Menu
Forrige artikel Næste artikel

Birk, lov og ret

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 224

Af Karsten Gabrielsen, Statens Arkiver

I 2001 udgav Henrik Lerdam sin afhandling Kongen og tinget. Det senmiddelalderlige retsvæsen 1340-1448. Birk, lov og ret fylder nogle af de huller ud, som Kongen og tinget ikke fik med. Hvor Kongen og tinget beskæftigede sig med retterting, landsting og herredsting, beskæftiger Birk, lov og ret sig med de kongelige, gejstlige og adelige retsområder, birkerne, i perioden fra Valdemarstiden til 1600. Afgrænsningen ved 1600 er valgt, fordi der her sker en cæsur i birkernes udvikling, der faktisk standser udviklingen i salget af kronbirker til adelige og tildelingen af yderligere birkeprivilegier til de højadelige godsejere. Udviklingen under enevælden er en helt anden historie.

Lerdam vil ikke beskæftige sig med de købstadsbirker, der giver sig udtryk i udviklingen af en særskilt købstadslovgivning, men kun med de landbirker, som udvikler sig i løbet af middelalderen. Et fornuftigt synspunkt, når man ser på kildematerialets forskellighed i de to tilfælde, men en skam, hvis man skal se på den tidlige udvikling af de områder – både landområder omkring godser, lokaliteter med sæsonmarkeder og købstæder, der i kraft af birkeretten kommer under særlig retslig beskyttelse i højmiddelalderen. Her er der stadig rum for studier af retsudvikling og kongelig beskyttelse.

Kildematerialet til birkejurisdiktionens udvikling og omfang er meget sparsomt. Ofte vil et birks eksistens blot være belagt en enkelt gang – i regelen i slutningen af den valgte periode. Men Lerdam er meget omhyggelig med at opføre, hvis et birk er nævnt som lokalitet i Valdemar Sejrs Jordebog (om end henvisningens korrekthed enkelte steder ikke umiddelbart kan verificeres ved opslag), fordi traditionen (primært Johannes Steenstrup og Svend Aakjær) antager, at de oprindelige birker har ligget på kongelig jord. Meget ofte vil antagelsen dog blot bygge på 350 års tavshed inden kildehenvisningen, og der ligger et meget stort arbejde i at komme nærmere en sikkerhed for de enkelte birkers eksistens middelalderen igennem. Hovedparten af kildematerialet og - henvisningerne stammer fra tiden efter 1500. Lerdams systematiske fremgangsmåde giver os imidlertid et redskab i hænde, som vil være guld værd for fremtidige undersøgelser af de enkelte birker. 68 af de 182 sider udgøres af en oversigt over samtlige de birker, der sikkert eller mindre sikkert kan identificeres til perioden før 1600. Opgørelsen giver et tal på mere end 230 landbirker, der tilmed kan skifte fra at tilhøre kongen til at tilhøre gejstlige institutioner og efter reformationen efter en tid i fornyet kongelig eje kan overgå til adelig ejendom. Et redskab til lokalhistoriske undersøgelser er dermed givet videre.

Lerdam vover heldigvis også at bevæge sig syd for Kongeåen i sine undersøgelser. Ganske megen plads bliver anvendt på her at vise de særtræk, som sammenstødet mellem dansk retsinstitution og tysk retsopfattelse skaber. Hvor retten til at idømme livsstraffe nord for Kongeåen ikke er et landsherreligt prærogativ, men ligger ved tingene, er det i Slesvig, efter holstensk forbillede, kun når den adelige birkeejer får tildelt Blutgerichtbarkeit, at han kan idømme livsstraffe. Analysen af forskelle og ligheder i praksis er en af bogens rigtig gode sider. For naturligvis kan institutionerne se meget forskellige ud, men i praksis har anvendelsen af privilegierne været ganske parallelle, og det slesvigholstenske ridderskab har ikke været i stand til at udnytte deres ”drabelige friheder” fuldt ud. Og som i Danmark har landsherrerne efter 1600 også her søgt at opnå større indflydelse på retsudøvelsen, end deres oprindelige privilegier egentlig tilsagde. Også i det slesvigske materiale er kildematerialet meget spinkelt. Visse steder er det udelukkende det faktum, at en hekseafbrænding har fundet sted, der antyder eksistensen af et birk før 1600.

Bogen rummer foruden en indledende forskningsoversigt et generelt kapitel om landbirket. Derefter følger kapitler om hhv. kronens birker og deres udvikling, om gejstlige og adelige birker, og endelig to kapitler om birkernes embedsmænd (som vi kender meget lidt til) og om lovgivning og retspraksis. Herefter følger kataloget over alle de kendte danske birker før 1600 og til slut en omfattende litteraturliste.

Henrik Lerdam har kæmpet med et meget begrænset og vanskeligt stof, men har opnået at give et godt billede af en særlig retshåndhævelse i senmiddelalderens og renæssancens Danmark. Dette at give særlige rettigheder til private og gejstlige godsejere – ligeså vel som til egne godsområder - var for de middelalderlige konger ikke en bortgivelse af autoritet, men en fordeling af autoritet, så den kongelige beskyttelse og dens særlige vilkår nåede længere ud i en tid, hvor magthåndhævelsen ellers sjældent hvilede på nærhed. Nærheden var også det, der fik de bønder, der kom til birketingene, til at møde; undersøgelser fra 1600-tallet viser tydeligt, at bøndernes deltagelse i herredstingenes virksomhed afhang af afstanden til tingstedet. Og derfor var birketingene ofte populære hos de fæstebønder, der så også på denne måde var underkastet herremandens autoritet. Og institutionen som begreb levede da også videre helt frem til retsplejereformens gennemførelse i 1919.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Christian 4
Jens Mortensen Sveigaards ostindiske rejsebeskrivelse 1665-1685
Bystruktur og havekultur