede med de amerikanske og britiske universitetsforlag, og vi er stolte over at være optaget i en stærk forening, der kæmper for forlagenes fælles idealer om publicering af forskning på allerhøjeste niveau og bred formidling af viden på et nonprofit grundlag,” siger direktør Carsten Fenger-Grøndahl.

Forud for årsmødet er gået en omfattende proces, hvor forlaget har skullet dokumentere, at det lever op til foreningens kriterier. Efter en indledende behandling af forlagets ansøgning i foreningens sekretariat i New York har en komité på ti personer nøje gransket Aarhus Universitetsforlag hen over foråret. Komitéen valgte at gå videre med ansøgningen til bestyrelsen med anbefaling om at indstille til generalforsamlingen at optage Aarhus Universitetsforlag som fuldt medlem. Efter den langvarige proces er forlaget nu optaget i det eksklusive selskab, der rummer navnkundige udgivere som Oxford University Press, Cambridge University Press, MIT Press, Harvard University Press, University of Washington Press og University of Tokyo Press.
 
Peter Berkery, der er direktør for The Association of University Presses, byder det nye medlem velkommen: ”Aarhus Universitetsforlag vil uden tvivl bidrage med stor ekspertise til gavn for vores medlemmer. Vi glæder os ikke kun til at støtte deres fremtidige arbejde, men også til at lære fra dem,” siger han.

Carsten Fenger-Grøndahl tror da også, at Aarhus Universitetsforlag, der bl.a. er kendt for serien Tænkepauser, kan inspirere de hæderkronede britiske og amerikanske universitetsforlag.
De er meget interesserede i vores succes med at åbne universitetet op, fx med serien Tænkepauser og samarbejdet med aviser, teatre, biblioteker, folkeuniversitetet osv.,” siger han.

Karina Bell Ottosen, redaktør på Aarhus Universitetsforlag med ansvar for den internationale satsning, uddyber: ”Forskningen på Aarhus Universitet og i Norden i øvrigt har et højt internationalt niveau. Med det nye medlemskab kan vi bedre få forskningsresultaterne ud i verden gennem partnerskaber. Vi skal både sampublicere flere bøger med udenlandske forlag, vi skal sælge flere oversættelsesrettigheder til vores danske titler, og så skal vores bøger være tilgængelige digitalt over hele verden.”

[Historie-online.dk, den 2. juni 2019]
 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Årets bog om svensk historie 2019
Årets bog om svensk historie 2020
Årets bog om svensk historie 2023