Menu
Forrige artikel Næste artikel

Ikke en jordisk chance

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1036

Af Henrik Gjøde Nielsen, museumsinspektør, ph.d., Kystmuseet

Det første, der melder sig på nethinden og i erindringen, er billeder og stemninger fra Steven Spielbergs film Empire of the Sun, på dansk Solens Rige, 1987. Den japanske krigsførelse i Asien og dennes konsekvenser for den ikkeasiatiske del af befolkningen, den japanske besættelse, kampen for at overleve under brutale forhold i japansk krigsfangeskab, sult, sygdom osv. I Spielbergs film er Shanghai udgangs- og omdrejningspunktet, i Frode Z. Olsens bog er det Hong Kong, og befolkningsgruppen er dansk. Der er, som det bl.a. fremgår af forlagets pressemateriale, tale om ”En glemt og dramatisk historie fra Anden Verdenskrig [som nu] ser dagens lys i form af den nye bog ”Ikke en jordisk chance”. Den fortæller for første gang den hidtil ukendte og gribende historie om en gruppe modige danskere, der kæmpede på britisk side mod den japanske overmagt, da Hong Kong blev angrebet i 1941.” Det er præcist, hvad bogen gør, og den gør mere end det. Det er nemlig ikke kun forsvaret i forbindelse med det japanske angreb i 1941, der bliver fortalt om. Det er også, hvad der siden fulgte. På den måde lover både pressemateriale og undertitel mindre end det man får, og det er jo en god ting. Forfatteren Frode Z. Olsen er tidligere kriminalinspektør og politiattaché ved den danske ambassade i Beijing, og desuden forfatter med fem romaner bag sig. Skam få den, der tænker ilde herom, for Frode Z. Olsen har med Ikke en jordisk chance begået et gedigent historisk værk, som i kraft at dets tema tillige er et pionerarbejde.

Ikke desto mindre ryger der et par finker af fadet, og dem kan vi af praktiske grunde lige så godt få samlet op og smidt ud med det samme. Så er dét gjort. Lad være, at bogen ikke er udstyret med et fuldt, videnskabeligt apparat, hvilket således også gælder henvisninger ved de mange citater fra breve, erindringer og dagbøger. Værre er det, at disse citater med forfatterens egne ord i visse tilfælde er ændret ”en anelse” for at gøre dem mere mundrette eller tilpasse uddragets sammenhæng; særligt det sidste er jo i den grad betænkeligt. Det er det også, at der i ”enkelte tilfælde er citater om en hændelse sammenskrevet af flere sådanne breve eller dagbogsnoter” (s. 299). Det er, for at sige det mildt, ikke god citatskik. Desuden løber forfatterens skønlitterære åre til tider af med ham. Det gælder f.eks. den kapitelindledende bemærkning om, at ”Stumperne af en iturevet ikke-angrebspagt dalede til gulvet i Berlin den 22. juni 1941, da omkring fire millioner tyske soldater angreb Sovjetunionen.” I den forbindelse svingede Hitler angrebssablen i Berlin (s. 101). Jeg har vanskeligt ved at se begge dele for mig, incl. timingen. Senere i bogen, i beskrivelsen af en sejlende passage af et fyrtårn, ”må Holger have tænkt på Alexis Damsgaard, som han havde kendt fra barnsben” (s. 192). Det er nok muligt. Der kan have været så meget Holger må have tænkt, men det ved vi ikke noget som helst om, lige så lidt som vi ved, at det den 1. januar 1942 i Hong Kong forholdt sig således, at hvis man ”Lukkede øjnene eller bare lagde nakken tilbage og så op i den blå himmel, var det let at bilde sig selv ind, at elendighed og problemer var noget forbigående, som ville fordufte i løbet af et par dage” (s. 209). Desuden er det en uskik, at kun nogle af bogens i øvrigt mange og glimrende illustrationer er forsynet med billedtekster, mens læseren i mange tilfælde må søge efter relevante oplysninger i brødteksten. Nok om finkerne.

