Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den folkekære stalinist. En biografi om Carl Madsen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 783

En forbenet stalinist

Af Preben Etwil, chefkonsulent, cand. polit.

En af de personer, der i høj grad var med til at tegne Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), før, under og efter Anden Verdenskrig, Carl Madsen (1903-1978), har nu fået sin egen biografi.

Han var sjældent direkte involveret i den politiske frontlinje, men fungerede nærmest først som intern og senere som en offentlig påvirkningsagent med sure opstød mod både eget parti, den offentlige mening og myndigheder.

Indtil sit brud med DKP i 1975, var han at betragte som venstreradikal fortaler for en stalinistisk partilinje, der efter Khrusjtjovs hemmelige tale om Stalins forbrydelser i 1956 (og opstanden i Ungarn senere samme år) ikke rigtigt kunne finde opbakning blandt flertallet af partiets medlemmer. Selvom han internt i partiet var i et håbløst mindretal, gik der alligevel tyve år inden, at partiet så sig nødsaget til at skille sig af med (ekskludere) den offentligt kendte og berygtede forsvarsadvokat. Hans stalinistiske åbenmundethed gjorde ham til en direkte belastning for et parti, der efter en lang politisk tørkeperiode, der efter en EF afstemning og et Jordskredsvalg så ud til at kunne tilegne sig en vis parlamentarisk platform. Her var Carl Madsens insisteren på stalinismens lyksaligheder en for stor offentlig belastning – og en åbenlys provokation.   

Først med DKP-bruddet og hans højt profilerede, men tabte Christianiasag i 1978, opnåede han kultstatus i ungdomsoprørets mere venstresnoede cirkler. Om det kan betragtes som folkekær i ordet egentlige betydning, er et åbent spørgsmål, og indtraf under alle omstændigheder meget sent i hans liv. Mere korrekt ville det måske være, at kalde ham intelligent (uden tvivl), ordekvilibrist, kampberedt, stridbar, konfliktresistent, aggressiv og forbenet stalinist.       

Men hvorom alting er, så har historikeren Chris Holmsted Larsen skrevet en ganske god biografi. Velskrevet og fagligt underbygget. Der er tale om en antaget phd-afhandling, der er blevet genskrevet, så den almindelige historisk interesserede læser får en ganske spændende fortælling om en dansk kommunist og hans samtid.

Den starter ret traditionelt med at beskrive Carl Madsens barndom og tidlige ungdom, og her var der ikke meget, der pegede i retning af hans senere politiske livsbane. Det kom først under studierne, hvor han blev draget af det, som man kunne kalde totalitarismens fascination. Det lå så at sige til datidens ungdom. Det liberale demokrati havde spillet fallit. Det var yderfløjende enige om – højre såvel som venstre.

Carl Madsen lagde sit politiske lod i Danmarks Kommunistiske Parti. For ham kunne det ikke blive radikalt nok. Her delte han sit politiske livssyn med en lang række andre unge i det intellektuelle studentermiljø, hvoraf mange var det livet igennem, mens andre enten døde eller skiftede politisk standpunkt.

Men Carl Madsen forblev livet igennem tro mod sine ungdomsidealer. Han var stålsat helt ud i det ekstreme og uden en reel forståelse for at livet, politikken og verdensbilledet ændrede sig over tid.

Carl Madsen var og forblev den samme – først i livet forsøgte han at se fremad, og da han blev ældre, kunne han kun se tilbage. I sin ungdom var han politisk en gammel mand i en ung krop, og da han blev gammel, blev han det, som man bare kalder en gammel sur mand – med spydigheder, sarkasme og politiske statements både til højre og venstre.

Man kan virkelig sige, at Carl Madsen sgu var sin egen.   

Biografien har et ganske udmærket kapitel om Kommunistloven af 1941, hvor kommunister og folketingsmedlemmer grundlovsstridigt blev interneret. Denne internering og de juridiske og politiske komplikationer der lå både under krigen, men især efter krigen, kom til at præge Carl Madsen resten af livet. Især retsopgørets manglende konsekvens over for samarbejdspolitikerne plagede Carl Madsen. Alt kom til at dreje sig om dette nationale svig, og bitterheden var stor – også over for sit eget parti, da han mente, at det fejlede katastrofalt, da det efter krigen både søgte samarbejde med Socialdemokratiet og gradvist forsøgte sig med en teori om en fredelig og parlamentarisk overgang til socialismen. Denne partimæssige politiske fadæse fredede så at sige de svigefulde samarbejdspolitikere i Carl Madsens øjne.

