Menu
Forrige artikel Næste artikel

Hetler – spionen fra højre

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 841

Af Martin Kryhl Jensen, lektor, cand. mag.

Hans Hetler blev født ind i en velhavende upolitisk grossererfamilie og blev med noget besvær uddannet isenkræmmer. Skolearbejdet interesserede ikke styrvolteren Hetler, der var mere interesseret i sjov og ballade end isenkram. Efter at have arbejdet nogle år i hhv. Storbritannien og Tyskland vendte Hetler i 1957 hjem til Danmark, da han skulle aftjene sin værnepligt. Det var her, han blev politisk vakt og udviklede en afgrundsdyb afsky for socialisme og kommunisme i enhver aftapning. 

Efter aftjent værnepligt startede Hetler med økonomisk hjælp fra faderen sin egen engrosvirksomhed, men hans interesse for politik kom hurtigt til at overskygge alt andet. I 1961 meldte han sig ind i De Uafhængige, der var dannet i 1953 af tidligere statsminister Knud Kristensen og havde en stærk borgerlig-national politisk linje. Hetler kastede sig ind i arbejdet med stor energi og kom efter egen opfattelse til at spille en vigtig rolle som problemløser i partiet. I 1964 lykkedes det endda at blive folketingskandidat, men da der opstod tvivl om validiteten af Hetlers stillere, blev han frataget alle tillidsposter og meldte sig i 1966 helt ud af partiet.

Da grosserersønnen Hetler i 1963 skulle giftes med arbejderpigen Connie kom det til et opgør med Hetlers familie, dels på grund af Hetlers betydelige ego, dels på grund af familiens modstand mod at han giftede sig under sin stand. Resultatet blev, at familien ikke deltog i brylluppet, og at Hetler afbrød al kontakt med familien. Den blev dog delvist genoprettet senere, men forholdet blev aldrig godt. Hetler fik dog indimellem økonomisk assistance fra sin fader, da Hetlers eget firma ikke var den store økonomiske succes. De penge, der var, blev brugt på det politiske arbejde, så det nygifte par måtte leve på en sten.

Efter sit brud med De Uafhængige engagerede Hetler sig i Demokratisk Alliance (DA), hvis aktivistiske stil og ideologiske verdensbillede passede den impulsive Hetler perfekt. DA var oprettet i protest mod Kampagnen mod Atomvåben (KmA) og engagerede sig voldsomt i kampen mod de forskellige USA- og NATO-fjendtlige grupper, der dukkede op i Danmark. Man uddelte bl.a. falske løbesedler under KmA’s marcher med tekster som ”Demokrati Nej. Maskinpistoler Ja. Leve Mao” og ”Leve Stalin og formand Mao”. DA’s aktivistiske stil blev taget ilde op af diverse venstreorienterede grupper, der bl.a. angreb et møde i Studenterforeningen i december 1966, hvor Hetler blev slået ned og bevidstløs måtte køres på hospitalet. De hidsige angreb fra venstreorienteret side gav blot Hetler yderligere blod på tanden og gav desuden DA en uvurderlig omtale, man ellers aldrig ville have fået.

Da kommunisten Carl Scharnberg og ligesindede, bistået af Ekstra-Bladet, i foråret 1967 startede en underskriftsindsamling mod krigen i Vietnam, rykkede Hetler og DA atter i aktion. Man udfærdigede falske underskriftslister, som man efterfølgende brugte til at så tvivl om hele underskriftsindsamlingens troværdighed. 

DA drev også egentlig efterretningsvirksomhed, hvor man indplantede folk i forskellige venstreorienterede organisationer. Hetler var en vigtig organisator i dette arbejde og fik her førstehåndskendskab til efterretningsarbejde. De oplysninger, man indsamlede, blev opført i et kartotek over venstreorienterede, der blev anset for at være farlige. Også i dette arbejde var Hetler primus motor sammen med DA-medlemmet Valter Loll. De to fik hjælp af deres respektive hustruer, der gav en hjælpende hånd med i arbejdet med at indsamle og arkivere materiale fra aviser, bøger og agenter. 

Hetlers flair for PR-skabende aktioner kom også til udfoldelse i vinteren 1967-68. I december 1967 brød Det Røde Kabinet sammen, SF blev splittet og VS dannet, og der blev udskrevet folketingsvalg til afholdelse den 23. januar 1968. Hetler lod i den anledning en halvpornografisk tegning af Hanne Reintoft og Pia Dam fra VS trykke og distribuere i København i tusindtalligt oplag. Tegningerne førte – som ønsket – til stor politisk opstandelse. I VS mistænkte man nemlig de tidligere partikammerater i SF, og særligt Kurt Brauer, for at stå bag. Hetler og DA kunne notere sig endnu en lille sejr. 

