Menu
Forrige artikel Næste artikel

Nu skal du høre, hvordan en dag går her ...

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 560

Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv

Bag den fredelige titel gemmer sig beretningen om en jødisk skæbne under den tyske besættelse af Holland. Det er Mirjam Bolles dagbogsoptegnelser fra Amsterdam, Westerbork og Bergen-Belsen, der beskriver en årelang tilværelse med forfølgelser, internering, lejrliv og en utrolig evne til at gennemleve alle strabadser uden at give op. Dagbogen har form af breve, skrevet men aldrig  afsendt, til hendes forlovede Leo, der var emigreret til Palæstina.

De hollandske jøders situation før og under 2. verdenskrig beskrives i et forord af Uffe Østergaard, direktør for Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. I 1940 befandt der sig ca. 140.000 jødiske statsborgere i Holland, og de kom hurtigt til at leve en meget mere udsat tilværelse, end det f. ex. var tilfældet i det  besatte Danmark. Fra begyndelsen af 1941 var der anmeldelsespligt for alle jøder, et påbud, der blev fulgt uden tanke for de senere fatale konsekvenser. Samtidig oprettede de tyske myndigheder et ”Judenrat”, hvortil de udpegede fremtrædende medlemmer af det mosaiske trossamfund. Det jødiske Råd i Amsterdam, der trådte i stedet for Komiteen for Jødiske Flygtninge, blev en kontroversiel instans, der måtte stå som garant for, at de stadigt mere umenneskelige tyske forordninger mod jøderne blev effektueret.

Den tyske ”del og hersk” politik splittede efterhånden effektivt det jødiske samfund. Med stadig stigende bureaukratisk effektivitet blev i alt 107.000 jøder deporteret, og af dem overlevede kun omkring 5.500. Mirjam Bolle var ansat som sekretær ved Det jødiske Råd, og som direktør for Center for Holocaust and Genocide Studies  i Amsterdam, Johannes Houwink ten Cate, bemærker i en indledning til dagbogsteksterne, er hendes beretning et usædvanligt dokument, idet der ikke er bevaret andet kildemateriale fra medarbejdere ved dette råd.

Brevdagbogen tager sin begyndelse ved 2. Verdenskrigs udbrud. I den tyske besættelses første tid herskede en vis optimisme og tro på, at Hitler ville betragte de hollandske jøder som almindelige statsborgere, men efterhånden som forfølgelserne tog til, blev optimismen afløst af en stadig angst for familieadskillelser og deportationer. I december 1941 blev de første jøder indkaldt til arbejdslejre, og snart var en sand menneskejagt i gang. Indkaldelser, afhentninger ved nattetid og interneringer blev hverdag, og fritagelsesattester fra Det jødiske Råd var den eneste spinkle mulighed for at undslippe, i det mindste for en tid. 

Jødeforfølgelserne i de tyskbesatte områder under 2. Verdenskrig er indgående beskrevet i litteraturen, men alligevel forekommer Mirjam Bolles beretning at være et væsentligt bidrag. Den fortæller i detaljer, hvordan en velintegreret befolkningsgruppe gennem besættelsesmagtens forordninger og et påtvunget samarbejde fra egne rækker, Det jødiske Råd, reduceres til et fremmedelement. Berøvet alle rettigheder og uden muligheder for protest, men med en stædig trang til at opretholde et skin af normalitet, bliver Amsterdams jøder efterhånden transporteret til opsamlingslejren Westerbork. Den var i 1939 blevet anlagt til modtagelse af jødiske flygtninge fra Tyskland. Fra juli 1942 blev den gennemgangslejr før den videre deportation af hollandske jøder til Tyskland eller Polen. Amsterdam forvandledes under den eskalerende tyske terror til en by med knuste vinduer og skodder overalt, og jødekvarteret Breestrat blev en uddød spøgelsesby med plyndrede huse.

Under de kaotiske forhold forsøgte Mirjam Bolle gennem sin ansættelse ved Det jødiske Råd at  manøvrere familie og bekendte uden om de daglige deportationer, men til sidst var der ingen muligheder for at undslippe den tyske effektivitet. I 1943 er hun med en af transporterne til Westerborklejren. ”Jeg vil ikke tænke, jeg lader bare mig selv leve”, bliver en måde at komme gennem lejrlivets meningsløshed, men efter nogle måneder afløses de trods alt tålelige forhold i Westerbork af et ophold i koncentrationslejren Bergen–Belsen. I sommeren 1944 er trængslerne imidlertid pludseligt forbi. En kommission fra Berlin besøgte i april 1944 lejren, hvor de udvalgte en gruppe jøder, der var indstillede på at emigrere til Palæstina. Blandt dem var Mirjam Bolle, og sidst i juni kunne hun  begynde den lange togtur til det område, der få år senere blev staten Israel.

De hollandske jøders skæbne er kendt verden over gennem Anne Franks Dagbog, men Miriam Bolles dagbogsbreve fortjener også mange læsere. Det er en nøgtern beretning, der fortæller om forfølgelse, elendighed og sorg, men også om en kvinde, der nægter at give op. Begivenhederne er nedskrevet umiddelbart efter, at de har fundet sted, uden senere efterrationaliseringer, og de fremstår med stor autenticitet.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Tabet
Paolo il danese
Den finske vinterkrig 1939-1940