Menu
Forrige artikel Næste artikel

Herluf Trolle

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 900

Af Jørgen Stage Larsen

Med undtagelse af prologen, hvor Herlufs begravelse omtales, følger bogen Herlufs liv fra fødsel til død. I prologen gøres op med tidligere tiders helteplacering, selvom Herluf stadig fremstilles positivt. Han er ikke en af de helt store historiske skikkelser, men nem at biografere pga. de mange breve han skrev. 

I første afsnit "Barndom og Ungdom" gøres rede for slægten, adelen og samfundet, som Herluf voksede op i. Fætteren Gustavs rolle i Det stockholmske blodbad omtales og den efterfølgende borgerkrig (Grevens fejde) var "Interesting times". Han begynder en klerikal uddannelse, der dog afbrydes af reformationen. I stedet tager han til Wittenberg, hvor især Melancton har indflydelse på ham. Der blev ingen hovedgårde til Herluf ved fordelingen af arven efter faderen, måske fordi han gifter sig til flere, kort inden faderens død.

"Ved hoffet 1537-43" omhandler Herlufs muligheder ved hoffet, hans forhold til Birgitte og hendes fortid som ægteskabsbryder. I "Lensmand 1543-54" nævnes Herlufs len, specielt Krogen, og lensmandens rolle konkretiseres i generelle vendinger og der er lidt gisninger om Herlufs indtægter og gaver. Herudover en lang historie om en horkvinde i Helsingør.

I "Ude i kulden 1554-57" nævnes opgøret med Peder Oxe og nederlaget i retssagen mod denne, samt fortabelsen af lenet Krogen. Peder Oxes fald bringer ham tilbage i toppen, og han har brugt ventetiden til ombygning af Hillerødsholm. I "Rigsråd mm 1557-61" redegøres for rigsrådets opgaver, Herlufs venskab med Mogens Gyldenstjerne, hans rolle som stiftslensmand og forhold til gud. Han skrev også et par salmer, som med lidt omskrivninger og en ny melodi, stadig synges på Herlufsholm. "Ny konge 1559": Kongeriget var sikkert ved Chr 3. død, men der var politiske problemer med både Ditmarsken og forholdet til Sverige og prins Magnus' forsørgelse. Imens steg Herluf hurtigt i graderne først til kongelig admiral, senere til lensmand på Københavns slot, som nu tillige omfattede Krogen. Han begunstigede igen Helsingør og især Sct. Olai kirke, hvor de også fik udfærdiget en ligsten, der dog senere forsvandt og havnede på Herlufsholm. Midt i det hele kom også mageskiftet med kongen som fik Hillerødsholm (Frederiksborg) i stedet for Skovkloster (Herlufsholm) ved Næstved.  Herluf blev måske lidt stresset og frasagde sig alle tillidshverv i 1562 Senere bruges han dog på en diplomatisk mission for kongens broder Magnus på Øsel.

I "Krig 1563" begyndes med en oversigt over fjendskabet og de to nye konger. Herluf bliver først logistikchef og senere igen admiral og deltager i flere slag mod den svenske flåde ved Øland og Fehmern. I det sidste slag bliver han såret og trækker sig tilbage til København, hvor han dør efter tre ugers sygeleje. I sidste afsnit "Eftermælet" fortælles om alle de mindesten, der blev sat over Herluf og Birgitte mest i Helsingør og på Herlufsholm. Hans lærde og historiske image og ægteparrets store kærlighed pilles fra hinanden og den store søhelt ligeså. Frem træder i stedet en hædersmand, sympatisk og fremsynet. Fremsynetheden gælder også det at blive husket i fremtiden. Både de store gravminder, betalte salmer og selvfølgelig selve Herlufsholm skole gør, at parrets minde endnu ikke er falmet helt.

