Menu
Forrige artikel

Katyn 1940 – historien om en forbrydelse

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1017

Af Thomas Petersen, univ.lektor emer.

Forstemmende, grusomt og ualmindelig kynisk. Ord slår ikke til, når man læser denne bog. Fortielser, bedrag og løgne. Disse begreber er nærliggende, men er alligevel uhyggeligt fattige, når man i bogen følger forfatterens afdækning af en forbrydelse, der som mål havde fysisk at udslette store dele af et folks intellektuelle potentiale. Ord slår ikke til, når man skræller forbrydelsens enkelte lag af og nærmer sig sandheden. Og alligevel kender vi endnu ikke hele sandheden. De sidste lag skal formodentlig findes i russiske arkiver.

På min daværende svigerfars arbejdsplads, politigården i Tønder, stod en reol, der rummede bøger, tyskerne i 1945 havde efterladt. Blandt dem fandt jeg i begyndelsen af 1960erne en bog, som fangede min interesse. Udgivet under krigen af Joseph Goebbels´s propagandaministerium og omhandlende tyske fund af angiveligt polske massegrave i Rusland. Men tidsånden var ikke med Goebbbels. Hvem troede på ham så kort efter 1945, og bogen forsvandt i mine gemmefiler. For først nu at dukke frem af glemslen. I form af en vel researchet ny bog om begivenhederne den gang.

Rigtigt var det, at tyske soldater i det tidlige forår 1943 opdagede en række massegrave ved den lille by Katyn i nærheden af den vestrussiske by Smolensk. Gravene viste sig at indeholde flere end 4.000 lig i polske officersuniformer. De tyske undersøgelser den gang indikerede, at det drejede sig om polske officerer, som efter Sovjetunionens korte krig mod Polen i september 1939 var havnet i sovjetisk krigsfangenskab, og at de var blevet dræbt med nakkeskud i foråret 1940. Tyskerne øjnede den gang en mulighed for at skabe splid blandt de allierede, hvilket dog ikke lykkedes. Sovjetrusserne påstod hårdnakket, at polakkerne var blevet dræbt af tyskerne i sommeren 1941 efter det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni. Og deres allierede troede på dem. Eller også var sagen for lille, sammenlignet med krigens store spørgsmål og ikke mindst sammenholdet i alliancen.

Katyn-massakren – begrebet omfatter i dag Sovjetunionens mord på omkring 25.000 polske officerer og andre tjenestemænd – skabte hos efterkrigstidens polakker en øget og i historisk perspektiv gentagen mistro overfor naboen mod øst. Massakren skabte endvidere under den kolde krigs vilkår gennem et halvt århundrede stærke internationale kontroverser, idet Sovjetunionen helt frem til sin opløsning i 1991 fastholdt, at tyskerne stod bag forbrydelsen. Først så sent som i 1992 udleverede Sovjetunionens arvtager i form af Rusland og dets folkevalgte præsident Boris Jeltsin endelig kopier af de sovjetiske dokumenter, der lå til grund for drabene.

På basis af et bredt og centralt kildemateriale beretter den tyske historiker og slavist Thomas Urban om begivenhederne før og efter massakren og redegør for de uafklarede forhold, der stadig står i vejen for en forsoning mellem Polen og Rusland. Bogen er vel disponeret, og dens indhold følger ligeligt to forskellige spor. Forbrydelsen som sådan, efterfulgt af den lange besværlige vej til dens fulde opklaring.

Bogens forfatter, Thomas Urban, blev født 1954 i Leipzig i det daværende DDR. Men allerede året efter flygtede familien til Vesten, hvor Urban voksede op i nærheden af Köln. Efter universitetsstudier i tysk, slavisk filologi og østeuropæisk historie samt journalistik kom han ind i medieverdenen, og han arbejdede indtil 2012 som Østeuropa-korrespondent på Süddeutsche Zeitung. Urbans forældre forlod oprindelig det tyske Breslau i Schlesien, mens hans hustru stammer fra samme by – nu under dens polske navn, Wrocslaw og beliggende i polske Slak, fortidens Schlesien. Blandt Urbans øvrige publikationer skal især fremhæves den ligeledes vel researchede ”Tabet. Fordrivelsen af tyskere og polakker i det 20. århundrede” fra 2012 (anmeldt på historie-online). http://www.historie-online.dk/boger/tabet-1353

