Menu
Forrige artikel Næste artikel

D.G. Monrad

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 589

Af Thomas Petersen

Kai Just er en modig og uforfærdet mand. Knap et år efter, at vi er blevet stopfodret med nye bøger, med kilometervis af spalter, proppet med meninger og facts samt efter en tv-serie over 10 afsnit og i bedste sendetid vover han at belemre markedet med endnu en bog om 1864. Oven i købet om en af datidens politiske establishments absolutte hovedfigurer – nemlig den forkætrede og udskældte Monrad.

Forfatteren vil oven i købet forsvare manden. Mindre end et år efter, at tv-seriens lallende og latterlige Monrad-figur satte sig nagelfast på over en million seeres nethinder. Med sin mentor, skuespillerinden Johanne Louise Heiberg, dansende på sin mave. Det er dette ikke særlig charmerende eller retvisende portræt af teologen og politikeren Monrad, baseret stort set udelukkende på Tom Buk-Sweintys storsælgende bøger om 1864, som historikeren, Hf- og VUC-læreren Kai Holmgaard Just (født 1954) vil gøre op med. Han har endog sat sig som mål at forsvare og ikke mindst forklare Monrads adfærd.

Det vil Just angiveligt gøre ved at undersøge det hele menneske, Ditlev Gothard Monrad (1811-87). Og ved at se ham på baggrund af tidsånden, mandens levede liv og ideologiske dannelse. Det gør Just stort set upåklageligt. I hvert fald får læseren revideret billedet af en konseilspræsident, der ikke vidste, hvad der foregik. En konseilspræsident, der lidet flatterende i Buk-Sweintys fremstilling var tung og fedladen, og som bare sjoskede i hælene på kongen og hans følge i Dannevirke-stillingen.

Teolog, filolog, landsbypræst, biskop, rigsdagsmedlem, grundlovs-skriver, konseilspræsident, emigrant. Der er mange epiteter, der kan bruges om Monrads navn. Efter fire år som emigrant vendte han hjem fra New Zealand – for atter at blive folketingsmedlem og biskop helt til sin død i 1887.

I bogens indledning føler Kai Just trang til at slå et slag for den gode biografi. Defineret som en biografi, læseren kan bruge i sit eget liv – et i øvrigt ganske interessant nytte-synspunkt for en historiker. Tillad mig i denne forbindelse følgende citat:

”En spændende biografi handler for mig om et modsætningsfyldt menneske, som har gennemgået såvel opture som nedture i sit liv. Et menneske, der velsagtens på det ydre plan har haft medgang, men det er det mindst interessante. Det mest interessante er det indvendige, herunder de eksistentielle kriser, som mennesket kommer ud for i sit liv, og i særlig grad hvordan disse kriser håndteres og bearbejdes. Sådanne biografier kan læseren bruge til noget i sit eget liv” (side 10).

Just erklærer som sit mål at gøre op med myten om Monrad som en uforklarlig gåde. Han mener, at noget af forklaringen på denne mytedannelse hænger sammen med det moderne menneskes fremmedhed overfor det romantiske menneskesyn, som grundlæggende var Monrads. Han går så vidt som at kræve, at historikeren skal leve sig ind i det dialektiske forhold mellem Monrads ydre og indre univers – mellem ydersiden og indersiden af hans liv. En ambitiøs opgave at stille sig. Denne anmelder fornemmer historiefilosoffen Robin George Collingwood (1889-1943) og hans krav om indlevelse rumstere i kulissen (jfr. ”Idea of History”).

Forfatteren vil gøre op med billedet af en uduelig og inkompetent regeringschef Monrad, der var eneansvarlig for nederlaget på Dybbøl og for tabet af en tredjedel af helstaten Danmarks territorium. Senest manifesteret i Tom Buk-Swientys bestseller-bøger. Just har imidlertid i dem og i andre værker savnet indlevelse i Monrads personlighed og samtid. Han henviser i stedet til Povl Bagges (1902-91) disputats fra 1936, hvor denne understregede, at Monrad besad dialektikerens evne til at se en sag fra flere sider. Det tog ham ofte lang tid at nå frem til en mening i en sag, samtidig med at han lagde sine overvejelser åbent frem.

Just indrømmer, at ganske vist deltog Monrad i den nationalliberale regering, der vedtog den forkætrede novemberforfatning i 1863, men det var nærmest, fordi han med sin politiske indsats i mellemkrigsårene ikke var til at komme udenom. Blandt toneangivende nationalliberale var Monrad ikke vellidt som følge af sin udtalte sympati for helstaten. Det var statsminister C.C. Hald, og ikke Monrad, der i de hektiske decemberdage 1863 nægtede at tilbagekalde den famøse forfatning, der indlemmede hertugdømmet Slesvig i kongeriget og dermed udløste Preussens krigserklæring. Da ingen andre blandt de nationalliberale ønskede at overtage regeringsmagten efter fyringen af Hall, tog Monrad imod tilbuddet fra kongen den sidste dag i december. Det vil sige på et tidspunkt, hvor den tyske mobilisering var i fuld gang og de første tyske tropper var rykket ind i Holsten.

