Menu
Forrige artikel

Brødrene Classen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 303

Af Brian Traantoft Rasmussen, BA i historie, BA i religionsvidenskab

Historiker John Erichsen har begået et stort værk i anledningen af 225-året for oprettelsen af Det Classenske Fideicommis. Et fideicommis der blev grundlagt med industrimagnatens Johan Frederik Classens (1725-1792) testamente og enorme formue, opbygget gennem flid og kløgt, og som blev bestyret i årtier af broderen Peter Hersleb Classen (1738-1825) efter tidens humanistiske idealer. Fonden har siden oprettelsen hjulpet og støttet alt fra fattige enker, fallerede studenter og krigsinvalide soldater, til oprettelsen af hospitaler, skoler og biblioteker. Et beundringsværdigt filantropisk projekt, der til stadighed yder støtte til diverse lignende projekter. Det er dog ikke disse donationer, bogen tager udgangspunkt i, men derimod hovedhjørnestenen i fonden, de to dansk-norske brødre Classen, deres tid og deres historie.
Det er fortællingen om oplysningstidens magtforhold og gedulgte intriger, om samfundssind og patriotisme og om stærke mænd med store tanker.

Den entreprenante Johan Frederik Classen

Værket strækker sig over 100 år – fra Johan Frederik Classen fødes i 1725, til Peter Hersleb dør som en olding i 1825. De er begge født og opvokset i Norge, Christiania, i den bedre middelklasse, men deres fortælling får først for alvor næring da de begge, med mange års mellemrum grundet de tretten års forskel, ankommer og deltager i det pulserende københavnske handelsmekka.
Springer vi frem til tiden omkring 1770, er Johan Frederik Classen Danmarks førende indenfor handel med ammunition, våben og krudt, og med fabrikken Frederiksværk, der bliver Danmarks første industriby, får Classen monopol på produktionen af kanoner. År forinden overlevede han kun med nød og næppe et kupforsøg fra de magtfulde Schimmelmann og Reventlow, og kun via en økonomisk håndsrækning fra broderen Hersleb, der ved Johan Frederiks mellemkomst er kommet til København og indtrådt på en magtfuld position i embedsmandsapparatet, kan han fortsætte sin virksomhed. I samme periode, samt i de følgende år, udvider Classen løbende bedriften drevet af oplysningstidens nytteforståelse. Han vil være selvforsynende i tømmer, fødevarer, metal, arbejdskraft og alt hvad der ellers kan forøge produktionen, indtjeningen og dermed prestigen. Han effektiviserer derfor landbrugsdriften omkring Frederiksværk, forsøger at oppe jernudvindingen i Norge, opkøber godser med store skove på Falster, og udvider, udgraver og udbygger i bedste entreprenante stil. Han bliver godsejer, skibsreder og pengeudlåner, og stiger løbende i både national og international anerkendelse. I 1775 udnævnes han først til dannebrogsmand og generalmajor og senere, i 1783, til titel af excellence.
Peter Herslebs liv er sideløbende med alt dette dels indvævet i forretningen, da han både fungerer som arkitekt og forretningsmand i det classenske imperium, dels tilegnet hans højtplacerede position i Kommercekollegiet og hans stilling som først justitsråd, senere etatsråd. Peter Hersleb går dog i 1787 i eksil i Paris grundet sygdom og en degradering i kancelliet, der er tæt på at knække hans selvtillid. Da Hersleb vender hjem, fem år senere i 1792, er Johan Frederik Classen lige død, og det som en af Danmark rigeste og mest magtfulde mænd. Det sidste Johan Frederik gør er at testamentere hele sin enorme formue til oprettelsen af Det Classenske Fideicommis, der skal basere sig på ”Patriotisme og Menneskekierlighed”. Til Peter Herslebs store skuffelse forbigår Johan Frederik ham dermed som universalarving til fordel for almenvellet.

Classens succes og fondens overlevelse

Johan Frederik Classen lykkedes med sit projekt. Baggrunden var et imponerende engagement og visionære planer. Han havde en viden om metallurgi, om støbning og minedrift, en forståelse af udbud og efterspørgsel og af pragmatiske forhandlinger med de rette folk. Han havde menneskekundskab og ansatte ofte lokale dygtige embedsmænd, og hans rige bror Hersleb skød ofte midler i projekterne i trange tider. Men Johan Frederik Classen nød også kongens gunst og dermed statslige bevilliger, privilegier og dispensationer.

Johan Frederik Classen var lederen af et imperium. Et rige centreret om Frederiksværk og produktionen af krudt- og kanoner med tilhørende godser i omegnen og på Falsters fede jorder. I Amaliegade i kongens København samlede han alle trådene og styrede fra kontoret en enorm international handel samt en udlåns- og rederivirksomhed. Han købte aktier i Asiatisk Kompagni og Vestindisk Kompagni, solgte kanoner til Algeriet og Marokko, og tjente kassen på en yderst rentabel udlånsvirksomhed til gud og hvermand.

