Menu
Forrige artikel Næste artikel

Der Kieler Frieden 1814

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 387

Af Anders Ellegaard

Begyndelsen af 1800-årene bød i Danmark på det ene Annus horribilis efter det andet:

I 1801: Slaget på Reden.  

I 1807: Københavns bombardement og tabet af Flåden og Helgoland, og briterne besatte Anholt.    

I 1808: Krigserklæring mod Sverige og derefter krigshandlinger indtil 1813.

I 1813: Statsbankerot. 

I 1814: Kapitulation, fredstraktat og afståelse af Norge.

Og det er kun hovedpunkter.

Resultatet af fredsslutningen i Kiel d. 14. jan. 1814 har været og er genstand for interesse og forskning i Danmark. Ikke mindst i dette år, hvor blandt andet Glenthøj og Ottosens bog om 1814 er blevet anmelderrost.

I Tyskland har Kielerfreden til gengæld hidtil ikke været genstand for den store historiske interesse eller forskning. Den blev nærmest betragtet som et mindre forspil til dét, som man dengang ventede på. Nemlig Napoleons nederlag og den store europæiske fred – eller måske rettere: det store europæiske forlig -, som blev forhandlet på Wienerkongressen sep. 1814 – juni 1815.

Ikke før nu, hvor Dr. Sonja Kinzler har redigeret en bog om emnet. En bog, som er udgivet i forbindelse med en tidligere udstilling om Kielerfreden på Kieler Stadtmuseum Warleberger Hof og nu kan ses i Felleshus der Nordischen Botschaften i Berlin.

Bogen består af en orienterende indledning, 10 kapitler og fredstraktatens tekst skrevet af lige så mange forfattere; 9 tyske, 2 norske og 1 dansk. Emnerne i de 10 kapitler er vidt forskellige og skal derfor alle nævnes af hensyn til de forskellige interesser, kommende læsere måtte have.

Dr. Sonja Kinzler, Kieler Stadt- und Schifffahrtsmuseum, skriver i indledningen om Kielerfredens hidtige plads i tysk historieskrivning og om året 1814 i dansk historie, et Annus horribilis, og i norsk historie, et mirakelår. Desuden skriver Dr Kinzler om projektet og udstillingen.

Prof. Dr, Martin Krieger, Christian-Albrechts-Universität, Kiel, skriver om Den danske Helstat under Napoleonskrigene; om neutralitetspolitik afløst af handelspolitik; om briternes indgriben for at holde vejen til Østersøen åben; om russernes samme interesse for Øresund; om 1801 og 1807; om Danmarks støtte til Napoleon; om Danmarks krig på 4 fronter: til søs, i Norge, i de tropiske kolonier og til slut i Slesvig og Holsten.

Lektor Michael Bregnsbo, Ph.d., Syddansk Universitet, Odense, skriver om forhandlingerne; om de to forligsforslag; om Fredstraktaten og om signeringen d. 14. januar 1814. Se også senere.

Dr. Eva Susanne Fiebig, Köln Universitet, skriver om Kosakvinteren 1813/14. Slesvig og Holsten havde længe kunnet holdes uden for krigshandlinger, men da Frankrig var besejret, invaderede forskellige fremmede allierede styrker hertugdømmerne. De mest eksotiske var kosakkerne; deraf navnet for perioden. Efter kapitulationen forblev en del allierede tropper i Holsten, indtil det var sikkert, at Norge blev overgivet til Sverige. De sidste tropper drog først væk i maj 1815.

Dr. Martin Rackwitz, Kiel Universitet, skriver om indkvarteringer, beslaglæggelser og sult. Byen Kiel (med ca. 7000 indbyggere) modtog med jubel marskal Bernadotte og hans næsten 8000 soldater og tusindvis af heste i december 1813. Men de blev i byen indtil februar 1814! Generaler og diplomater blev indkvarteret i adelspaladserne, medens menige blev indkvarteret i offentlige bygninger og hos private. Kirkerne blev brugt som lagre for hø og halm til hestene. Vinteren var meget hård og bønderne omkring byen kunne ikke levere tilstrækkelige mængder fødevarer. Da soldaterne drog afsted igen, var byen tæt på konkurs, så bystyret afkrævede borgerne særafgifter til bykassen. Det tog mange år at komme økonomisk på fode igen.

