Menu
Forrige artikel Næste artikel

Familien Medici

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1126

Af Stud.mag.art. Caspar Christiansen

2006 er jo som bekendt europæisk renæssanceår, og i den anledning er der udkommet en bog om familien, der nærmest er synonym med Firenzes bidrag til renæssancen, Medici-familien. Bogen er skrevet Ulla Britta Ramklit og oversat fra svensk af Arvid Honoré.

Medicierne var i 1400-tallet toneangivende i Firenzes politiske landskab. Samtidig var de store kunstmæcener, og bidrog til renæssancen ved at støtte filosoffer, malere, arkitekter o.lign. Bogen har derfor fokus på både det politisk og mediciernes støtte til kunsten. Hovedvægten ligger på den mest berømte af medicierne, Lorenzo il Magnifico, men hele slægtens historie fra 1200-tallet til 1737 fortælles. Målet har ikke kun været at beskrive Medicierne, men også forsøge at afdække Cosimo og især Lorenzos personer.

Ramklint har inddelt Medici-familiens historie i 5 kapitler. Det første kapitel gennemgår baggrunden for Mediciernes mest glorværdige periode i 1400-tallet. Her er der især fokus på at give læseren en introduktion til selve Firenze og familiens mange villaer i og rundt om Firenze by.

Kapitel 2 gennemgår grundlæggerne af Medici-dynastiet. Den mest betydningsfulde Medici i årene inden Lorenzo il Magnifico var Cosimo il Vecchio (den ældre). Han formåede at vinde indflydelse på vegne af familien, men uden at fremstå som en magtsyg tyran. Han udbyggede familiens bankvirksomhed, og stillede blandt andet store bankgarantier for Paven. Firenze havde ikke en fyrste eller en regerende adel, men derimod en meget kaotisk form for demokrati. Her lykkedes det for Cosimo at fremstå som folkets mand, samtidig med at han uofficielt regerede byen.

Den største og mest legendariske af alle Medicierne var Lorenzo il Magnifico, barnebarn til Cosimo il Vecchio. Han var om nogen manden, der støttede de mange italienske kunstnere. Tredje kapitel fokuserer på Lorenzo og hans tid. I og med at hans regeringstid regnes for de mest centrale i den italienske renæssance, bruger Ramklit derfor ca. 50 ud af 170 sider på den periode. Her er det mediciernes politiske liv og deres forkærlighed for kunst og humanisme, der er i fokus. Samtidig inddrager Ulla Ramklint mange detaljer om Lorenzos liv i et forsøg på at afdække manden bag myten.

De sidste 2 kapitler behandler tiden efter Lorenzos død i 1492, hvor Firenze kastedes ud i en turbulent tid med skiftende magthavere. Takket være alliancer med fremmedmagter og familiens ry overlevede Medicierne som herskere i Firenze, endda med en hertugtitel i modsætning til tidligere tiders uofficielle magtposition. Desværre var de efterfølgende medlemmer af slægten ikke nær så dygtige som grundlæggerne. Eksempelvis nedlægger en af hertugerne det indbringende og politisk vigtige bankvæsen, idet han ikke mente, det var passende for adelige at drive bank. Medicierne uddøde med Gian Gastone, der på grund af sine udskejelser døde i 1737, ekstremt fed og næsten blind som følge af drukkenskab. Firenze blev i 1737 overdraget til det Habsburgske Østrig.

Mediciernes forbindelser til de italienske renæssancekunstnere formidles ved hjælp af indskudte klummer jævnt fordelt i løbet af bogen. Oftest i forbindelse med den Medici der havde været deres beskytter og arbejdsgiver. Det drejer sig typisk om at eksempelvis Tizians liv og arbejde kort genfortælles. Igennem klummerne kobles de verdensberømte kunstnere og humanister sammen med Medicierne. Der var i de fleste tilfælde tale om et gensidigt forhold, hvor kunstnerne og tænkerne fik arbejde og støtte fra Medicierne, der til gengæld lod sig forkæle af deres fantastiske værker og innovative ideer.

Som det fremgår ovenfor, er bogen overordnet set kronologisk ordnet. Når der er tale om en familiesaga, giver det naturligvis god mening. Ved hjælp af klummerne om kunstnerne og de mange små detaljer om især Lorenzo il Magnifico lykkes det at beskrive Medicierne og renæssancen. Dog springes der til tider i det enkelte kapitel, især i de tre sidste. Eksempelvis indeholder kapitel 3 et par sider om homoseksualitet, uden af det på nogen måde fremgår, hvorfor det hænger sammen med Lorenzo. Det og det efterfølgende stykke om mad er formentlig inkluderet for at vise noget om renæssancen. Desværre kommer det til at stå for sig selv, i stedet for at blive en vigtig del det samlede billede.

Hvor afsnittet om Cosimo og Lorenzo hænger sammen med renæssancen, har de sidste to kapitler karakter af et langt efterskrift, der lidt overfladisk gennemgår familiens historie fra 1500 frem til 1737. Det er bestemt underholdende at følge familiens mere eller mindre uduelige sønner, men ikke nær så relevant i forhold til renæssancen, som de første tre kapitler. I den anledning er det ærgerligt, at der ikke er fundet plads til et par sider om Katarina de Medici, dronningen af Frankrig. Hun må ellers betegnes som et af de mest betydningsfulde medlemmer af familien. Desværre nævnes hun kun kortvarigt.

Med de mange beskrivelser af paladser og villaer, og den store fokus på byens udvikling får bogen til tider karakter af en rejseguide. Ganske vist får vi hele familiens historie, men mest af alt giver bogen læseren lyst til at rejse til Toscana. Så behøver man heller ikke bekymre sig de kapitler, der er mindre relevante for historien om Medicierne og renæssancen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Bystruktur og havekultur
Aktstykker og Oplysninger til Rigsrådets og Stændermødernes Historie i Frederik III.s tid
Frederik 2. – Danmarks renæssancekonge