I 1969 kom Hetler gennem sit medlemskab i Marinehjemmeværnet i kontakt med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der - efter at have set ham an i nogen tid - indledte et samarbejde med ham. Det, der gjorde Hetler attraktiv for FE, var det faktum, at han kontrollerede en række af de agenter, han som medlem af DA havde været med til at indplante i bl.a. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), De Danske Vietnamkomiteers (DDV) forskningsgruppe, Militærnægterforeningen og Socialistisk Ungdoms Forum. Efter aftale med FE skulle Hetler – under dæknavnet Hans Schou – gennem frontorganisationen ”Komiteen til Forfatningens Beskyttelse” videreformidle informationer om forsvarsfjendtlige aktiviteter fra agenterne til FE. FE kunne desuden ved hjælp af såkaldte requests udbede sig informationer om specielle emner og grupper, der var af interesse. Samarbejdet mellem FE og Hetler ebbede ud i 1973, da Hetlers føringsofficer Ulrik Schmidt fik nyt arbejde. Samarbejdets ophør uden nogen tak eller anden form for anerkendelse gjorde Hetler bitter.     

Det hævdes i bogen, at selve FE’s samarbejde med Hetler var ulovligt, fordi det var i strid med regeringserklæringen fra september 1968. Det var dog næppe tilfældet. Forsvaret havde – bl.a. som konsekvens af medlemskabet af NATO – til opgave at holde øje med grupper og personer, der søgte at undergrave forsvaret. Ifølge regeringserklæringen måtte “registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.” Det centrale ord var ’alene’, fordi det betød, at FE (og PET) godt måtte registrere grupper og personer, der beskæftigede sig med andet end lovlig politisk virksomhed. For FE gjaldt det f.eks. DKP, der videregav militære oplysninger til Sovjet, DKU, der ulovligt delte propagandamateriale ud på kaserner, DDV’s forskningsgruppe, der ulovligt indsamlede og offentliggjorde fortrolige militære oplysninger og Militærnægterforeningen, der sendte ’politiske soldater’ ind i forsvaret for at nedbryde det indefra. 

Sideløbende med sit arbejde for FE begyndte Hetler at udgive ugeavisen Minut, der trods trange økonomiske kår udkom i mere end fem år. Hetlers sans for provokationer fornægtede sig ikke trods avisens kronisk trængte økonomi. Da den kendte godsejer, lensgreve og kammerherre Tido Wedell af Frijsenborg således besvarede Hetlers bøn om økonomisk hjælp med en check på 30 kroner, sendte Hetler følgende besked retur: ”Kære lensgreve. Jeg er ked af, at det går så dårligt med landbruget, at De ikke kan ofre mere end én trekvart øre pr. tønde land på Minut. Det kan kun betyde, at jeg har gjort mit arbejde dårligt som fortaler for storgodsejernes interesser. Som bevis for Deres dårlige økonomiske situation, kære lensgreve, vedlægger jeg en check på 50 kroner som hjælp til det betrængte landbrug.”

Hetler kunne i 1975 fejre en bemærkelsesværdig pr-sejr over selveste statsminister Anker Jørgensen, der i Østre Landsret blev dømt for injurier mod Hans Hetler og Minut. Hetler foragtede Anker Jørgensen, der som repræsentant for Socialdemokratiets venstrefløj hyppigt blev udsat for karske angreb i Minut. I 1974 havde den tidligere statsminister fået nok af provokationerne og beskyldte på et møde Hetler og Minut for fascisme og påstod, at bladet var finansieret af bl.a. olieselskabet BP. Hetler greb straks muligheden, anlagde injuriesag og forstærkede sine angreb på ”LO’s statsminister”.  Nederlaget i sagen var en sviende politisk ydmygelse for Anker Jørgensen og en tilsvarende pr-sejr for Hetler. 

Hetler var i det hele taget en mester i at skaffe sig omtale – og dermed reklame – for sig selv og sin lille ugeavis. Retssager mod bl.a. journalisten Nils Ufer og politikeren Mogens Camre gav god omtale, og det samme gjorde en sensationel, men dårligt underbygget, artikel i Ekstra Bladets i 1975 om, at Hetler og DA i 1961 angiveligt havde planlagt at stjæle de islandske håndskrifter i Den Arnemagnæanske Samling, da de stod for at skulle udleveres til Island.       

Hetler fik fra midt i 1970’erne et slags symbiotisk forhold til Ekstra-Bladet gennem journalisterne Søren Jacobsen og Jacob Andersen, der jævnligt drak guldøl med og udvekslede informationer og sladder med Hetler. På den måde fik begge parter ammunition til nye historier og nye gensidige angreb. 

I 1977 indviede Hetler de to journalister i sit samarbejde med FE, og snart rullede sagen som en lavine i pressen og affødte bygevis af spørgsmål til både ministre og FE’s ledelse. Presset af afsløringerne nedsatte regeringen en kommissionsdomstol, der skulle undersøge sagen til bunds. Allerede inden kommissionsdomstolen var færdig med sit arbejde, blev justits- og forsvarsminister Orla Møller tvunget til at gå af. Da kommissionsrapporten udkom i december 1977, blev der imidlertid kun udtalt en svag kritik af FE’s måde at registrere de oplysninger, som Hetler havde leveret. 

