Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den tysk-sovjetiske skæbnekamp

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 862

Af Erik Ingemann Sørensen

Enhver, der er opslugt af læsningen af skønlitteratur, kan vel nikke genkendende til ønsket om, at bogen bare fortsætter og fortsætter. At det fuldt ud kan forholde sig på samme måde med faglitteratur, er Niels Bo Poulsens nyskrivning af ”Den Store Fædrelandskrig” (2007) – her ”Skæbnekampen” – et ypperligt eksempel på. På trods af det rystende og forfærdende indhold ønsker man igen og igen, at afslutningen udskydes.

Den af mange i vest tilsyneladende glemte front i øst er faktisk spændende læsning. Overraskende helt ned i detaljen. Gengivet med Niels Bo Poulsens fremragende pen fastholdes læseren i en skruestik fra start til slut.

Antony Beevor står jo som den store internationale formidler af 2. verdenskrig. I dette tilfælde må anmelderen konstatere, at NBP så sandelig gør ham rangen stridig. Uden ét eneste sted at gå på kompromis med sprogets muligheder – faldgruber. Noget Beevor måske af og til ser stort på. Her får vi indblik i hele følelsesregisteret, som det kommer til udtryk hos historiske vidner. Suppleret med forfatterens sublime overblik over situationen både ved de enkelte frontafsnit og hos beslutningstagerne, der sad i betryggende afstand fra frontlinjernes død og ødelæggelse.

Denne anmelder betragter ”Skæbnekamp” som en reel nyudgivelse, da den flere steder adskiller sig betragteligt fra den foregående bog om emnet. Og mod sædvane har jeg valgt at anmelde bogen bagfra.

Sovjetunionens hjerteblod

I bogens afsluttende del får vi historien om de ”mindesteder”, der er blevet skabt rundt om på det uoverskuelige område, hvor kampene mod de nazistiske tropper fandt sted.

Niels Bo Poulsen har givet denne del af bogen overskriften ”Kampen om krigen – fortolkning og konflikter 75 år senere”.

Det er mindesteder, hvor man på årsdagen for 2. verdenskrigs afslutning begyndte at markere den store sejr. Størst af disse er nok den, de fleste kender: Sejrsparaden på Den røde Plads. Der er ingen tvivl om, at en stor del af fædrelandets identitet og selvforståelse hænger sammen med denne dag.

I glemmebogen

Med opløsningen af USSR i efteråret 1991 og Boris Jeltsins tiltræden som præsident, var det nye vinde, der blæste gennem blandt andet Kreml. Slut med de store parader, som der ingen var af i 1992-1994. Til stor vrede blandt veteranerne og deres familie.

Jeltsin knyttede i stedet an til Zartiden ”og alt, hvad der kunne ses som traditionelle russiske værdier, kultur og begivenheder…”

Men da man markerede 70-året for sejren over nazisterne, blev alle sejl sat til. En storslået opvisning af militært isenkram og i tusindvis af veteraner.

I 2016 udeblev mange, der måske burde have været der. Og set stort på EU’s boykot af Rusland. Men den styrke, Putin lod fremvise den 9. maj i år, understregede præsidenten to vigtige ting: Rusland er en supermagt. Og den sovjetiske indsats i 2. verdenskrig må aldrig gå i glemmebogen blandt det russiske folk.

Hertil kommer Ruslands forsøg på,, både gennem paraderne og nye mål for blandt andet historieundervisningen m.m. at styrke russernes selvrespekt og nationalitetsfølelse. Fuldt ud forståeligt når man betænker den attitude, flere vestlige lande har tillagt sig over for landet.

Den Store Fædrelandskrig foregik i det gigantiske rum, der ligger mellem Moskva og Berlin. Også her gennemgik befolkningen de frygteligste lidelser fra 1940 til 1945. Med tabstal for militæret på et pænt stykke over 20 millioner.

Det forhold, at så mange tidligere sovjetrepublikker er blevet selvstændige nationer, har naturligvis spillet en afgørende rolle for mindekulturen. Niels Bo Poulsen har i dette afsnit og i dets kapitler virkelig udvist sans for at berette om mindekulturernes opløsning. I den sammenhæng peger han på 3 afgørende tendenser i tiden:

1: fortrængning og benægtelse

2: videnskabelig og politisk bearbejdning og nuancering

3: uforbeholden og nostalgisk holden fast i fortiden

Den glimrende gennemgang inddrager samtlige de lande, hvor Sovjetunionen tidligere havde sine tropper placeret. Lande der stort set har vendt deres gamle allierede ryggen. Her oplever man en lang række ødelagte mindesmærker fra ”sovjettiden”. Ingen tvivl om at det har givet dybe sår i den russiske folkesjæl.

Og så konkluderer forfatteren nøgternt: ”Trekvart århundrede efter sin afslutning lever Den Store Fædrelandskrig i bedste velgående.” Men fortællingerne om krigen, ja de er både mangefacetterede og stærkt divergerende.

Men fælles for disse fortællinger er smerten og volden, som nok ikke forsvinder foreløbig. Dertil er baggrunden for voldsom. Og det er den baggrund, der er bogens primære opgave at beskrive.

Nedslag i krigens scenarier

Niels Bo Poulsen foretager 9 nedslag i de begivenheder, der var kendetegnene for krigen 1941-1945. Men starter med en helt anden afgørende begivenhed, der fandt sted den 23. august 1939: underskrivelsen af Molotov-Ribbentrop traktaten. 1 uge senere angreb Hitler så Polen, som de to lande havde ”delt mellem sig”. Det er først for nylig de hemmelige tillægsaftaler til denne pagt har set dagens lys.