Dr. Telse Wolf-Timm, skriver om kunst og det kulturelle liv i Kiel omkring år 1800. Efter udvekslingstraktaten af 1773 blev Kiel et knudepunkt for intellektuel og kunstnerisk udveksling i det tysk-skandinaviske område. De smukke omgivelser lokkede mange kunstnere til byen. Både landskabsmalerier, marinebilleder og portrætter bærer præg af relationerne i det multikulturelle danske rige.

Dr, Jan Schlürman, Kiel Universitet, skriver om de to udkantsområder Norge og Slesvig-Holsten.

Danskere, nordmænd og holstenere blev officielt anset som selvstændige repræsentanter i det multietniske rige: helstaten Danmark, som strakte sig fra Nordkap til Elben. De to områder havde en fælles interesse i at skabe en konstitution, som kunne begrænse den danske enevælde. Der var en livlig handel og stærke familierelationer mellem næringsdrivende, embedsmænd og præsteskabet. Efter Napoleonskrigene blev ideen om en dansk multietnisk stat afløst af ideen om en nationalstat, hvilket siden er blevet definitionen på begrebet en ”stat”.

Prof. Dr. Oliver Auge, Kiel Universitet, skriver om følgerne af fredstraktaten i 1814 for Slesvig, Holsten og Lauenborg. Blev det et vendepunkt i Slesvig-Holstens historie? Både ja og nej! Ændringen af helstaten skal ses både i forhold til tiden før Napoleonskrigene og i forhold til tiden efter. Både politisk og territorialt skal eftervirkningerne ses i forbindelse med den senere Wienerkongres. Kielerfreden udstak en kurs, som kom til at præge 1800-tallets videre forløb; ikke mindst i nationalitetsspørgsmål. Brud og kontinuitet gik hånd i hånd.

Cand. Phil. Bård Frydenlund, Oslo Universitet, skriver om Kielerfredens betydning for Norge i 1814. Traktaten lagde op til en fredelig overgang fra Kongen af Danmark til Kongen af Sverige. Det skete ikke. Der blev revolution ledet af prins Christian Frederik, som var dansk statholder i Norge. Under rigsforsamlingen i Eidsvoll i april - maj blev Kielertraktatens indhold angående Norge afslået. Under forhandlingerne i Wien mellem stormagterne i løbet af sommeren blev traktaten vakt til live igen, selv om den nu havde mistet meget af sin oprindelige kraft; og selv om Sverige i princippet havde vundet krigen. I oktober – november blev unionen mellem Norge og Sverige vedtaget med en konstitution, som var tæt på Eidsvollgrundloven. Kielertraktaten var mere eller mindre kørt ud på et sidespor.

Dr. Eli Fure, Det norske Rigsarkiv, skriver om udviklingen af nationale identiteter efter 1814 med Norge som eksempel. Udviklingen af en norsk identitet byggede dels på en politisk nationalisme til forsvar for selvstændigheden og demokratiet, som man opnåede i 1814, dels på en kulturel nationalisme baseret på det norske folk og naturens egenart. Vigtige norske værdier var lighed, uafhængighed og enkelhed, som man gerne baserede på et idealbillede af norske bønder. Historikere bidrog til identitetsopbygningen ved at trække nordmændenes bedrifter i løbet af Middelalderen frem. Kunstnere inden for musik, malerkunst og litteratur bidrog også til skabelsen af en ”norsk” identitet. En sprogstrid førte dog i lang tid til en splittelse i synet på og opfattelsen af norsk identitet. I sidste del af 1800-tallet ønskede venstrepolitikere en adskillelse fra Sverige medens højrepolitikere ønskede et mere ligeværdigt forhold i unionen med Sverige. I 1905 var befolkningen dog enige om at bryde ud af unionen med Sverige. Norsk nationalisme fik tidligt et radikalt præg, som stadig viser sig i skepsis overfor overnationale organer, som for eksempel EU.

