Menu
Forrige artikel Næste artikel

Over stregen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 186

Af projektforsker, cand. mag. Martin Jensen

Stort set alle de behandlede personer i ”Over stregen – under besættelsen” blev ramt af en dobbelt straf efter befrielsen. For det første samfundets dom, den juridisk straf for handlinger begået under besættelsen. Den anden straf var reaktionen fra familie, venner og kollegaer – oftest var resultatet af denne en udsondring og isolering, der på længere sigt kunne være langt værre end samfundets dom. 

For mange fremstod samfundets straf imidlertid som en så åbenlys uretfærdighed, at de til deres dødsdag mente sig uretfærdigt behandlet, og derfor døde som bitre mennesker. Det skyldtes, at man i retsopgøret blandende to ting sammen, der i et retssamfund normalt ikke bør blandes sammen. Nemlig straf og hævn. 

At hævn og opportunisme spillede en stor rolle i visse sager under retsopgøret får man et klart indtryk af, når man læser bogen. I mange tilfælde forstår man til fulde dette, når det drejede sig om stikkere, terrorister og kriminelle. I andre tilfælde er det noget sværere at forstå efterkrigstidens domme. 

Bogens styrke er imidlertid, at den indeholder bidrag om både stikkere, medlemmer af Frikorps Danmark, nazister og folk der blot havde sympati for Tyskland og tysk kultur. Spændvidden er således imponerende stor. For mig var de mest interessante bidrag dem, der omhandler kulturpersonligheder og akademikere. Ikke fordi historierne om f.eks. C. F. von Schalburg, Ib Birkedal Hansen eller Poul Sommer ikke er interessante, men disse historier har været fortalt før. Derimod er mange af de andre personberetninger nye, i hvert fald for undertegnede. Samtidig er det netop bidragene om f.eks. arkæologen Mogens Mackeprang, juraprofessor Frederik Vinding Kruse og digteren Valdemar Rørdam, der giver mest stof til eftertanke. Måske netop fordi disse befandt sig i gråzonen mellem straf og hævn. Derfor er det værd at se lidt nærmere på dem.

Mogens B. Mackeprang var arkæolog på Nationalmuseet og en dygtig en af slagsen. Mackeprang var allerede inden besættelsen skeptisk overfor parlamentarismen som styreform, bl.a. pga. den manglende forsvarsvilje i Danmark, der efter hans mening havde ført til tyskernes besættelse. Mackeprang leverede i krigens første år en lille håndfuld artikler til Akademisk Aktion, der blev udgivet af National-Studenter Aktion, der havde bånd til DNSAP. 

Efter befrielsen blev der rejst en tjenestemandssag mod Mackeprang, der vedkendte sig sit faglige samarbejde med tyske kollegaer og sin skepsis overfor den parlamentariske styreform. At han skulle have bedrevet landsskadelig virksomhed, nægtede han imidlertid pure. Hans arbejde på museet kunne der heller ikke sættes en finger på. Alligevel blev Mackeprang ved en tjenestemandsdomstol dømt og afskediget uden ret til pension. Officielt var begrundelsen, at han ”i vidt Omfang har givet Udtryk for Synspunkter, der saavel i tyskvenlig som i jødefjendtlig og antikommunistisk Retning laa ganske paa Linie med det Standpunkt, som DNSAP indtog til disse Spørgsmål.” I realiteten blev han altså alene dømt for at være venligt stemt over for Tyskland og være imod parlamentarismen – altså alene dømt for sin politiske overbevisning.

