Menu
Forrige artikel Næste artikel

Min egen historie

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 630

Af Erik Ingemann Sørensen

En fremragende fortælling

Verden trak vejret lidt lettere, da USSR’s leder, Leonid Bresjnev, døde i november 1982. Og ventede spændt på, hvem der nu blev afløseren. Men det blev endnu en gammel mand, Andropov, der allerede døde i begyndelsen af februar 1984. Endnu en betonkommunist, Tjernenko, kom til magten. Syg og delvis senil døde han ét år senere. Alt syntes ved det gamle i den stivnede USSR-top. Ingen fornyelse syntes mulig.

Og så skete det, ingen havde regnet med, ingen i vesten havde kunnet forudse. Sovjetunionens ny generalsekretær blev den kun 54-årige Mikhail Gorbatjov. At dette skulle resultere i en total omvæltning af den bestående verdensorden, kunne ingen ane noget om i de martsdage i 1985. Men man kunne håbe på blot lidt fornyelse og en bedre dialog.

Den sværeste tid
Gorbatjovs fortælling begynder den 21. september 2000. 1 års dagen for Raisa Gorbatjovas død. Tabet af Raisa, det at leve uden hende – de havde været sammen i næsten 50 år – dukker op igen og igen hele bogen igennem. Deres ægteskab, samliv, op- og nedture, de lykkelige familiestunder, hendes uvurderlige støtte og indsats slipper ham ikke i fortællingen. Det er rørende og flere steder meget trist læsning. Men herved afslører Gorbatjov, at han – selv om han var en af verdens mægtigste mænd med ”atomkufferten” konstant ved sin side, ja, så er han i bund og grund et ganske almindeligt menneske. Et menneske, der må kæmpe med de sorger og lidelser, der rammer så hårdt. Hans dybe oprigtighed omkring dette er absolut en af bogens mest sympatiske sider.

Den klassiske tilgang
Gorbatjov er bondesøn fra Stavrapol-regionen i Kaukasusområdet. Det lå i kortene, at han skulle fortsætte med landbruget, hvor han i øvrigt var en fremragende fører af mejetærskeren. Men det gik som bekendt helt anderledes. Han indgik i det kommunistiske system. Først i Komsomol og siden i forskellige kadrer, inden han kom til Moskva, hvor han studerede jura, mødte Raisa, giftede sig – for efter endte studier at vende tilbage til Stavropol-regionen, hvor han faktisk har tilbragt halvdelen af sit liv.

Her kommer han i 1955 til statsadvokaturen. Og konstaterer: ”10 år efter krigen levede folk i den yderste fattigdom…” Det var en uhyre opgave for USSR at komme til kræfter efter Den store Fædrelandskrig. Det fremgår særdeles tydeligt, at Gorbatjov både så, noterede og forsøgte at forbedre de kummerlige forhold for befolkningen. At han gang på gang støder ind i det tunge, tunge partiapparatur med alle dets ”apparatjikker”. At han må tage det ene opgør efter det andet med systemet, har helt tydeligt præget hans utrolige satsen på forandringer og forbedringer. Det der i sidste ende resulterede i perestrojka og glasnost. Og til allersidst spillede en central rolle for opløsningen af USSR. Meget mod hans vilje!

Flere gange undervejs sætter Gorbatjov præcise ord på ”udviklingen”: ”Men det afgørende for vurderingen af bresjnevismen i landets politiske historie er, at Bresjnevs ledelse ikke kunne klare sin tids udfordringer. Ved at holde sig til gamle dogmer og forestillinger overså den, at der var dybe forandringer på vej i videnskab og teknik, i folks, landes og regioners, ja, hele verdenssamfundets livsvilkår og arbejde, som indvarslede, at en ny civilisation var ved at tage form…”

I 1971 – i en alder af 40 – bliver han medlem af Centralkomitéen og i 1980 af Politbureauet. Han havde hermed rig lejlighed til at følge den politiske top på tætteste hold. Efter Tjernenkovs død i 1985 noterer Gorbatjov: ”Der var en vis symbolik i dette. Selve systemet lå for døden, dets stillestående gammelmandsblod havde ikke længere nogen livskraft”. Og tilføjer: ”Jeg forstod, hvilken byrde der hvilede på mig”.

