Samarbejde og sabotage

Af Erik Ingemann Sørensen

”Historisk Samling fra Besættelsestiden”, Esbjerg, har med en række publikationer markeret sig stærkt som kritisk analyseinstitution af besættelsens mange problemstillinger. Til stor irritation for mange af dem, der endnu ikke har formået at forholde sig kritisk til denne afgørende fase i nyere dansk historie. Det er jo ikke gjort med populistiske fremstillinger af begivenhederne – som i den tale statsministeren holdt den 29. august 2003, hvor han angreb samarbejdspolitikken særdeles voldsomt – og frit og frejdigt bevægede sig ud i et minefelt. Han blev da også sat på plads af særdeles kompetente historikere – bl.a. Hans Kirchhoff – der talte om ”nymoralisme” med al den ”hvis vi nu – og vi kunne da også bare”. Historisk, videnskabeligt har dette overhovedet ingen relevans. Her må de nøgne fakta – hvor ubehagelige de end kan være – bæres frem, analyseres, nøgternt vurderes og kommenteres. Sådan er det. Men ”grundfortællingens” dage er endnu ikke forbi.

Med bogen ”Samarbejde og sabotage – 6 mænd 1940-45” har redaktøren, cand. mag i historie og leder af den historiske samling, Henrik Lundtofte (f.1970), med sikker og fin hånd lagt kortene til en særdeles spændende personmosaik. En mosaik med mange overraskende detaljer. De 6 personer, der tages under behandling er: H.C. Hansen, Henrik Hauch, Ejnar Krenchel, Verner Best samt de 2 kommunister, Hans Peter Poulsen og Frants Gertsen fra modstandsbevægelsen. Altså fra den poliske top til menige modstandsmand. Godt set af redaktøren!

Ph.d. i historie, Niels Wium Olesen, f. 1963, kalder socialdemokraten H.C. Hansen for ”Den kontante demokrat”. Og placerer ham som ”indbegrebet af det danske Socialdemokratis politiske linie under besættelsen.” Baggrunden for en stor del af H.C.’s holdninger relaterer forfatteren til den betydning, Hartvig Frisch med sin bog ”Pest over Europa”, oktober 1933, havde for de unge socialdemokrater. Det bedste bolværk mod fascisme og kommunisme var parlamentarisme, uddannelse, rimelige levevilkår og deltagelse i det politiske fællesskab. Derfor tolererede han heller ikke nogen form for slinger i valsen fra de mere uregerlige fraktioner i DSU. 9.april 1940 er H.C. folketingsmand og partisekretær. I øvrigt den første politiker på Christiansborg den dag. Kort tid efter udsender han gennem partihovedkontoret det cirkulære, der, som det hedder, ”skulle blive mantraet for de næste fem år”: at sikre forbindelsen til arbejderbevægelsen, at holde organisationerne intakte og søge arbejdet videreført. På sæt og vis blev dette en form for overlevelsesstrategi for Socialdemokratiet. Samarbejdsregeringen blev et af midlerne i en nøgtern vurdering af fremtidens muligheder. Om end partiet gang på gang kom i klemme. Både Hedtoft og H.C. faldt som ”ofre” for Renthe-Fink og Scavenius’ opbakning til samarbejdslinien. På trods af Stauning. Men H.C. gjorde det tilsyneladende godt i sit politiske bagland, for ved Rigsdagsvalget i 1943 øgede han sit personlige stemmetal med 6.500.

SOE fik gennem Flemming Muus kontakt til den socialdemokratiske inderkreds. Men igen. H.C. Hansens katastrofescenarier afholdt ham fra at indlede et tættere samarbejde. Det kom dog efter de dramatiske augustdage, hvor H.C. blandt andet var med til at sikre millionbeløb til modstandsbevægelsen.

Som finansminister i befrielsesregringen var han blandt andet med til at gennemføre pengeombytningen. Han holdt sig ikke tilbage for at gå ind i debatten efter befrielsen. Og trods socialdemokraternes store valgnederlag, ja, så overlevede han. Endte i 1955 som statsminister. Hans visioner havde klaret sig.