Frode Z. Olsen skriver godt og fængende og lægger hårdt fra land med at konstatere, at bogstaver er tålmodige og kan vente efter år på at blive set, læst og forstået. Tre linjer, otte ord og nogle få tal over en vandpost i en skolegård havde forfatteren betragtet som barn, og først mange år senere egentligt læst og forstået. Teksten drejede sig om en ung mand, der var faldet tæt på juleaften 1941 som medlem af Hong Kong Volunteer Defence Corps (s. 13). Så er vi i gang. Den unge mand var Kaj Søren Kjær, der faldt under forsvaret af Hong Kong, og som havde gået på samme skole som forfatteren. Kaj Søren Kjær er således en af de danske hovedpersoner, der præsenteres behørigt (s. 16-18), med angivelses af fødselsår og virke, men besynderligt nok uden angivelse af dødsår, der må søges rundt om i teksten.

Det japanske angreb på Hong Kong og byens 1.500.000 indbyggere i december 1941 varede 18 dage, og da den britiske kronkoloni overgav sig første juledag 1941, havde 1.500 allierede soldater og 4.000 civile mistet livet, her af mindst to danskere, mange var sårede og de materielle ødelæggelser enorme, og omkring 11.000 allierede soldater, hvor iblandt seks danskere, tilbragte derefter fire år i japansk krigsfangenskab, hvor yderligere 2.300 døde, heraf en dansker. De 18 dages kampe var hårde, men næppe hårdere end på så mange andre krigsskuepladser, men situationen i Hong Kong var speciel, med kronkoloniens ”skeletagtige forsvar” mod en ”absurd overmægtig og krigsvant japansk slagstyrke.” Ikke desto mindre stillede byens indbyggere op til forsvar, herunder de i Hong Kong bosiddende danskere (s. 15). Over for 60.000 regulære japanske soldater stod Hong Kongs samlede forsvar med 14.000 soldater, frivillige, hjemmeværnsfolk og politifolk. Japan rådede over 60 moderne kampfly mod Hong Kongs fem ældre dobbeltdækkere, 200 feltkanoner og morterer mod 80 feltkanoner og morterer, en let krydser, tre kanonbåde, fire minesøgere (hvilket må være minestrygere) og et ukendt antal flådefartøjer mod tre destroyere, tre kanonbåde, otte motortorpedobåde og 14 øvrige flådefartøjer (s. 114). Dette var for så vidt i overensstemmelse med Churchills opfattelse af, at det ikke var muligt hverken at forsvare eller undsætte Hong Kong, om end Churchill i begyndelsen af krigen mente, at Japan ”ville tænke sig grundigt om, før man erklærer krig mod det britiske imperium,” for så efter Tysklands angreb på Sovjetunionen at måtte forvente krig mod Japan. Churchill mente fortsat, at det ikke var muligt at holde Hong Kong, men havde gjort sig klart, at kronkolonien måtte forsvares længst muligt, idet et indædt forsvar af Hong Kong, om nødvendigt fra hus til hus, ville være en hjælp til de allierede over alt i verden (s. 102, 126, 172). Det forsvar forsøgte Hong Kongs indbyggere så at udføre, herunder en del civile, der allerede i 1939 meldte sig til det lokale hjemmeværn, og blandt disse en lille flok danske mænd, der som en del af optagelsen i Hong Kongs hjemmeværn skulle sværge troskab over for den engelske konge. Dét faldt en af danskerne, Holger Dreyer, for brystet, og for at få klare linjer henvendte man sig til den danske konsul Karsten Larssen, som forelagde de danske myndigheder spørgsmålet, og fra det danske gesandtskab i Kina, placeret i Shanghai, indløb et klart svar: Det kunne under ingen omstændigheder tillades, at en dansk statsborger i Hong Kong eller noget andet sted, uanset eventuelle militære forpligtelser over for Danmark, kunne aflægge troskabsed til den engelske konge eller noget andet statsoverhoved, idet en sådan ed ville være en fornægtelse af statsborgerforholdets kerne (s. 77). Ikke desto mindre fastholdt en gruppe danskere deres medlemskab af Hong Kongs hjemmeværn, mens andre forlod det (s.78). Danske statsborgeres troskabsed til et fremmed statsoverhoved var som bekendt ikke et forhold, der voldte problemer for de danske myndigheder, da danske soldater og officerer efter besættelsen den 9. april 1940 begyndte at gå i tysk tjeneste og i den forbindelse aflagde fane- og troskabsed til Adolf Hitler.

