Menu
Forrige artikel Næste artikel

Aldrig mere krig

Kategori: Bøger
Visninger: 741

Af Bjarne S. Bendtsen, ph.d. 

Den amerikanske journalist og forfatter Adam Hochschilds To End All Wars – A Story of Loyalty and Rebellion, 1914-1918 fra 2011 kom tidligere på året i dansk oversættelse som Aldrig mere krig. Loyalitet og modstand 1914-1918 – en fin oversættelse af Lasse Rask Hoff, om end den danske titel nok retter fokus mere mod mellemkrigstiden end indholdet af bogen og originalens titel retfærdiggør, med den lettere anakronistiske brug af navnet på den danske gren af antikrigsbevægelsen War Resisters’ International: Aldrig mere Krig, som først blev oprettet i 1926. Originalens titel peger langt mere i retning af den krigssamtidige, delvist propagandistiske, delvist idealistiske tro på, at udkæmpelsen af denne krig kunne blive the war to end war, som den britiske forfatter H.G. Wells formulerede det. En frase, den amerikanske præsident Wilson siden overtog som en del af sin idealistiske begrundelse for USA’s indtræden i krigen – stik imod de valgløfter, han havde givet op til præsidentvalget i november 1916 om at holde landet ude af den.

Wilson spiller ikke en hovedrolle, faktisk næsten ingen overhovedet, i bogen, hvis blik på krigen stort set udelukkende er britisk; noget, der vel godt kunne have været fremhævet i dens undertitel. Hvis man skal se på den, så er originalens også her mere dækkende for, hvad bogen faktisk indeholder, da ”rebellion” langt bedre end det danske ”modstand” indkredser flere af de gruppers kampe, som beskrives i den. Det vil i særlig grad sige de militante suffragetters kamp for kvinders stemmeret og generelle rettigheder: den berømte Pankhurst-familie spillede en helt central rolle, og det på en måde, der i særdeleshed havde karakter af både rebellion og loyalty, da Emmeline Pankhurst og datteren Christabel brat skiftede side med krigens udbrud og aktivt kæmpede loyalt for den britiske stat, de længe havde bekriget. Suffragetternes hetz med uddeling af hvide fjer – symbolet på fejhed – til hvad de så som våbenføre mænd, der ikke var i uniform, er velkendt. En anden af Emmeline Pankhursts døtre, Sylvia, gik den modsatte vej og kæmpede aktivt imod krigen, en tid sammen med den store socialistleder Keir Hardie, som var hendes hemmelige elsker. Blot for at nævne et udsnit af bogens persongalleri.

På dansk er tidligere kommet Hochschilds bog om belgiernes grusomheder i Congo, Kong Leopolds arv (2001), hvor kolonitidens forbrydelser blotlægges. Der er heller ingen tvivl om, hvor Hochschilds sym- og antipatier er at finde i Aldrig mere krig – og de ligger grundlæggende helt på linje med den klassiske britiske lions led by donkeys-opfattelse af krigen. Field Marshal Douglas Haig, som er en af bogens militære hovedpersoner, er dog ikke blot en donkey af rang, men beskrives som mere stivsindet og stædig end det stædigste æsel, og ydermere som ærgerrigt kynisk – eller kynisk ærgerrig – i sin bevidste udnyttelse af kontakter for at udmanøvrere særligt den første britiske leder på Vestfronten, sir John French. Heltene er til gengæld ikke så meget de brave løver af menige soldater, men i særdeleshed militærnægtere og andre krigsmodstandere, som midt i den ophidsede krigsretorik og grasserende nationalisme stod fast på deres overbevisning og gik i fængsel for den. I Storbritannien drejede det sig blandt andet om godt 1300 militærnægtere. Det drejer sig også om de 306 britiske soldater, der i løbet af krigen blev henrettet primært for desertation, fejhed og lignende. Mange led af granatchok, som de militære myndigheder ikke var meget for at anerkende, da en psykisk lidelse kunne åbne for ukontrollerbare strømme af simulanter, frygtede man. Interessant er det også i den sammenhæng, at tyskerne, hvis hær endog var meget større end den britiske, kun lod 48 henrette for lignende forhold. Det passer dårligt med vores sædvanlige opfattelse af brutal, tysk disciplin.