De store tiltag og forandringer
Gorbatjov iværksætter som den nye leder af USSR perestrojkaen i april 1985 på SUKP’s plenummøde. Han vidste, at det i realiteten var den eneste vej frem. Og fik opbakning. Ændringen fulgte i hastig rækkefølge. Til tider måske for hastigt. Først kom ”Anti-alkoholloven”, der rent faktisk fik greb om en af russernes forbandelser. I stedet kom forlængelse af levealderen, ”mindre bølleuvæsen” og færre skilsmisser. I dag synes det imidlertid, som om de gamle tider er kommet tilbage. (Boris Jeltsin var just ikke et eksempel til efterlevelse).

Perestrojkaen kunne kun gennemføres med glasnost, fastslår Gorbatjov. Og undrer sig såre over A.I. Solzjenitsyns udtalelse: ”Det var glasnost, der ødelagde det hele.” Vi i vesten har en tendens til at glemme, at nobelpristageren i litteratur faktisk var nationalist. Han var meget andet end den fremragende forfatter af ”Gulag øhavet”. Gorbatjov selv fik fortjent Nobels fredspris i 1990. At Obama fik den i 2009 – kun 10 måneder efter sin tiltræden som USA’s præsident – kan stadig give anledning til stilfærdig undren.

Mødet I Reykjavik mellem Reagan (”Dinosauren”) og Gorbatjov (”tykpandet bolsjevik”) blev en af de afgørende faktorer for, at verden så småt begyndte at bevæge sig bort fra atomafgrunden. Langsomt, skridt for skridt, men væk. Der havde været adskillige tiltag forinden. Men på en måde står mødet i Island som en slags højdepunkt. Og symbol.

Måske var det Gorbatjovs brud med Bresjnev-doktrinen, der i sidste ende resulterede i, at østblokken gik i opløsning på en næsten fløjlsagtig måde. Det var egentlig kun i Rumænien, det kom til væbnet konfrontation. Der var tale om en slags dominoeffekt – pudsigt nok et amerikansk udtryk af Eisenhower brugt om den kommunistiske trussel. Perestrojkaen og Glasnost resulterede i en uventet udvikling.

Dog hviler der en skygge over Gorbatjov. Katastrofen på atomkraftværket i Tjernobyl i april 1986 blev forsøgt holdt skjult – senere afdæmpet. Der gik hele 18 dage, før Gorbatjov trådte offentligt frem og fortalte, hvad der var sket. Det styrkede ikke den vestlige tro på nye tider.

http://www.youtube.com/watch?v=0k3wnXBE5S0

Pludselig slut
Og så – i løbet af forbavsende kort tid – gled det hele Gorbatjov af hænde. Det amatøragtige kup i Moskva i august 1991, intrigemagerne i Kreml og den mere end almindeligt populistiske Jeltsin gjorde udslaget. Herefter gik det hastigt ned ad bakke for reformatoren Gorbatjov. Han blev tilsvinet og hånet – og 1. juledag 1991trak han sig. Da han stillede op som præsidentkandidat i 1996, blev han i den grad chikaneret af Jeltsin-fløjen. Det er rystende læsning om forholdene i det nyfødte demokrati. Og det er absolut ikke venlige ord, Gorbatjov giver Jeltsin med på vejen: ”Han manglede ganske enkelt selvbeherskelse”. Og: ”Ikke desto mindre fortsatte Jeltsin
sin usurpatorvirksomhed, idet han påbegyndte ødelæggelsen af USSR”. Her mere end antyder Gorbatjov, at Jeltsin trak i kupmagertrådene på en noget anderledes måde end ellers fremstillet. Det er absolut en af bogens mange spændende sidebemærkninger. Men Boris Jeltsin blev på en måde en slags Vestens darling. Men man skal ikke glemme, at det var ham, der traf beslutning om at invadere Tjetjenien.

At Mikhail Gorbatjov blev leder af USSR i den iskolde tid, er måske en af de største og vigtigste begivenheder i den periode, der kaldes ”Den kolde krig”. At det var en bondesøn fra Stavropol, en b-skuespiller fra USA og en taskesvingende lady fra England, der stod bag den nye verdensorden, lå just ikke i kortene, da Thatcher som den første af de tre kom til magten i 1979.

”Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet”, udtalte Gorbatjov til Honecker i anledning af DDR’s 50 års statsjubilæum. Gorbatjov kom absolut ikke for sent.

Det er en fornem bog, Lindhardt & Ringhof her har udgivet. Medrivende i sin fortælling – afslørende – og ikke mindst: menneskelig. Den kan man ganske enkelt ikke komme uden om. En fremragende udgivelse.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Arkitekt Hack Kampmann
Man skal dø ung
Bismarck. Jernkansleren. Europas statsmand