Udsigt til forfølgelse
Menu
Forrige artikel

Udsigt til forfølgelse

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 414

Af Palle Andersen, Historisk Samling, Sydvestjyske Museer

Bogens hovedvægt ligger indenfor årene 1938-1943. Fra 1938 blev ”jødespørgsmålet” paneuropæisk, da flere lande foruden Tyskland indførte antijødiske love. Efter besættelsen af Danmark var det samarbejdspolitikken, der muliggjorde, at Danmark havde repræsentationer i en række tyskbesatte lande. Efter 1943 svinder kilderne til jødeforfølgelsen dog ind, da jødedeportationerne var ved at være overståede. Grundlæggende beskæftiger bogen sig med to spørgsmål: Hvilken viden opnåede det danske diplomati om jødeforfølgelserne? Og hvordan agerede man på den pågældende viden? Dvs. i hvilken udstrækning forsøgte man at hjælpe ofrene? Her gør forfatteren opmærksom på, at det sidste spørgsmål bør ses i relation til det råderum, udenrigsministeriet og dets repræsentationer besad. Gesandtskabet i Berlin og repræsentationen i Wien var centrale for oparbejdelsen af viden. Man fulgte udviklingen i den antijødiske lovgivning, men man fik også viden fra en række personsager. Frem til besættelsen var vidensniveauet hos det danske udenrigsministerium højt. Men ministeriet forholdt sig i vid udstrækning passiv-registrerende. Dels havde Danmark en restriktiv flygtningepolitik. Dels måtte man følge et forsigtighedsprincip. Et godt forhold til Tyskland vejede tungt af handelsmæssige og sikkerhedspolitiske grunde. Det ses dog at danske diplomater i nogle tilfælde ydede hjælp, hvor der var tale om personlige bekendtskaber. 

Efter besættelsen af Danmark fik indberetningerne en anden karakter, idet de blev mere registrerende og ikke længere analyserende, vurderende. Ind i 1942 blev ministeriet klar over en ændring i den tyske jødepolitik. Deportationer af jøder fra tyskbesatte områder tog til. Deportationerne affødte en række personsager, hvor danske pårørende efterlyste deporterede og bad om udenrigsministeriets assistance. Det maksimale, ministeriet og gesandtskabet i Berlin kunne opnå, var at få oplyst deportationsdestinationen. Udover dette ville det tyske udenrigsministerium og Gestapo ikke samarbejde. Gesandtskabet fik den erfaring, ”at det intet kan gøre” for jøder ført østpå (s. 141). Hvad vidste udenrigsministeriet om det nazistiske massedrab på de europæiske jøder? Vi får et indblik via en personsag, som foranledigede legationsråd på gesandtskabet i Berlin, Vincens Steensen-Leth, til at skrive et længere brev til ministeriet den 10. september 1942. Brevet viser en stor indsigt i den tyske jødepolitiks dynamik, karakter og mål. Indledningsvist skrev Steensen-Leth: ”Den officielle tyske indstilling overfor jøderne bliver efterhånden som krigen skrider frem stedse skrappere. Jøderne betragtes som folkefjender og ønskes skaffet af vejen, i bedste tilfælde gennem isolering i ghettoer i de dertil udsete områder. Denne indstilling gælder jøderne som race uden hensyn til statsborgerforhold, og målet er indførelse af en jødelovgivning svarende til den tyske i hele Europa, altså også i Danmark”. (s. 143). Hvis der var et ”i bedste tilfælde” var der måske også et: I værste tilfælde. Forfatteren argumenterer overbevisende for, at i det mindste Steensen-Leth besad viden om, at deportationer af jøder blev efterfulgt af massedrab. Hvordan ministeriet tolkede brevet vides imidlertid ikke. Men brevet må være blevet tillagt betydning, siden det landede på ministerens bord og blev drøftet af højtstående embedsmænd.

I begyndelsen af 1943 åbnede der sig et vindue, der tillod ministeriet at være mere aktivistisk. Tyskland tilbød hjemrejse for de danske jøder i Tyskland og i det tyskbesatte Europa, der siden oktober 1941 havde haft udrejseforbud. Fra februar til oktober hjemførte ministeriet mindst 45 danske jøder. En faktor bag ministeriets aktivisme var den viden, man efterhånden opnåede om massedrabet på jøderne fra ministeriets netværk, kontakter og udsendte. Hertil kom den meget direkte nazistiske propaganda, der talte om jødernes ”udryddelse”. Så udenrigsministeriet må senest i sommeren 1943 have haft kendskab til massedrabet. Og muligvis kan tidspunktet føres tilbage til september 1942, jævnfør Steensen-Leths brev.

Bogen, som primært bygger på kilder fra udenrigsministeriets arkiv, som ikke tidligere har været brugt i forskningen, giver os på en afbalanceret og velargumenteret måde en ny indsigt i såvel udenrigsministeriets vidensniveau om jødeforfølgelserne 1938-45 som ministeriets ageren i samme periode.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Medaljens bagside
Dansk antisemitisme 1930-1945
Landesgruppe Dänemark