Menu
Forrige artikel Næste artikel

Nyt billedværk om frivillige i Waffen SS

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 96

Af Erik Ingemann Sørensen

Som anmelder må man møde bogen med åbent sind. Og i realiteten anmelde den på dens egne præmisser. Med heraf følgende konklusion. Dette er dog ikke ensbetydende med, at man ikke har visse pejlemærker om det emne, der tages under behandling. Et værk om de tyske koncentrationslejre kan være nok så glimrende, fyldt med nye detaljer og informationer. Det ændrer dog ikke ved grundopfattelsen – pejlemærket - at det omhandler det, der er karakteriseret som ”Unmenschlichkeit als System”.

Kort tid efter, jeg havde anmeldt billedbogen om ”Frikorps Danmark” (http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/b20162304.htm) modtog jeg en aldeles ubehagelig mail fra forlaget Larsen/Bjerregaard. Ikke alene var jeg tilsyneladende Danmarks dårligste anmelder. Jeg byggede også min anmeldelse på løgnagtigt arbejde udført af Claus Bundgaard Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith (”Waffen SS”, Gyldendal, 2015). For da slet ikke at tale om Dennis Larsen og Therkel Stræde (”Bobroisk – en skole i vold”, Gyldendal, 2014). Samt sidstnævntes ”Fortrængt grusomhed”, Gyldendal, 2010. Vi taler her om anmelderroste bøger, der bygger på særdeles grundige studier af et gigantisk kildemateriale.

Det nødvendige udgangspunkt
Når jeg omtaler pejlemærker, er der især én formulering, der har altafgørende betydning. Den står i bogen om ”Waffen-SS”, hvor det hedder: ”Den seriøse, forskningsbaserede historie om Waffen-SS og formidlingen af denne vil derfor altid have nazismen og udryddelseskrigen som helt centrale elementer. Når disse forhold nedtones, glemmes eller bortforklares, er det på sin plads at være på vagt og forsøge at finde årsagen dertil…”

Mere præcist kan det ikke skrives.

Fascinationen af krig
Det er på mange måder forståeligt, at folk lader sig fascinere af krigens fortællinger. De indeholder jo i bund og grund det helt basale i fortællingen om menneskets tilværelse: kampen for hæder på valpladsen, de basale fortællinger om kampen mellem liv og død.
Spændingen, det uforståelig, eneren. Fremragende beskrevet af blandt andet Winston Churchill i ”Mine unge år” – af Erik Maria Remarque i ”Intet nyt fra Vestfronten , Homers ”Iliaden”, - ja antallet af værker er uendeligt. Hvortil kommer andre kunstformer: Picassos ”Guernica” bliver man aldrig færdig med – og så Goyas nethindeætsende ”Los desartres de la guerra” påbegyndt 1810 og Jacques Callots ”Les grandes Misères de la guerre” fra 1633, hvor 30 års-krigens rædsler er skildret i kobberstik. Holocaustmindesmærket i Berlin der udfordrer iagttageren med dets dragende, altopslugende mystik. Stilheden midt i den larmende metropol.

Verden af i går
Stefan Zweig skildrer sin dybe fortvivlelse over menneskehedens forfald i bogen ”Die Welt von Gestern” – hans reaktion på 1. verdenskrigs totale forandring af den kulturelle orden. Intet var og kunne længere blive som før. Men det skulle blot blive værre. Nazismens totale ondskab med dens menneskeforagt byggende på en rædselsvækkende ideologi førte verden ud i et orgie af iscenesat vold som ikke tidligere set. Og spydspidsen i alt dette var netop SS. Uden at Die Wehrmacht kan frikende sig selv for delagtighed i forbrydelserne – glimrende beskrevet i Wolfram Wettes bog: ”Die Wehrmacht. Feindbilder, Vernichtungskrieg, Legenden”, Fischer Verlag, 2002.

Ingen burde kunne gengive, formidle eller beskrive dette uden at fremhæve/understrege, det tyske historikere har beskrevet som ”Unmennschlichkeit als System”. Netop udeladelsen af denne dimension var et af mine ankepunkter ved billedbogen om Frikorps Danmark.