Det Classenske Fideicommis fik med tiden Hersleb som førstemand. Da boet efter næsten et årti var opgjort, og Hersleb alligevel havde fået tiltusket sig sin del af formuen, blev det resterende administreret på yderst dygtig vis af Hersleb, der må siges at være betragteligt mere humant indstillet end Johan Frederik. Johan Frederik pressede sine fæstebønder gevaldigt, deltog via sine aktier i slavehandlen, og udviste i levende live stort set kun et samfundssind overfor de folk han personligt kendte. I efterlivet, og ved Herslebs kyndige og ærekære hånd, blev formuen dog transformeret til et utal af offentlige donationer og private almisser. Hersleb var samtidigt en vellidt skikkelse, blandt andet på grund af utallige gavmilde pengegaver, og blev to år før sin død, i 1823, æret med titlen ridder af Elefantordenen, som den første ikke-adelige i Danmark.
De to hårdtarbejdende multitalenter, brødrene Classen, havde igennem et århundrede arbejdet sig op igennem middelklassen, og endte som noget nær mønsterbrydere der donerede henholdsvis deres formuer og privatliv til gavn for deres omgivelser.

Et velkomponeret værk, men med en trættende detaljerigdom

Erichsen fører en letlæselig pen og bogens hele komposition er yderst imponerende. Bogen er desuden forsynet med et informativt noteapparat, og Erichsen har i alle facetter en utrolig sans for detaljen. Han tager udgangspunkt i en form for materiel historiefortælling, hvor brødrenes liv og levned formidles gennem inventarlister, kassebøger, arkitektur og haveanlæg. Det har sine store fordele, og, for mig at se, desværre også sine klare ulemper.
For til tider henfalder historien til rene opremsninger af hvilke sokker brødrene foretrak, hvilke fajancestel de bestilte, hvordan vandpumpen i barndommens Christiania helt nøjagtigt så ud til en gennemgang af samtlige alkoholtyper i Classens enorme vinkælder. Man mærker tydeligt Erichsens store fascination af, og enorme viden om, arkitektur og kunst, men detaljerigdommen på netop disse områder bliver for denne anmelder ofte for minutiøs og dermed desværre trættende. Derimod skal de mange flotte kort have gode ord med på vejen. Disse imponerende illustrationer løfter bogens hele billedside, der i forvejen må siges at være yderst dygtig udvalgt.

Men jeg sidder alligevel tilbage med en lille følelse af, at jeg ikke rigtig kender de to hovedpersoner. Jeg kender deres æstetiske sans, deres forretningsteknikker og omgangskreds, og det er da også en del, men jeg kender ikke meget til deres følelsesliv eller større tanker. Man hører meget lidt om deres familieliv, men det nævnes dog, at Johan Frederik fik et barn med en bondekone, og at denne dreng blev beskyttet og underholdt af Johan Frederik og senere endte i en høj stilling på Frederiksværk. Erichsen nævner desuden, at de to brødre havde en hyppig korrespondance under opholdet i Paris, men ligeså meget som det ærgrer mig, at disse breve ikke kan inddrages til at fortælle om brødrenes indbyrdes relation, mindst ligeså meget må man formode, at det ærgrer John Erichsen. Under gennemgangen af Johan Frederiks efterladte bo brændte eksekutorerne nemlig størstedelen af alle private optegnelser og breve. Årsagen er måske, som John Erichsen selv nævner, at man ville forhindre enhver mulighed for at plette Johan Frederiks ry for eftertiden. En anden forklaring kunne være, at de simpelthen ikke fandt materialet relevant at gemme på. Under alle omstændigheder er det vitterligt en skam, at disse hårdhændede eksekutorer ikke tænkte bare 225 år frem i tiden, for det ville unægtelig have været en stor hjælp for John Erichsen med disse arkivalier ved hånden.
Det er dog imponerende, hvad Erichsen alligevel formår at berette baseret på det tilbageværende kildemateriale, og hvor kilderne er tavse, fører Erichsen modigt og på velfortalt vis læseren ind i hvad han selv kalder ”tolkningens land”. Dette fungerer rigtig fint, og han gør altid læseren opmærksom på, når denne fortælleteknik anvendes. I forlængelse heraf foreslår Erichsen, at grunden til Peter Herslebs eksil måske også var at slippe væk fra Johan Frederiks befalende karakter, men det forbliver det mest kvalificerede bud på deres familiære relation på dette punkt.
Det er ærgerligt, at disse personlige dokumenter mangler, for de ville unægtelig have givet de to imponerende oplysningsmennesker et par ekstra lag, men det er der i sagens natur intet at gøre ved. Baseret på det det tilgængelige kildemateriale har John Erichsen skrevet en veldokumenteret, solid og interessant beretning om de fascinerende Brødrene Classen, deres tid og deres virke. Og det har han gjort godt.

Konklusion

Erichsen har komponeret et velskrevet værk med en imponerende billedside, der fortæller den fascinerende fortælling om to yderst succesfulde brødre. Er man tilhænger af biografier og gerne med hang til arkitektur- og haveanlægshistorie, vil man finde dette værk helt eminent. Erichsen er meget minutiøs, og for denne anmelder blev detaljerigdommen desværre trættende, men det er alligevel en yderst velkomponeret bog som langt hen af vejen tjener brødrene Classen, og Det Classenske Fideicommis, til stor ære her i jubilæumsåret.

Historie-online.dk, den 7. november 2017

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Mellem religion og oplysning.
Miraklernes tid
Landsbyliv