Da Hetler efterfølgende hævdede at ligge inde med skriftligt materiale, som domstolen ikke havde haft kendskab til, men efterfølgende nægtede at udlevere det, blev han indsat i Vestre Fængsel, da man håbede, at han derved ville få munden på gled. Formentlig fandtes de påståede dokumenter slet ikke, men Hetler fik atter omtale. Fængselsopholdet blev imidlertid enden for Minut, der under Hetlers fængselsophold blev kapret af den kontroversielle forfatter Erik Haaest. 

Hetler opgav efter sin løsladelse udgivervirksomheden og slog sig i stedet ned som pibemager i Birkerød og fik for første gang i mange år en vis økonomisk succes. Spøgelserne fra fortiden spøgte imidlertid. De mange ivrige kreditorer, der havde finansieret Minut, øjnede nemlig nu chancen for at kradse deres tilgodehavender ind, og i 1981 måtte Hetler med sin hårdt prøvede hustru Connie flytte til Flensborg. Her blev både Hetler og fruen gladere for flasken, og Connie Hetler kæmpede desuden med psykiske problemer. I september 1990 begik hun selvmord. Hans Hetler døde ensom og i stort set ubemærkethed året efter. Journalisten Jacob Andersen fra Ekstra-Bladet, der sammen med kollegaen Søren Jacobsen havde været Helters journalistiske med- og modspillere, skrev i sin nekrolog: ”Han var et dumt svin. Alligevel kunne jeg modstræbende godt lide ham. Han var også en festlig fyr, der ikke var bange for at udføre en vennetjeneste. Hav det godt dernede, Hetler.”  

Frank Toft-Nielsen bog bygger på to kildegrupper. For det første en række interviews med Connie og Hans Hetlers efterladte familie. Informationerne herfra er brugt til at belyse privatlivet og de familiære aspekter og er som sådan uproblematiske. For det andet er en række avisartikler fra 1970’erne og 1980’erne, journalisterne Jacob Andersen og Søren Jacobsens to bøger Spionen der sladrede og Operation Kastanje samt Hans Hetler og Erik Haaests egen bog Agent Affæren Hetler anvendt til at belyse de politiske og efterretningsmæssige aspekter. Toft-Nielsens beskrivelse af disse forhold ligger endog meget tæt op ad især Andersen & Jacobsens bøger. Her indeholder bogen stort set intet nyt.  

Der mangler generelt kritisk distance til forlægget, hvilket kommer til udtryk på flere måder. Ovenfor er allerede nævnt spørgsmålet om lovligheden af FE’s samarbejde med Hetler set i lyset af regeringserklæringen fra 1968. Generelt kniber det især med den kritiske distance, når det drejer sig om efterretningsmæssige forhold. Det forekommer således ikke at være specielt troværdigt, når det uden dokumentation hævdes, at Hetler blev trænet af CIA i anden halvdel af 1960’erne. Da Hetler stifter bekendtskab med den anerkendte journalist og analytiker Brian Crozier i starten af 1970’erne, beskrives det af Toft-Nielsen som om, at der dermed var etableret en direkte linje mellem FE og CIA gennem Hetler. Det angives imidlertid ikke noget kildemæssigt belæg for påstanden. FE havde i øvrigt haft nær kontakt til CIA i to årtier på dette tidspunkt. Den fejlagtige forkortelse af Forsvarets Efterretningstjeneste til FET bliver heller ikke mere rigtig af, at Ekstra-Bladet og andre aviser brugte den i 1970’erne.  

Toft-Nielsen har tilsyneladende ikke forsøgt at finde kildemateriale, der kunne underbygge de politiske og efterretningsmæssige aspekter af Hetler-sagen. Der er ellers rig mulighed for det. FE har i sit arkiv, der er afleveret til Rigsarkivet, en sag om Hetler. PET-kommissionen, der udgav sin beretning i 2009, omtaler Hetler i hele syv af sine 16 bind (og DA i fem bind), og det forekommer højst besynderligt, at Toft-Nielsen ikke har inddraget dette materiale, der oven i købet er frit tilgængeligt på nettet.  

Bogen mangler også et rigtigt noteapparat, især fordi dele af kildematerialet må anses for at være ganske tendentiøst. Der findes ganske vist en kapitelopdelt kildeoversigt bagerst i bogen, men den er reelt intet værd, når man ikke kan se, hvilke oplysninger der stammer fra hvilke kilder. 

Bogen er skrevet i en letlæselig dramatiseret-journalistisk stil, og billedmaterialet er udmærket. Bogens styrke er, at Toft-Nielsen via interviews med den efterladte familie kan tegne et mere nuanceret portræt af Hetler, end vi tidligere har set. Som læser får man et billede af Hetler som en uregerlig spradebasse med stor virketrang, et endnu større ego samt en stor forkærlighed for allehånde verbale provokationer og konfrontationer med politiske modstandere. Hetler var en politisk outsider, der aldrig fik den position eller anerkendelse, han anglede efter. Desværre bliver man ikke som læser klogere på de politiske sider af sagen, og det er faktisk en skam, for Hans Hetlers politiske og efterretningsmæssige virke rummer unægtelig en god historie.
 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Volmer Nissen: I sagens interesse
Solskin for det sorte muld
PH - en biografi