For Carl Madsen var det forræderi mod den sande og virkeliggjorte socialisme, som den blev praktiseret i Sovjetunionen og senere i DDR. Dette i hans øjne politiske svigt førte senere – i 1975 – til et brud med selveste DKP, som han havde viet hele sit voksenliv til.

Dette opgør gjorde ham imidlertid yderst populær i de meget rabiate venstremiljøer, som ungdomskulturen på dette tidspunkt var så rig på. En venstrekritik af DKP var lige noget, disse partier og grupperinger kunne bruge for at styrke sig selv i deres egen politiske ekstremisme. Blindhed over for socialismens sorte sider, så som manglende demokrati og retssikkerhed, samt massive politiske og etniske udrensninger, var de fælles om. På denne front var der fodslav om at lukke både øjne, øre og mund. Diskussionen gik mere på, hvem der praktiserede den rigtige socialisme. Ikke et ord om at socialismen som politisk teori og bevægelse måske også havde en negativ bagside.        

I 1950’erne og 1960’erne var han en markant og offentligt kendt forsvarsadvokat. Han var verdensmester i at gøre tilsyneladende håbløse sager (som han ikke sjældent tabte) til politiske stunt, der satte det borgerlige samfunds retstilstand til offentlig skue, som socialt uretfærdigt. Han havde faktisk ikke meget empati for sine klienter. De var og blev statister i hans politiske kamp mod retsvæsenet. Han havde en fremragende afhøringsteknik, der var kendt vidt omkring og især frygtet. Han drev tit både dommere og politikere op i det røde felt. Han elskede kampen. Han formulerede gennem hele sin juridiske karriere en uophørlig politisk kritik af retssystemet, specielt strafferetsplejen og anklagemyndighedens og retsvæsenets funktionærer.

Forfatteren Chris Holmsted Larsen sammenfatter selv Carl Madsens juridiske indsats på denne måde: ”Et væsentligt område, hvor Carl Madsen har efterladt en håndgribelig arv, er i retssalene, hvor hans særlige juridiske praksis fortsat holdes i hævd af en række forsvarsadvokater, der vedkender sig en taknemmelighedsgæld til den politisk-juridiske praksis som Carl Madsen forfinede igennem årtier….Her har han stået fader til nye generationer af systemkritiske sagfører, der gerne politiserer principielle retssager og udkæmper dem i det offentlige rum…..Hans hovedmission var at nedbryde den borgerlige retsorden og erstatte den med retssystem og en samfundsorden af sovjetisk tilsnit…. Den juridiske politiske aktivisme var, fra de første sager i 1930’erne til den sidste Christiania-sag, først og sidst en bitter klassekamp imod den borgerlige samfundsorden” (p. 426-27).

Carl Madsens forfatterskab, der bl.a. omfatter bøgerne: Den gode læge (1966), En litterær proces(1968), Vi skrev loven (1968), Proces mod politiet (1969), Flygtning 33 (1972), Fortids møre mur (1973) og Når bladene falder (1975) får i biografien en række ord med på vejen. Både indhold og baggrund belyses på kvalificeret måde. Bøgernes generelle træk er, trods den alvorlige baggrund, skrevet i en stærk kritisk og ironisk tone. En stil der gjorde bøgerne ret populære med ret store oplagstal.

Bogen slutter af med ganske omfangsrige noter og kildehenvisninger - at der oprindeligt er tale om en phd-afhandling fornægter sig ikke på dette felt.

Bogen er let læst. Den er interessant, og kommer rigtig godt rundt om et politisk kantet menneske.

Det er gjort godt, så bogen kan anbefales på det varmeste til den, der ønsker at sætte sig ind i en dansk kommunists tanker og livsbane i det tyvende århundrede.    

Historie-online.dk, den 20. september 2017

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Diktatorer - fra Mussolini til Saddam
Den danske Darduse - Kinafareren Sophus Black 1882-1960
Saxo - hans værk - hans verden