Prof. Dr. Bernd Henningsen, Humboldt-Universitetet i Berlin, skriver om ”Ikke bare 1814, men udviklingen af en nation efter nederlaget.” I Norge står 1814 som mirakelåret. Henrik Ibsen kaldte det ”slutningen på firehundredeårsnatten”.  I Danmark var 1814 et ”Annus horribilis”; et led i en lang række af nederlag, som egentlig først sluttede i 1864 med tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg. I historisk perspektiv var det en udvikling fra en multietnisk kulturnation til en statsnation/nationalstat, en udvikling fra et mellemstort europæisk imperium til en lilleputstat. En udvikling som først sluttede i 1864 – eller måske først i 1920. De mange militære, politiske og kulturelle traumatiske tab blev kernen i dannelsen af en dansk nationalstat. Den efterfølgende danske politiske selvforståelse kan sammenfattes i udtrykket: ”Hvad udad tabes skal indad vindes”.

Disse korte referater er kun smagsprøver. De yder på ingen måde forfatterne og artiklerne fuld retfærdighed og anerkendelse for argumenter, præmisser og konklusioner. De forskellige emner giver et bredt billede af konsekvenserne af Napoleonskrigene og Kielerfreden. Det er en række forfattere med stor viden om netop hver deres emne.

Den sidste del af bogen er en nyoversættelse ved Dr. Johannes Rosenplanter, Kiels Stadsarkiv, af den fredstraktat, som blev indgået d. 14. januar 1814 mellem ”Hans Majestæt Kongen af Sverige og Kongeriget Sverige på den ene side og Hans Majestæt Kongen af Danmark og Kongeriget Danmark på den anden side”.

Skønt svenskerne i slutningen af 1813 havde et klart overtag og accepterede en våbenstilstand, var Frederik VI ikke til sinds at overgive sig, da han ikke ville miste Norge. Den østrigske diplomat Grev Louis Phillipe de Bombelles mødtes d. 7. januar 1814 med Frederik VI, og efter et to timer langt møde kapitulerede kongen.

Medens Frederik VI tog ophold på Hindsgavl slot foregik forhandlingerne i Kiel mellem den danske diplomat Edmund Bourke på den ene side og den svenske hofkansler Gustav af Wetterstedt og den britiske diplomat Edward Thornton på den anden side. Michael Bregnsbo redegør i sit bidrag til bogen meget indgående for forhandlernes positioner og forhandlingernes forløb.

Det fremgår for eksempel, at de nordatlantiske øer, som egentlig var norske bilande, og som blev forvaltet fra København, ikke kom med i overdragelsen af Norge til Sverige. Årsagen var, at Edmund Bourke overbeviste baron Wetterstedt om, at øerne var danske, hvilket var i strid med sandheden. Det indbragte senere Wetterstedt den svenske udenrigsministers bebrejdelse. I traktatens artikel IV er det direkte anført, at Grønland, Færøerne og Island er undtaget fra overdragelsen af Norge.

Det er i øvrigt interessant at se, hvor langt ned i detaljerne fredstraktaten går. Som et enkelt, lille eksempel kan nævnes artikel XX, hvor der gives frit lejde for nordmænd i Danmark, danskere i Norge, Pommernboere i Sverige og svenskere i Pommern til at rejse til deres hjemland og til at medtage deres formuer. Alt indenfor en tidsfrist på 6 år.

I en tillægsartikel anmoder den danske konge om, at de svenske og britiske majestæter snarest muligt formidler, at freds- og venskabsbåndene mellem den danske konge og majestæterne Zaren over alle russere og kongen af Preussen atter knyttes, som de bestod før krigene.

Bogens artikler er skrevet på tysk, og til hver artikel er der et resumé på engelsk og norsk. Den tyske tekst er på et sprogligt niveau, som nærmest svarer til en dansk studentereksamen. Med en ordbog indenfor rækkevidde til enkelte opslag er det overkommeligt at læse og forstå teksterne.  

Bogen er rigt illustreret med billedtekster på tysk, engelsk og norsk.

Bogen har mange forskellige interessante emner, og det er lærerigt at se en del af danmarkshistorien i et andet perspektiv end det sædvanlige. Kielerfreden var måske traumatisk for Danmark, men som Bernd Henningsen skriver, var den også med til at lægge grunden til en national opblomstring og for en ny opfattelse af den danske stat og nationalfølelsen i Danmark. Et af de første små skridt ind i en ny selvforståelse og ind i Guldalderen og Moderniteten.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Rejsen til Amerika
Herman Bangs København
Scavenius-affæren