Menu
Forrige artikel Næste artikel

Christian 4

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 504

 

Af Mikkel Leth Jespersen

Ligesom Middelalderåret i 1999 blev fejret med udgivelsen af værket Middelalderens Danmark(Århus 1999), har fejringen af Renæssanceåret 2006 nu budt på bogen Danmark og renæssancen 1500-1650 (red. Carsten Bach-Nielsen m.fl.) som en del af festlighederne. Derudover har fejringen af Renæssanceåretogså givet anledning til genudgivelser, først af antologien Renæssancen: dansk, europæisk, globalt (red. Marianne Pade m.fl.), og det må også være i anledning af Renæssanceåret, at Politikens Forlag nu har valgt at følge trop med en genudgivelse af Benito Scocozzas biografi af danmarkshistoriens renæssancekonge nummer et, Christian 4. Det er dog ikke første gang Christian 4. bliver genoptrykt. Førsteudgaven er allerede udkommet i fire oplag, så behovet for en andenudgave af den populærere bog skulle være til stede.

Biografien af danmarkshistoriens kendteste konge er fremragende historieformidling. Sammen med Christian 4.s historie fortælles historien om Danmark i perioden fra Frederik 2.s sidste år til enevældens indførelse i 1660. Forfatterens indgående kendskab til periodens historie skinner tydeligt igennem, og det uden at den store informationsmængde på noget tidspunkt bliver anmassende. Kulturhistorien, administrationshistorien, den politiske historie, militærhistorien indgår i fortællingen, og bliver på elegant vis flettet ind i historien om bogens hovedtema, Christian 4. Kongen forlader ikke scenen, før han om eftermiddagen mandag den 28. februar 1648 udånder på Rosenborg slot.

Kilderne til Christian 4.s historie flyder så rigeligt, at Scocozza kan tegne et solidt personligt portræt af kongen uden at forlade den historiske biografi som genre og træde ind i skønlitteraturen. Det skyldes ikke mindst kongens personlige optegnelser, som Scocozza flittigt har benyttet sig af. På billedsiden har man illustreret bogen med et prægtigt, velvalgt og i forhold til første udgaven forbedret billedmateriale. Kan man ikke få tid til at læse hele bogen i første omgang, er billederne i sig selv en oplevelse. Det er dels portrætter af et stort antal af de personer, som optræder i bogen, dels billeder af de mange imponerende bygninger fra Christian 4. tid, hvoraf mange endnu er bevaret – Rundetårn, Børsen, Rosenborg, et genopbygget Frederiksborg mv. Endelig er flere dokumenter aftrykt som illustrationer til bogen, f.eks. uddrag af prins Christians (4.) skriveøvelser.

Hvis jeg skal fremsætte et kritikpunkt, må det være den indledende skildring af Christian 4.s far, kong Frederik 2., som læner sig op af at være en karikatur. Scocozza beskriver alene Frederik 2. som jagt- og krigsgal. At han var interesseret i jagt og krig er ganske vist, men hvilken dansk konge i perioden var ikke det.

Om samtidens forhold til historier og sladder om kongen og den kongelige familie skriver Scocozza: »Men strengt taget var det ikke nødvendigt at pynte på virkeligheden. Det kongelige familieliv havde alle de ingredienser, der tilsammen skaber den gode historie: Den magtfulde bedstemor, den lidt tåbelige og udskejende prins, kammerpigerne i kongens seng, den dydige dronning, den utro hustru, de vanartede frillebørn, de snedige svigersønner, de smukke og uskyldige døtre og ikke mindst kongen som det buldrende og brunstige mandfolk, der regerede og hundsede med den brogede histories figurer« (s. 239). Denne opremsning lyder næsten som en kommentar til Scocozzas egen fortælling af Christian 4.s historie. Sagen er dog den, at selv om alle disse ingredienser er til stede i Christian 4.s historie, er det ingen garanti for, at historien bliver god, eller rigtig god som det er tilfældet med Christian 4. Fortjenesten er forfatterens. Rundt omkring Christian 4. optræder ganske rigtigt alle de i eftertiden så kendte personer, som Christian 4.s tid synes at være så rig på. Tycho Brahe, Corfitz Ulfeldt og dennes hustru, Leonora Christine, kan nævnes, som de måske mest kendte. Som med så mange andre af samtidens personer lagde kongen sig ud med dem alle. Corfitz Ulfeldt blev dog tæt nok på kongen indtil det sidste til, at der blev fremsat anklager om, at han skulle have haft en finger at spille i kongens død. Det højspændte drama fra kongens liv fortsatte ind i døden.

Skulle man ikke have fået læst bogen, første gang den udkom eller anden, tredje eller fjerde gang, så kan jeg kun anbefale den. Læs den i anledning af Renæssanceåret, for hvad der endnu må komme af bøger om renæssancen i løbet af året, vil de næppe kunne hamle op med denne pragtfulde og velskrevne biografi.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Den ekstatiske outsider
Martin Luther King – Historien om en drøm
En maler fra Tyskland