Den norske version
Nu har 2 norske forfattere, Geier Brenden og Tommy Natedal, på det engelske forlag Helion, udgivet en billedbog om de frivillige norske medlemmer af Waffen-SS. Bogen indeholder godt 1.000 ikke tidligere offentliggjorte fotografier med angivelse af, hvilke personer der optræder på det enkelte billede. Navneangivelsen blev tilladt for et par år siden, da Norge offentliggjorde de såkaldte ”landssvigersakene”. Her hersker ikke de rigide danske arkivbestemmelser.
Derfor er det muligt at komme tættere ind på livet af nogle af de frivillige norske SS-soldater. Omkring 16.000 nordmænd søgte om optagelse. Men det var kun godt 5.000, der blev indrulleret.

Bogens tekster, der er ganske grundige, er på henholdsvis engelsk og tysk. De understreger klart, at de to forfattere har udført et grundigt researcharbejde både i deres egne arkiver – de har indsamlet billeder i årevis - og i såvel nationale som internationale kildesamlinger. Nøgternt gennemgår de disse norske frivilliges indsats i de tre områder, hvor de blev sat ind: Kaukasus, Leningrad og Karelen.

Bogen inddrager følgende styrker: 5. SS Panzer Division Wiking, SS Frivillige Legion Norwegen, 1. Polizeikompanie, SS – Schiekompanie Norwegen, SS-und Polizeikompanie, SS-Schiejäger-Batallion ”Norge”, 3. SS- und Polizeikompanie, 23. SS-Panzergrenadier-Regiment ”Norge” og SS-Polizei-Schiejäger-Batallion 506. Hver enhed introduceres med en grundig redegørelse.

Disse enheder blev indsat i nogle af de voldsomste kampe i de nævnte områder. Dog gengives den barske virkelighed – krigens gru – og voldshandlingerne, der i den grad er veldokumenterede – ikke. Hverken i billeder eller i tekst.

Underligt forord
Som tidligere nævnt er teksterne på både engelsk og tysk. Her undrer ”oversættelsen” en hel del. I den engelske version hedder det: ”With this book, we hope to bring this large and unique collection of photographs to the attention of the public. Essentially, it provides a comprehensive picture of the lives of these front line fighters. We condone neither their actions nor their reasons for enlisting on the German side. Although they chose to fight for the wrong cause and were found guilty of collaborating with the Germans during the post-war trials, we feel that this material is of great historic inerest today, nearly 75 years after the outbreak of the war…”

Den tyske version adskiller sig markant herfra. Den omtalte passus findes ganske enkelt ikke!

Det forekommer ikke at være en tilfældighed. Den tyske målgruppe har tilsyneladende en anden tilgang til denne side af historien. På trods af alle mulige restriktioner og vinklinger på historien må man endnu engang konstatere, at den historiske virkelighed har flere dimensioner.

Den redigerede virkelighed
Det kræver ikke mange kig i litteraturen eller opslag på historiske websites for at finde dokumentation for, hvor voldsomme forbrydelser mod menneskeheden disse frivillige SS-soldater gennemførte. Retssager i fuld længde, fotografier, udsagn fra vidner dokumenterer med al tydelighed dette.

Men den billeddokumentation, ”Norwegian Volunteers in the Waffen-SS” fremlægger, går i en stor bue uden om dette. Der er feriestemning, kammeratskab og regulær hygge over materialet.

Det er naturligvis også en del af historien. Derom ingen tvivl. Sådan var det også.

Men. At udgive et så stort billedmateriale uden den mindste antydning af det, SS i den grad stod for, ja det er ganske enkelt en hån mod historien. En hån mod ofrene, der kan tælles i hundredtusindvis. Og det giver endnu engang anledning til frygten for, hvad det er for et billede af ”Unmennschlichkeit als System”, den yngre generation må danne sig.

Tilbage står derfor indtrykket af en helt og aldeles unødvendig og unyttig bog.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Eichmann
Sejr i Europa
Hitler