Det er befriende og kenderegnende for al god historieforskning, at Just gennemfører en undersøgelse, hvor Monrad og hans tid vurderes på baggrund af mandens egne forudsætninger og præmisser. For ham og for mange andre i det meste af 1800-tallet var det romantiske livssyn skinbarlig virkelighed. Ifølge Just skal nøglen til en forståelse af Monrads handlemønster søges derfor i hans dybt religiøse livsanskuelse, ifølge hvilken den historiske udvikling er bestemt af et guddommelige forsyn, som det enkelte menneske stort set ikke kan påvirke. Opgaven for politikeren er at begribe Guds vilje og handle i overensstemmelse med den. Volapyk for moderne mennesker, men skinbarlig virkelighed for romantikkens mennesker.

Forfatteren viser, hvordan Monrads historie- og livssyn blev formet gennem barske oplevelser i et barndomshjem, der blev splittet af faderens sindssygdom. Men hvor drengen Ditlev endte som adoptivbarn i et trygt og opmærksomt hjem. Om hans problemer med at komme til rette med sig selv og omverdenen i ungdomstiden, om forelskelser og politisk vækkelse samt om hans poetiske raptus. Herunder hans drøm om at slå igennem som betydelig romantisk digter i stil med det store forbillede Adam Oehlenschläger. Vi hører om den unge Monrads vaklen mellem studier i teologi eller filologiske studier i semitiske sprog – en vaklen, der afsluttedes med det endelige valg af teologien. Det er personligheden Monrad og hans livssyn, som forfatteren gerne vil trænge ind i. Herunder fange periodens komplekse og på én gang både kristne og rationalistiske livssyn.

I studietiden blev Monrad opslugt af den tyske teolog og filosof Friedrich Schleiermacher (1768-1834), som entydigt havde betonet den følelsesmæssige betydning og oplevelsen i udøvelsen af kristendommen. Siden blev den labile unge mand fanget i den store Hegels skoledannende spind. Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), hans fornuftsbetonede helhedsfilosofi og hans dialektik kunne tolkes som en forpligtelse til på én gang at virke i såvel kirkens som statens tjeneste.

For Just er Monrads indtræden på den politiske scene i 1839 derfor ikke overraskende. Den nye konge, Christian 8., og hans aktive andel i tilblivelsen af en fri forfatning i Norge i 1814 var i Monrads optik lovende for, at en lignende parlamentarisk udvikling kunne realiseres i Danmark.

Også den politiske verden er ifølge Hegel Guds. Med hans egne ord er politikken også Verdensåndens virkefelt. Det verdslige og det kristelige var for ham to sider af samme sag, nemlig menneskets moralske opdragelse, dets timelige og åndelige højnelse. Da hovedproblemet i Monrads liv var at bestemme Guds vilje og aktivt virke i dens tjeneste, skal nøglen til en forståelse af Monrad ifølge Just søges i netop hans dybe religiøsitet og hans af Hegel prægede helhedssyn.

I Monrads optik var historien derfor en virkeliggørelse af Verdensåndens vilje. Med andre ord en bestandig fremadskridende fornufts-udvikling, hvor det er Guds forsyn, der bestemmer menneskehedens skæbne. Den kristne politikers opgave var derfor ikke at lede historien efter sine egne påfund, men han skulle ærligt og ufortrødent af alle kræfter stræbe efter at finde sandheden. Samt indordne sig under den, selv om det krævede nok så megen selvovervindelse. I dette arbejde bør politikeren regne med den offentlige mening som et udtryk for sandheden, for Verdensåndens vilje.

Med forfatterens ord: ”Det er en af pointerne i denne biografi i modsætning til tidligere biografier om Monrad, at den anser Monrads tilsyneladende bratte skift mellem ydre og indre verden, mellem politisk og religiøs aktivitet, som en måde, hvorpå eksistentielle  kriser kan håndteres. ---  Det er her afgørende at sætte Monrad ind i en større sammenhæng, især i forhold til tiden og hans eget livssyn. I den forbindelse har det ingen betydning, at Monrads handlinger undertiden kom på tværs af hans menneskesyn, fordi Monrad – hvor meget han end stred imod – som pragmatiker ofte gik på på kompromis med sine idealer”, (side 7f.).

Hatten af for gymnasie- og hf-lærere, der i en travl hverdag finder tid og lyst til at researche og udgive bøger inden for deres fag. Målet med at skrive en biografi om det hele menneske Ditlev Gothard Monrad er i det store og hele lykkedes for Kai Just. Han har givet sin læser værktøjer til på en facetteret måde at forstå en kompliceret og sammensat, men samtidig i ekstrem grad fascinerende og betydende personlighed, der i afgørende grad kom til at sætte sit præg på en lige så afgørende periode i danmarkshistorien.

Biografien er langt hen ad vejen velskrevet, selv om gentagelser samt sommetider lidt knudrede sproglige konstruktioner efterlader lidt pletter på det samlede billede. En interessant og læsværdig bog med et flot design.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Vokseværk - Erindringer 1963-93
Fra min tid
Leni Riefenstahl - Filmmager for Hitler