Katyn er for Urban ikke blot et geografisk sted på et landkort – beliggende i den vestlige del af Rusland. Navnet er for ham også synonymt med såvel en forbrydelse som en løgn. Forbrydelsen bestod i mordet på omkring 25.000 polske officerer, tjenestemænd og intellektuelle, som var blevet begravet og forsøgt gemt og glemt - hovedsageligt på tre forskellige lokaliteter i Rusland og Ukraine. Mens løgnen bestod i den langvarige sovjetiske benægtelse af forbrydelsen – på trods af sikre vidnesbyrd om dens eksistens og omfang. Som følge af såvel forbrydelsen som løgnen fandt som nævnt sympati for det sovjetiske system aldrig fodfæste i Polen. ”Sandheden om Katyn” handlede ikke blot om en lokalitet med 4.000 lig 15 km. vest for Smolensk. Den blev også en fælles benævnelse for drabet på alle de 25.000 lig, man fandt de tre nævnte steder. Endelig blev ”sandheden om Katyn” et fast element i den polske selvforståelse, som den for eksempel blev udtrykt i fagforeningen Solidarnosc fra 1980 og dens frihedskamp.

De allerfleste af de polakker, der var blevet taget til fange i forbindelse med den sovjetiske invasion i de østpolske områder i henhold til de hemmelige tysk-sovjetiske aftaler fra 1939, blev fordelt på tre lejre. Koselsk, Starobelsk og Ostasjkov. For hver enkelt fange blev der oprettet et dossier. Målet var at opdele fangerne i tre grupper – hhv. fjendtligt og positivt indstillede overfor samarbejde samt en gruppe af ubeslutsomme, og som derfor måske kunne overtales til samarbejde med russerne. Men resultatet viste sig at være magert. Kun et meget lille antal var indstillet på samarbejde. På baggrund af dette pauvre resultat udarbejdede chefen for NKVD, Lavrentij Beria, den 5. marts 1940 en rapport med nummeret 144 til partiets Politbureau. Heri indstillede han 25.000 militære og politiske fanger til lovens højeste straf - skydning. Indstillingen er gengivet i bogen (side 39), forsynet med Politbureau-medlemmernes yderst nonchalante underskrifter. Fire egenhændigt (Stalin, Vorosjilov, Molotov og Mikojan), mens to var blevet indhentet telefonisk (Kalinin og Kaganovitj). Det er denne kollektive dødsdom, som i 1992 endelig blev udleveret til polakkerne. Læsningen af den er stærke sager. Og indtrykket bliver endnu stærkere, når forfatteren efterfølgende næsten klinisk redegør for selve henrettelsen.

Mens fangerne bibringes det indtryk, at deres frihed og hjemsendelse er nært forestående, transporteres de i stedet fra fangelejren til nærmeste by, Kalinin, Smolensk og Kharkiv, hvor henrettelsen finder sted. Man havde forsøgt at berolige fangerne med forsikringer om, at Polen atter skulle blive et stærkt land, der sammen med sovjetfolket skulle knuse den tyske fascisme. Men sandheden var en helt anden. Og den fortæller forfatteren nøgternt og grusomt. Han fører sine læsere helt ind i dødens maskinrum. En af fangerne fortalte desperat, at han i sit bælte havde indsyet guldrubler. I håb om, at det kunne ændre dommen. ”Og der kom --- 25 til 30 guldrubler fra zartiden for dagen; statsadvokaten indkasserede det værdifulde fund. Men fangen blev som alle andre før og efter ham ført gennem korridoren og ind i dødscellen, hvor Blokhin stod bag en dør og øjeblikkelig skød”, (side 53). Først havde han iført sig ”sin specialdragt: en brun læderhætte, et langt brunt læderforklæde, brune læderhandsker med manchetter op til albuerne. På mig gjorde dette et gevaldigt indtryk – foran mig stod en bøddel”, som et vidne, en major i NKVD, har berettet.

Nævnte Blokhin var en erfaren herre, havde også været aktiv allerede under de store udrensninger, hvor han personligt havde skudt f.eks. marskal Mikhail Tukhatjevskij, forfatteren Isaak Babel og teatermanden Vsevolod Mejerhold. Blokhin brugte ikke sovjetiske pistoler, men de mere funktionsduelige tyske af mærket Walther. En kendsgerning, der i første omgang var blevet brugt af russerne for at dokumentere, at tyskerne var den skyldige part. Mens sandheden var, at det var den russiske bøddel, der medbragte en hel kuffert, fyldt af Walther-pistoler. Med henblik på at kunne skifte, når våbnene blev for varme.         

Det lille familieejede forlag Ellekær og dets diminutive stab fortjener ros for at have beriget det danske bogmarked med denne bog. Også forfatteren fortjener ros for at have skrevet et værk, der på videnskabelig basis reder trådene ud i en sag, der alt for længe har været kastebold i ideologiske og politisk bestemte stridigheder. Kan derfor varmt anbefales.

Historie-online.dk, den 22. november 2017

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Tyske flygtninge i Nordslesvig 1945-1948
En kvinde i Berlin
Sonderkommando