Mogens Rostgaard Nissen, ph.d. i historie, f. 1965, beskæftiger sig med en af de oversete personer fra perioden, Henrik Hauch, som han kalder ”en af Venstres største politiske lederskikkelser i det 20. århundrede”. Blandt andet som præsident i Landbrugsrådet.  Det er en af styrkerne i dette kapitel, at forfatteren både arbejder med tiden længe før besættelsen og flere år efter. For at se begivenhederne i det rette lys. Hauch var både i 1930’erne og under besættelsen om nogen landbrugets mand. En mand, der fik sat sig mange fingeraftryk på de fleste økonomiske og handelspolitiske spørgsmål. Og som deltager i Kanslergadeforliget i 1933 havde han været med til at ”banke Madsen-Mygdal” på plads. Som en af topfolkene inden for landbruget, der gennem hele besættelsen blev en storleverandør til Tyskland, kom han med i Staunings samlingsregering. Givet uden større lyst, da han efter stridigheder i Venstres folketingsgruppe forlod regeringen allerede i juni. Ingen tvivl om, at han under krigen var landbruget en god mand. Der havde været et tæt samarbejde med ledende tyske repræsentanter. Men udelukkende i landbrugets interesse. Nazist var han absolut ikke. Det er da også typisk, at han ved befrielsen havde tætte forhandlinger med de allierede om eksport til englænderne. Dog uden selv at kunne prissætte.

Hauch bliver landbrugsminister i Erik Eriksens regering i 1950. Men kun frem til 1951, da han træder tilbage efter en bitter strid med efterfølgeren i Landbrugsrådet, Hans Pinstrup. Rostgaard Nissen kaster med sin fremstilling et glimrende lys over den nøgterne og pragmatiske side af dansk samarbejdspolitik.

Henrik Lundtofte, cand. mag i historie, f. 1970, har et fint kapitel om overretssagfører Ejnar Krenchel, der som indædt modstander af sabotagen selv kontaktede tyskerne for at kunne komme til at tale til danskerne i radioen. Tyskerne tog imod ham med kyshånd. Krenchel var pacifist, med en positiv opfattelse af Det tredje Rige – uden dog at være nazist. Det var de sociale og økonomiske resultater, han beundrede.

Hans henvendelse resulterede i alt i 12 radioforedrag i perioden september 43 til september 44. Foredragene brugte han til at angribe sabotagen – i et stigende skingert toneleje – da den efter hans opfattelse ville resultere i et svækket Danmark efter krigen. Modstandsbevægelsen blev sammenlignet med Ku-Klux-Klahn-bevægelsen. Og fordærvet blandt de unge skyldtes Christmas Møllers stemme. Hans radiotaler var absolut ikke uden effekt. Især store dele af den lidt ældre generation så med nervøsitet på de unges adfærd.

Modstandsbevægelsens modtræk var hårde – pædofil, homoseksuel og det, der var værre. Krenchels modtræk resulterede i ”en mere og mere ubehersket agitator, ude af trit med udviklingen”.

Krenchel blev interneret den 6. maj 1945 og fik efterfølgende 8 års fængsel. Selv fortrød han intet – men fastholdt sin hørupske ”hvad skal det nytte” attitude. Fint kapitel om en – måske – glemt samarbejdsstemme.

”Werner Best og den tyske sabotagebekæmpelse” af forskningschef, dr.phil. John T. Lauridsen, f. 1951, er måske bogens mest udfordrende kapitel. Her sættes grundfortællingen virkelig på prøve. Nævn Werner Best for den ældre generation – foragt, vrede, had. Ubehag. Men her omtales han blandt andet som ”en moderne leder og et særsyn blandt de tyske førere”. Forfatteren arbejder med den tese, at ”Best havde opnået i hvert fald Hitlers og Ribbentrops tilladelse til at søge at praktisere den ideale form af ”overvågningsforvaltning” i Danmark. Blandt andet derfor kom der ikke nazister i regeringen i 1942 – og Best’s politik gav ligefrem anledning til ros fra Himmler, fordi hans politik ikke gav anledning til konflikter og problemer. Lauritsen skildrer sider af Werner Best, der bygger på dennes ønske om at undgå modterror og hans forsøg på at stoppe både Pancke og von Hanneken. Men understreger dog, at dødsstraffen over frihedskæmperne for Best var aldeles berettiget.

