Menu
Forrige artikel

Beredskab ved daggry

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1371

Af Henning Lyngsbo

Der er næppe nogen historisk begivenhed, der overgår 2. verdenskrig med hensyn til mængden af bøger vedrørende dette emne. Kilderne er utallige. Stoffet er umådeligt stort. Krigens konsekvenser og gru var af ufattelige dimensioner.

Mange ledende skikkelser har udgivet deres selvbiografier. Ofte hjulpet af professionelle af hensyn til den historiske tilpasning. Mange biografier blev derfor til digre værker. Tunge og med et pseudovidenskabeligt præg. Historieskrivning var for de få udvalgte og ikke for de millioner af mennesker, der udgjorde grundsubstansen i de militære og militærrelaterede etablissementer i de krigsdeltagende lande.    

Det er derfor anderledes spændende, når en frontkæmper lukker op for sine oplevelser og fortæller om de voldsomme - fysiske og mentale – påvirkninger, som den daglige tjeneste som spitfirepilot påførte ham.

Forfatteren, Geoffrey Wellum er kun 17½ år, da han påbegynder sin uddannelse til jagerpilot i RAF i august 1939.  Det er om denne meget hårde uddannelse og  efterfølgende deltagelse i Slaget om England, bogen primært handler. Den udgives første gang i England i 2002, så forfatteren har da været omkring 80 år gammel. Bogen bygger på notater fra 1939 til 1942, som forfatteren har bearbejdet i årene forud for udgivelsen. Med stort held, må man sige. En selvbiografi fyldt med så spændende beretninger og megen dramatik er just ikke daglig kost.

Forfatteren har valgt at fortælle det faktuelle begivenhedsforløb i jegform, hvilket i høj grad giver roman-associationer til actiongenren. Sætningsopbygningen er nærmest lapidarisk med deraf følgende lethed og tempo.

Wellum er hudløs ærlig, når han fortæller om sig selv, sin skiftende psyke og de omgivende påvirkningsfaktorer. Uddannelsesforløbet er krævende, men det er de mange missioner og luftkampe under Slaget om England, der er de største udfordringer. 

Det er absurditetens teater, der har ansvaret for de daglige luftkampe med de tyske Messerschmidtjagere. Intet er givet på forhånd. Ingen ved, hvis tur det er til at blive skudt ned og ende sine dage på bunden af det frygtindgydende gråblå hav, Den engelske Kanal, fastspændt til pilotsædet af sikkerhedsselerne. Det kunne være den tyske pilot, i hvis maskine man nu havde hældt resten af sin ammunition, eller en af kammeraterne i dennes spitfire, og det umulige – det kunne være én selv.           

Absurd, fordi man for mindre end en time siden havde siddet i Messen og drukket te foran kaminen.

Hvis man var heldig, sad man igen i Messen indenfor en time og kunne drikke øl sammen med de kammerater, der havde overlevet. Forfatteren trækker med sine detaljerige oplevelser læseren ind i sit univers af følelsesmæssigt kaos. Ikke sært at Vorherre får et par bemærkninger hen ad vejen.

Men Wellum er vild med at flyve. Han nærmest forguder spitfiren. Han føler sig mere tryg og rolig, når han sidder inde i cockpittet. Han er overbevist om et skæbnefællesskab med spitfiren. Og den skuffer ham ikke. Hans beskrivelse af flyets egenskaber i ekstreme situationer er en væsentlig del af bogens spændingselementer. Bogen er et godt bidrag til forståelse af den mentalitet, der fik England til at vinde Slaget om England. Absolut læseværdig.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Udsigt fra et skyttehul
Operation Valentine
Ivans krig