Menu
Forrige artikel

Tyskerpiger

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 361

Af Line Jandoria Jørgensen

”Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør”, er skrevet af professor i historie ved RUC Anette Warring og udgivet af Gyldendal. Bogen udkom første gang i 1994, hvor den var den første historievidenskabelige fremstilling om de kvinder, der var kæreste med tyske besættelsessoldater. Nu er bogen genudgivet med enkelte faktuelle ændringer og med et nyt forord.

I forordet fører Anette Warring os up to date med den videnskabelige forskning på området, og hun sætter de meget følelsesladede reaktioner, hun har fået siden bogens første udgivelse ind i en større analytisk kontekst. Bogens overordnede formål er at udforske relationer mellem nationalitet, køn og seksualitet. Hvad er myte? hvad er realitet? spørger Warring, som med bogen gerne vil se på, hvordan fraterniseringen nærmere kan karakteriseres, og hermed bidrage med nye aspekter af besættelsens politiske historie.
I afsnittet ”Hvem var tyskerpigerne” får læseren et indblik i, hvor mange piger det drejede sig om, og der tegnes et billede af, hvem de var. Dette gøres både på baggrund af den eksisterende forskning på området og ud fra fem interviewportrætter af kvinder, der på forskellig vis havde samkvem med tyske soldater under besættelsen. Portrætterne giver liv til bogen og formår i høj grad at løfte tyskerpigerne fra at være fortidige abstraktioner til levende mennesker, med følelser, håb og drømme. To af bogens følgende afsnit behandler opgøret med tyskerpigerne henholdsvis under og efter besættelsen. Her sættes hadet og hævnaktionerne mod pigerne på overbevisende vis ind i en større samfundsmæssig og kønspolitisk sammenhæng, hvor samtidens kvindesyn og seksualmoral er i fokus.

Bogen er utrolig spændende (og også lidt skræmmende) læsning og kan anbefales alle, der er interesseret i besættelseshistorie og/eller kønsmæssige problemstillinger og erindringskultur. Det var aktuelle emner i 1940’erne, det var de også i 1994, og det er de stadig i 2017. Warrings bog viser, at tyskerpigerne og de forskellige politiske og kønsmæssige diskussioner, der rejses omkring dem, er et kapitel af dansk besættelseshistorie, som vi ikke er færdige med at lære af. I 1945 blev besættelseshistorien meget sort og hvid. Det var en måde at bringe orden i kaos af en ellers broget besættelsestid i den fælles nationale erindring, mener Warring. Med tiden er det billede blødt mere op, men debatten omkring ”Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør” i 1994 viste også, at vi er meget præget af efterkrigstidens konsensuserindring. Warring debatterer på fængende vis både implicit i bogens kapitler og eksplicit i forordet fra 2017, hvordan det stadig kan være svært at indleve sig i tyskerpigernes situationer og forsøge at se tingene fra de personers side, som ikke stod ”på den rigtige side”. At indleve sig betyder at forklare handlinger, mener Warring, ikke at fritage for ansvar. Det handler ikke om at vælge side, men om at se nuanceret på såvel ”heltene” som ”skurkene”. Til dette formål fungerer de fem personlige portrætter af tyskerpiger rigtig godt. De formår at gøre tyskertøserne til mennesker af kød og blod – om man så forstår dem eller ej. ”Vi kan bruge fortiden som et reservoir af erfaring til at reflektere over moralske spørgsmål uden at dømme moralsk. Fortiden blev oplevet forskelligt, og vi har forskellige erindringer. (…) Anerkendelse af forskellige og indbyrdes konfliktende erindringer er en nødvendig forudsætning for en demokratisk erindringskultur og for forsoning om en konfliktfyldt fortid (…)”. (s. 22).

Det kønslige perspektiv i bogen er et andet tema, som stadig gør den yderst aktuel i #Metoo nutiden. Fortællingerne i bogen viser, hvordan opgørene med tyskertøserne havde lige så meget at gøre med den gældende seksualmoral for kvinder som med modstand mod unationale handlinger. Bemærkelsesværdigt er det også, at det typisk var mænd i alderen 17-24 år, der stod for klipningerne og andre mere seksuelt ladede forulempelser af tyskertøserne. Warrings analyse peger på, at opfordringerne til klippeaktionerne formidlede et kønsdiskriminerende og sexistisk billede af tyskerpigerne, hvor disse identificeres med det urene, sygdomsbefængte og dyriske. De italesættes som både en fysisk og moralsk smittekilde for samfundet. ”Det var karakteristisk for den mangfoldige agitation mod tyskerpigerne, at den var stærkt seksuel, fyldt med aggression og kvindeforagt. Tyskerpigerne var jammerlige hundyr, der skamløst udstillede deres brunst, lede tæver, tomhjernede og umoralske tøjter, tøse, hetærer og luddere og så videre” (s. 125). Det får dog læseren til at spekulere over, om der skrevet og smedet lige så meget mod de ”forræderiske” mænd? Var dette nogensinde af seksuel karakter? Blev der skrevet og propaganderet lige så meget mod dem? Blev de forulempet i samme grad også under besættelsen? Det er måske gængs viden for den velbevandrede i besættelseshistorie, men for os andre kunne denne side af sagen give pointerne bredere perspektiv.
Kønsdiskrimination eller ej, så er det sikkert, at læseren bliver opmærksomhed på, hvilke modbydeligheder vi mennesker er i stand til at begå mod hinanden i pressede situationer, hvor grænserne mellem ”de gode” og ”de onde” bliver trukket urealistisk skarpt op. Der skete unægtelig mange større og langt mere alvorlige forbrydelser under krigen end at være kæreste med en tysk soldat, men alligevel fik tyskertøserne en relativ hård medfart, som ovenikøbet ikke kun drejede sig om deres handlinger, men også om deres køn. Måske har vi nu fået krigen på så tilpas afstand til at kunne se nuanceret på både ”helte” og ”skurke”? Afslutningsvis skal Anette Warrings egne ord få lov at runde anmeldelsen af: ”Opgøret med tyskerpigerne var en integreret del af modstandskampen mod den nazistiske besættelsesmagt, men i opgøret reproduceredes udemokratiske, inhumane, halvracistiske og især kønsdiskriminerende holdninger og metoder, der på mange måder lå tættere på den nazisme, man bekæmpede, end på de frihedsidealer modstandskampen i øvrigt rummede. (…) Tyskerpigerne var ikke rene ofre. I sidste instans havde de selv valgt side. Men behandlingen af dem var forankret i den opfattelse, at kvindens seksualitet er national ejendom.” (s. 229)

Historie-online.dk, den 29. november 2017

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Gode Gud, send mig hjem...
Korttegneren og pressefotografen
Sabotør i Holger Danske