Et af resultaterne af denne pagt var, at den tysk-sovjetiske storhandel herefter trivedes i bedste velgående.

Men kun i ét år. Så buldrede de tyske tropper ind i Sovjetunionen.

Operation Barbarossa

”Det var to meget forskellige hære, som tørnede sammen, da tyske soldater i det sprøde morgenlys den 22. juni 1941 gik til angreb på de sovjetiske grænsestillinger.”

Sådan indleder forfatteren fortællingen om den krig, der resulterede i det, der er enhver hærs mareridt: kampen på to fronter.

Den tyske hær var ”kampvandt, velmotiveret og besad velgennemprøvet og forholdsvis moderne udstyr”, hedder det i den korte version.

Mange gange undervejs i bogen beretter forfatteren om de vanskeligheder – håbløse opgaver – værnemagten blev udsat for. Og i øvrigt ikke kunne stille noget op imod.

I mange fremstillinger møder man det postulat, at Den røde Hær næsten kunne minde om en ”bondehær”. Her peger NBP på den fremragende amerikanske professor, David Glantz, der understreger, at ”det vestlige billede af den tysk-sovjetiske front i høj grader farvet af tyske kilder og tyske soldaters erindringsbøger.”

Hertil er det også værd at erindre den massive propaganda, de tyske tropper havde været udsat for. Ifølge denne magtede de ”undermennesker” der boede i de østlige områder stort set ikke ret meget. Hvilket blandt andet lå til grund for de ufattelige forbrydelser mod menneskeheden, som forfatteren adskillige gange undervejs kommer ind på.

De faktiske forhold viste sig snart at være helt anderledes. Og konfrontationerne ændrede da efterhånden også karakter, da Sovjetunionen først var kommet sig oven på det chok, angrebet havde udløst.

Vendepunkter

Vinteren 1941/1942 blev krigens omdrejningspunkt, fastslår Niels Bo Pulsen. Kombinationen af den grusomme russiske vinter og Den røde Hærs angreb kunne de tyske soldater efterhånden ikke stille noget op overfor. Slet ikke i kombination med ”den brændte jords taktik”, som begge hære benyttede sig voldsomt af.

Bogen igennem har Niels Bo Poulsen anbragt uddrag af breve, dagbøger og andre kommentarer. Hvilket i den grader med til at vise, hvor forfærdende forholdene var. Så forfærdende at det ligger uden for almindelige menneskers fatteevne.

En 12 årig pige, Tatjana Savitjova, der opholdt sig i det belejrede Leningrad, skrev i sin dagbog: ”Mor døde den 13. maj 1942 kl. 7.30 om morgenen (…) alle er døde. …” Hun var den eneste, der var tilbage. Hun havde ”oplevet alle sine hjemmeboende familiemedlemmer bukke under for sult, kulde og sygdom i det belejrede Leningrad…”

Hendes søster, hendes bedstemor, hendes bror og hendes to onkler måtte denne ”lille” pige tage afsked med.

Hun blev som titusinder af andre børn evakueret fra Leningrad. Men var så hårdt medtaget at hun i maj 1944 døde på et hospital i det centrale Rusland.

Niels Bo Poulsen ridser tragedien op: ”Tatjanas familie ligger som hundredtusinder af andre ofre for belejringen begravet i den lange række af massegrave på Piskarevkirkegården i udkanten af Sankt Petersborg, som Leningrad hedder i dag.

Ingen 12-årig burde nogen sinde udsættes for sådanne grufulde oplevelser som Tatjana. Men, som NBP dokumenterer – så skete det igen og igen. Vanvittige bombardementer, nedbrændinger af hele landsbyer – skånselsløs nedskydning af civile. I et forfængeligt håb om, at det ville demoralisere modstanderen.

Det store overblik

Bogen igennem bevarer Niels Bo Poulsen det store overblik, så trådene hele tiden samles. Ikke så lidt af en opgave når man betænker, hvor mange analyser og fremstillinger der er nødvendige. Blandt andet set ud fra de arkiver, der efter Sovjetunionens opløsning er blevet noget mere tilgængelige for historikere.

Det tjener til forfatterens store ros, at han ikke fordyber sig i lange taktiske redegørelser for de enkelte kamphandlinger. Det er resultatet af de militære dispositioner, der står i centrum i denne bog, og den opgave er det lykkedes ypperligt at gennemføre.

Der er 4 egentlige frontkort i bogen. Glimrende i deres klarhed. Desværre viser man kun troppesamlingerne på den ene side af fronten. Herved forsvinder kortenes strategiske værdi desværre for læseren. Og så må man i gang på nettet med at lede. Ærgerligt da det ikke er det helt store besvær at finde sådanne kort frem.

Og så må man græmmes over bogens Register. Det er umådeligt lille og svigter i den grad de mange muligheder, der er for opslag. Og hvorfor lige de navne og ikke andre er kommet med, ja, det forbliver anmelderen en stor gåde.

Til gengæld skal forfatteren have stor ros for det fremragende noteapparatur. Det er i sig selv et helt studie værd. Større grundighed skal man lede længe efter

Niels Bo Poulsens bog ”Skæbnekampen” er en af de fornemste bøger om krigen på østfronten, som jeg endnu har set. Præget af et stort overblik, skildret i øjenhøjde, og skrevet i et fornemt sprog, der får læseren med fra den første side.

Den er en særdeles oplagt kandidat til titlen: ”Årets historiske bog”. Hvilket vel er den fineste hæder, en forfatter kan få. Men det er velfortjent.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danske sydslesvigere i tysk krigstjeneste 1939-45
Nyt billedværk om frivillige i Waffen SS
Lena Mukhinas dagbog