Der er lidt småfejl især i billedteksterne. Herluf er ikke 36 år i 1551, og han har helt sikkert ikke to fuldstændige sæt tænder. Niels Trolle må endvidere have flyttet sin moders legeme, hun bliver næppe først gravlagt efter 10 år. Der er et par steder, hvor endelserne er forsvundet og et sted er "han" blevet til Hans. Endvidere mangler mindst en linje på s.43 før Clement, og Prins Magnus er blevet til den yngste søn, skønt han var den mellemste. Men den mest alvorlige er forfatterens manglende paratviden om selve kongerækken på s.131, hvor Kong Hans lige pludselig bliver farfar/oldefar til Frederik 1's børn og børnebørn.

Udover fejlene er der steder, hvor man kan være uenige/eller mangler en uddybning af udsagnene. Verset om Peder Oxe lyder mest som satire og virker ikke just positivt. Herluf overtog et af Gyldenstjernes embeder - G var vist statholder i København og ikke lensmand i København, det var tidligere Huitfelt. Ved arven efter Børge Trolle skulle gældende arveret give søsterens børn Lillø - hvorfor havde de forret fremfor Niels' børn? Var det et stateligt minde, som Arild satte over Børge eller var det hævn - at bruge Herlufs gamle gravsten - istedet for at give ham en personlig? På s. 191 nævnes en anden og større eskadre - men hvor er den første og mindre henne? På kortet over Østersøen er Pommern gråt - hvorfor? Horkvinden fra Helsingør er en lang uforståelig historie. Hun har gode forbindelser - men til hvem? Hun dømmes ikke som horkvinde, men hendes garanter skal betale bøder? Herluf var åbenbart ikke indblandet, selvom han var lensmand - så måske skulle historien have været udeladt? Forfatteren støtter åbenbart den nyere slægtsforskning - selvom han kalder den pedantisk – fordi den udelukker Knud d. Hellige af Trollernes stamtræ. Jeg har i nutiden set mange slægtstræer, der har Knud d. Hellige som stamfader, så hvorfor ikke Trollerne? Bevisførelsen er måske ikke nok til en historiker, selvom man ikke ser helt så kritisk på ældre tiders skrøner, som for 30 år siden. Herluf blev lensmand på Krogen len, som havde fire herreder.  Lenet dækkede i virkeligheden hele Nordsjælland, det nævnes ikke i teksten - men kan ses på kortet. Senere kommer Krogen under Kbh. slot - gælder det også hele Nordsjælland, og var der underlen - eller havde hele Nordsjælland og København kun en lensmand, det står ikke helt klart. Man undres også over at forfatteren kalder trolovelsen for ægteskabets begyndelse, det er vel 2 forskellige ting, selvom allerede trolovelsen var bindende. Han kalder for det meste hovedpersonen for Trolle istedet for at bruge Herluf eller hele navnet. Det giver uhensigtsmæssigheder bl.a. på s.49 "Trolles far, Joachim Trolle".

Det er en flot bog - og selv om forfatteren tager store ord i munden, har han uden tvivl noget at bygge sin skråsikkerhed på. Bogen giver os højst sandsynligt et mere retvisende billede af personen Herluf Trolle end tidligere biografier. Kort sagt et flot og gedigent stykke forskning og fremlægning, på trods af lidt skønhedsfejl. Man kunne måske også have ønsket et dybere indblik i hovedpersonernes privatliv - var deres ægteskab måske platonisk? Men det vil nok være for meget gætværk. Forfatteren er nødt til at bruge de kilder, han nu engang kan finde og det gør han flot. Kilderne til hovedpersonen selv er glimrende suppleret og indsat i den historiske ramme. Adelens, kirkens og kongernes basishistorie omkring reformationen - og samarbejdet mellem kongen og adelens lens-og embedsmænd - er medrivende fortalt. Et værk, der bibringer læseren en større forståelse af reformationens samfund og historie.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Nye horisonter. Europas Kulturhistorie i renæssancen
Vor gunst tilforn
Renæssancens stænder og håndværk