Bogen rummer, trods dens fokus på krigsmodstanderne, dog også masser af de barske beskrivelser af krigens rædsler, som er så typiske for ikke mindst Vestfrontens skyttegravskrig, og som i høj grad har været med til at forme den gængse opfattelse af krigen som mudder og meningsløshed. Under Slaget ved Passchendaele eller Det tredje slag ved Ypres, der om noget var kendetegnet af mudder, beskrev menig Charles Miles fra Royal Fusiliers kamppladsen således: ”I det øjeblik man satte af sted, følte man denne her frygtelige sugen. … På en måde var det værre, når mudderet ikke sugede en ned … [så var det, at] man vidste, at det var et lig, man trådte på. Det var gruopvækkende. Man trådte måske på en persons mave, og så stødte den al luften ud med en brummen. … Lugten kunne få en til at kaste op.” (s. 328) Men disse beskrivelser af krigens rædsler er dog ikke som sådan bogens stof og ærinde – trods dens klare krigsmodstand. Hochschild gør meget mere ud af at vise de højtrangerendes kynisme og manglende forståelse af den moderne krig – eksempelvis at både John French og hans efterfølger som britisk øverstkommanderende, Douglas Haig, i den moderne, mekaniserede krig stædigt holdt fast i rytteriets fortrin. Både French og Haig fylder således en del i bogen; French ydermere i kraft af den nærmest fuldstændige kontrast til søsteren Charlotte Despard, der var ”kompromisløs socialist” (s. 18) og en voldsomt aktiv krigsmodstander.

Bogen fortæller krigen kronologisk, som det jo også er oplagt at gøre med denne krig, og som det i mange bøger gøres med fem hovedafsnit for hvert af krigens år: en struktur, der giver god mening, da krigens udvikling år for år er så iøjnefaldende – trods skyttegravskrigens dødvande, mudder og meningsløshed, som den typiske tolkning af krigen lyder. Der skete jo faktisk en hel del i løbet af de 4 ½ år krigen varede, så det er oplagt at strukturere stoffet sådan. Men nye taktikker, learning curves og deslige synes Hochschild ikke voldsomt interesseret i, vel primært fordi han, trods militærets muligt store vidensforøgelse i krigens løb, har svært ved at se nogen som helst mening hermed i lyset af de gigantiske tabstal, som ellers flere britiske militærhistorikere de seneste årtier har søgt at retfærdiggøre – blandt andet ved at rehabilitere Haig og fjerne hans tilnavne som the Butcher of the Somme eller Butcher Haig. Det er folk som Gary Sheffield, Dan Todman, Brian Bond m.fl., som, skriver Hochschild, ”overraskende nok, men uden overbevisende kraft, [er] kommet Douglas Haig til undsætning.” (s. 417) Den forgotten victory, som Sheffield eksempelvis har skrevet om, er da også i mine øjne yderst problematisk at juble over, når man tænker på de mange skæbner, den langevarige krig førte med sig.  Så behøver man ikke engang tænke frem til den næste krig og de endnu forfærdeligere tab af menneskeliv i den. Hochschild forsøger i indledningen at give svar på spørgsmålet: ”Hvorfor fascineres vi stadig af denne krig, der forgik for så lang tid siden?”, og svarer selv, at en af grundene ”uden tvivl [er] den skærende kontrast mellem det, folk troede, de kæmpede for, og så den sønderknuste, forbitrede verden, krigen faktisk skabte.” (s. 12)

Kronologisk går bogen i starten kort tilbage til de gode gamle dage med dronning Victorias diamantjubilæum i 1897 og al den imperiale pomp og pragt, som fejringen var omgivet af, og derfra til Slaget ved Omdurman i Sudan i 1898 og Boerkrigen 1899-1902, hvor flere af bogens centrale personer: Douglas Haig, John French, Winston Churchill og andre introduceres – ligesom krigsteknologiske landvindinger som koncentrationslejre og særligt maskingeværet. Derpå følger den krigen fra 1914 og frem, årstal for årstal, men består dog af seks afsnit: bogens første afsnit hedder ”Dramaets personer”, det sidste ”Tæppefald”, og afsnittet om 1917 indeholder – en anelse misvisende – også det sidste krigsår. Teaterkonnotationerne er derimod på ingen måde misvisende, hverken for denne bog eller for mange andre bøger om den britiske Første Verdenskrig, da ikke mindst briterne ofte beskrev krigen i sports- og teatermetaforer. Det er Hochschild naturligvis langt fra den første, der påpeger, og man genfinder det mange andre steder i den kritiske litteratur om krigen, eksempelvis i den amerikanske litterat Paul Fussells klassiker The Great War and Modern Memory (1975), hvis perspektiv på krigen og udstrakte brug af litterære kilder virker som en oplagt inspirationskilde for Hochschilds bog. Han nævner selv, at han ikke som sådan er faghistoriker på dette område, og at han primært står i gæld til Barbara Tuchmans bøger om krigen fra 1960erne, som man vel næppe fornærmer nogen ved at sige, ikke kan regnes for state of the art inden for feltet. Og det er Hochschilds egen bog vel heller ikke ment som, men nærmere en i høj grad moralsk læsning af krigen i spændet mellem loyalitet og modstand.

Det er bestemt en læseværdig bog og god at blive klog af, særligt hvad angår nogle af de britiske krigsmodstanderes kampe, som man ellers ofte overser.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Sønderjyderne og den store krig 1914-1918
Krigen på havet
Da verden gik amok