Efter Forord, Personerne, Prolog og Alarmering (s. 13-24) fortælles historien i fire store dele eller hovedkapitler, nemlig Frihed og fryd – 1919-1941 (s. 25-120), Den sorte jul – 8- december til 25. december 1941 (s. 121-190), Fangenskab og lidelse – December 1941-august 1945 (s. 191-260) og Befrielse, opgør og hjemkomst – 1945-1946 (s. 261-187), hvorefter følger Efterskrift – tak, Kildemateriale, Noter, Historiske datoer og Indeks (s. 288-317). I de meget minutiøst udarbejdede og velskrevne kapitler følger vi såvel enkeltpersonernes skæbne, både militære og civile, danske hjemmeværnsfolk, børn og ægtefæller, som krigsplanlægningen, de overordnede troppebevægelser og overvejelser, og vi kommer tæt på krigens enkeltelementer, som f.eks. kystforsvarstillingerne, plyndringer og terror (s. 121, 137), samt på pressens reception og gengivelse af begivenhederne i Danmark (s. 168-169), og endelig den noget kaotiske overgivelse, i hvilken forbindelse de brudte kommunikationslinjer betød, at kampene fortsatte nogle timer efter den formelle overgivelse (s. 180). I fangelejrene blev mændene selvsagt adskilt fra deres ægtefæller, og nogle forsøgte at opretholde kontakt ved hjælp af indsmuglede breve, og en del af den hemmelige og forbudte korrespondance behandles også i bogen (f.eks. s. 225-226). I krigsfangelejren i Shamshuipodistriktet i Hong Kong sad blandt de danske fanger Niels Ørskov Christensen, som førte en – ligeledes naturligvis forbudt – dagbog, i et tykt, rødt, tætskrevet bind. Niels Ørskov Christensen døde den 18. december 1942, og hans ven Erik Hüttemeier, som tog sig af Niels Ørskov Christensens få efterladte genstande, svøbte dagbogen i papir, lagde den i en blikdåse og gravede den en aften ned et sted i lejren, som kun han kendte (s. 243-244). Næsten tre år senere, efter befrielsen af fangerne i lejren og efter at freden var kommet, havde Erik Hüttemeier, inden han forlod Shamshoipo i 1945, som noget af det sidste hentet dagbogen fra det hemmelige sted, hvor han havde gravet den ned, og kunne i januar 1946 aflevere dagbogen til Niels Ørskov Christensens enke, som sidst havde set bogen i november 1940. Dengang stod der næsten intet i den, men nu var hver eneste side tæt beskrevet med hendes afdøde mands optegnelser og tanker fra fangenskabet (s. 283). Dagbogen er nu i familiens eje, men en afskrift findes på Frihedsmuseet (s. 294).

Alene historien om dagbogen er jo nærmest en film værd, og det er blot en af mange og ukendte elementer i et stykke dansk historie fra 2. verdenskrig, der i hovedsagen må siges at have været ukendt, indtil Frode Z. Olsen tog fat på at skrive den. Det har han gjort godt, levende og medrivende. Så hvis man har hang til det, der ganske enkelt kan betegnes som både en god historie i ental og til gode historier i flertal, og tillige er interesseret i at få et stykke ukendt historie fra 2. verdenskrig med i købet, kan Ikke en jordisk chance stærkt anbefales. Det er en absolut læseværdig historie. Ikke en jordisk chance må have gode chancer hos publikum.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Bag fjendens linjer
I orkanens øje
Tabet