Frederik Vinding Kruse var juraprofessor på Københavns Universitet og ligesom Mackeprang skeptisk overfor parlamentarismen som styreform. I stedet forestillede han sig en art fåmandsvælde, hvor de mest begavede skulle styre landet. I 1940 blev Kruse kontaktet af den tyske gesandt i Danmark, Renthe-Fink, der ville høre, om Kruse ville overveje at blive statsminister i en upolitisk (tyskvenlig) regering. Kruse, der var en kendt personlighed i Tyskland pga. sit juridiske arbejde og sine bøger, takkede nej og kontaktede straks statsminister Stauning og fortalte om opringningen fra Renthe-Fink. Senere under besættelsen husede han bl.a. forfulgte jøder og modstandsfolk og gav penge til modstandsgrupper. Alligevel blev Kruse efter krigen frosset ud af det gode selskab, hvilket tilsyneladende især skyldtes en ihærdig indsats fra Alf Ross. Ross bar rundt på gammelt nag mod Kruse, fordi denne havde været med til at forkaste hans disputats i 1926. Afvisningen var i øvrigt enstemmig. Den sociale udgrænsning af Kruse skyldtes således ikke, at han havde gjort noget strafbart, tværtimod havde han hjulpet modstandsbevægelsen. Den skyldtes kun hans skepsis overfor parlamentarismen og gammelt nag fra en kollega, der nu fik en gunstig lejlighed til at få hævn.

Valdemar Rørdam, der inden krigen var en feteret digter og endda to gange blev indstillet til Nobels litteraturpris, var en anden af de personer, der efter krigen oplevede social isolation og udsondring. Rørdam var, som mange andre borgerlige, stærkt anti-kommunistisk indstillet og hans brøde bestod i, at han i 1941 skrev tre korte digte, der støttede Tysklands angreb på Sovjetunionen. Det mest kendte er uden tvivl ”Så kom den dag”, der blev offentliggjort i 26. juni, 1941. 

Resten af krigen passede Rørdam, der aldrig deltog i politiske debatter eller var medlem af noget parti, sin digtning og sit maleri på Malergården i Odsherred. 6. maj 1945 og en uge frem blev Rørdam holdt interneret, inden han blev løsladt uden anklage. Året efter blev han imidlertid af Dansk Forfatterforenings æresret ekskluderet pga. hans ”tyskvenlige” holdning. Rørdams ulykke var så at sige, at han som offentligt kendt person kom til at bøde for den anti-kommunistiske holdning, som deltes af ganske mange, heriblandt både socialdemokrater og borgerlige. Når man sammenholder Rørdams digte med Scavenius’ ord om ”de store tyske Sejre, der har slaaet verden med forbavselse og beundring” er det da også mere end svært at se, hvori det problematiske skulle ligge. 

Hans Hertels bidrag om Valdemar Rørdam skæmmes i øvrigt stærkt af forfatterens egen meget unuancerede og subjektive indgangsvinkel til stoffet. Tillige bruger Hertel næsten halvdelen af sin spalteplads på alt andet end historieskrivning. Dels får vi hans eget subjektive, og i sammenhængen aldeles ligegyldige, syn på Rørdams digtning, dels kritiserer han andre forfattere og endelig skal vi trættes med et indspark i den nuværende kulturkamp. Ingen af delene hører hjemme i en historisk antologi om besættelsen.

Fælles for de ovennævnte personer der blev dømt og udstødt pga. det, man kan kalde åndelig kollaboration var, at de tilsyneladende ikke havde sans for politisk opportunisme, hvorfor de vedblev at holde fast i deres politiske overbevisning længere end godt var. Det var vel ofte et tegn på en vis politisk naivitet og manglende forståelse for folkestemningen, men egentligt kriminelt var det sjældent.  

Faktuelle fejl er der, bogens omgang taget i betragtning, ganske få af. Enkelte steder kunne man måske ønske sig en mere nuanceret skildring og større kildespredning. F.eks. i Martin Grunz bidrag, hvor den gamle traver om KU’s uniformering beskrives unuanceret og på grundlag af en noget tendentiøs kilde. Alt i alt er der dog tale om en glimrende antologi, hvori mange interessante livsskæbner oprulles. 

Når sidste side er læst, kan man i sit stille sind imidlertid godt undre sig over, hvor forskellig historiens dom kan være. Tænk blot på hvor let nogle kulturpersonligheder i efterkrigstiden slap fra deres omfattende åndelige kollaboration med et styre, der mindede uhyggeligt meget om det nazistiske.   

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Historien om Danmark under 2. verdenskrig
Gode Gud, send mig hjem...
Livet i de røde barakker