Best opfattede sabotagen som af ringe betydning. Men august 43 blev hans store nederlag, hvor han aldeles fejltolkede situationen. Og helt galt gik det under folkestrejken i 44.

Lige til sin død fastholdt Best det rigtige – og retfærdige – i sin adfærd. Han angrede intet. (Se bl.a. Siegfried Mattlochs: ”Dänemark in Hitlers Hand”, Husum Verlag, 1988. En bog, der fyldte Ditlev Tamm med væmmelse. Han karakteriserer Best som ”begavet, udspekuleret og sofistikeret. En helt igennem farlig mand.” Kristeligt Dagblad, 13.1.1989)

Men det er absolut et både relevant, spændende og udfordrende kapitel, John T. Lauridsen har skrevet om en mand, der nok mange år endnu vil vække afsky. Både i Danmark og i udlandet.

”Samarbejde og sabotage” slutter med kapitlet ”Bernhard og Kjeld”, skrevet af Mona Jensen, cand.mag. i historie, f. 1954 og Lulu Anne Hansen, ligeledes cand.mag. i historie, f. 1976. Det er beretningen om 2 kommunister fra Odense, som distriktsleder Holger Vivike sendte til Esbjerg for at organisere modstandskampen. Det er som nævnt tidligere godt set af redaktøren, at bogen sluttes af blandt ”mændene på gulvet”.  Bernhard – alias Hans Peter Poulsen – kom til Esbjerg i oktober 1942. Det var ham, der stod bag opbygningen af den organiserede sabotage. Poulsen fik hurtigt kontakt til folk, der var villige til at deltage i sabotagearbejdet, der i perioden april til august 1943 gennemførte op til 50 større eller mindre sabotageaktioner. Og bystrejken i Esbjerg i august 1943 bar entydigt Poulsens fingeraftryk. Men. ”Bernhard” var i mange tilfælde endog særdeles uforsigtig, ville intensivere sabotagen. Gruppen bliver afsløret, hvilket resulterede i, at han – tilsyneladende efter pres fra de lokale – af Ib Nørlund fik kontant ordre om at forlade byen. Kort efter kom han til Sverige. Blev ”parkeret” og kom ikke siden til at spille nogen rolle. Blev på en måde en af de mange glemte. Hvad der hermed er rettet op på.

I februar 1944 kommer Frank Gertsen – kaldet ”Kjeld” til Esbjerg for at reorganisere det kommunistiske modstandsarbejde. Han bliver byleder, drivkraften i etableringen af en undergrundshær og er centralt placeret i arbejdet med den illegale propaganda, sabotager samt ”enkelte likvideringer”. Faktisk er der i efteråret 1944 en undergrundshær på over 400 personer. Konflikter med de borgerlige dele af frihedsbevægelsen undgik han – og med henblik på sabotagearbejdet var han langt mere tilbageholdende end ”Bernhard”. Han tog ansvaret for nogle stikkerlikvideringer, der resulterede i voldsomme repressalier. Noget der pinte ham meget efter befrielsen. Alligevel blev han kaldt hele byens ”yngling”, Selv bliver han arresteret i marts 1945 – anbringes på Staldgården i Kolding, men reddes af befrielsen. Ved hjemkomsten til Esbjerg dagen efter var ledelsesforholdene ændret. Gertsens største arbejde var herefter at ”værne modstandsbevægelsen” mod den kritik, der kom fra flere sider.

”Samarbejde og sabotage” er en både spændende og udfordrende bog, der på fornem vis er i stand til at lægge afstand til både ”nymoralismen” og ”grundfortællingen”. Det er slet ikke så ringe endda. Læserne undrer sig måske lidt over, at anmelderen har anført fødselsår for de enkelte forfattere. Gennemsnitsalderen for forfatterne er 41 år. Givet en afgørende faktor for bogens reelle og skarpsindige analyser.

Anmelderen savner et lille leksikalt afsnit. Mange personer og begivenheder er ukendte for yngre læsere. Men de kan besøge ”Historisk Samlings” egen hjemmeside, der er en glimrende støtte i arbejdet med de 5 år. Selv om man endnu ikke har nået at få Henrik Hauch med i sidens leksikon.