Olaf Olsen: Mit levned
Menu
Forrige artikel

Olaf Olsen: Mit levned

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1215

Af Thomas Petersen, univ. lektor emer.

Usentimentale, krystalklare, vel skrevne, underspillede og morsomme. Det er blot nogle af de plusord, der popper op under læsningen af historikeren og arkæologen Olaf Olsens (1928-2015) erindringer fra 87 års levet liv. Tyve år som menig, men alligevel yderst aktiv museumsmand, dernæst ti år som universitetslærer og grundlægger af faget middelalderarkæologi og slutteligt fjorten år som entreprenant og succesfuld rigsantikvar. Ophavsmand til myriader af ideer, igangsætter af et utal af forskningsprojekter, redaktør af store historiske værker, tovholder for mange udgivelser. Selv skribent med en alenlang publikationsliste. Man kunne blive ved. Kort sagt – ganske vist fortærsket, men alligevel et fyrtårn i et halvt århundredes danske historie og arkæologi.

Olaf Olsen voksede op sammen med brødrene Erling (økonom, politiker, minister og formand for Folketinget) og Sverre (økonom og bankdirektør) i et professorhjem i København. Men ikke i et helt almindeligt professorhjem. Faderen, historikeren Albert Olsen, var oprindeligt udlært grovsmed, var en glødende socialdemokrat på partiets venstrefløj med såvel journalistiske som akademiske ambitioner. En bulderbasse derhjemme og lidt af en marxistisk havkat i datidens konservative faghistoriske hyttefad. Olaf fik aldrig et godt forhold til sin far – i hvert fald ikke, mens denne levede. Først efter faderens tidlige død som kun 59-årig i 1949 opdagede sønnen de positive træk, det fædrene ophav også rummede. Måske er det derfor, at far Albert konsekvent i bogen staves som Far - med stort F.

Moderen, Agnete Olsen, var af dansk-jødisk afstamning. Faderen en Bing og overlæge, moderen fra det kendte veksellerfirma Henriques. Den venstredrejede svigersøn faldt aldrig rigtig til i svigerfamilien. Selv om det trods alt hjalp en smule, da han blev professor – først i Aarhus i 1930, senere i København. Ægteskabet havde fra begyndelsen været op ad bakke. Den kun 20-årige arkitektstuderende Agnete havde mødt den 35-årige historiker Albert under et historikermøde i Oslo. Var blevet stormende forelsket og forlovede sig på stedet. En forlovelse, som forældrene ved hendes hjemkomst sporenstregs annullerede. Men samme dag, Agnete fyldte 21 og blev myndig, tog hun toget til Helsingør for her på rådhuset at blive borgerligt viet til sin Albert. 

Forfatteren kalder sin bog ”Et liv i arkæologiens og historiens tjeneste”. Der er følgelig ikke noget mærkeligt i, at netop han kom til at grundlægge faget middelalderarkæologi på Aarhus Universitet. En hybrid mellem historie og arkæologi. Et fag, der ved at inddrage såvel skriftlige som jordfundne kilder har beriget såvel den akademiske som den museale verden med kærkomne kandidater. Med andre ord endelig et fag, der slog bro mellem historien og arkæologien.

Rigsantikvar var Olaf Olsen i 14 år – fra 1981 til 1995. Men hvilke år. Han mødte et Nationalmuseum med flad struktur og 70´er sygdomme, men forlod det rekonstrueret og med en effektiv ledelsesstruktur. En vanskelig og træg proces havde det været. Men undervejs havde han skabt et helt nyt og opdateret museum for den nette sum af 300 mio. Den rige Egmondfond var udgangspunktet med først et par millioner til planlægning og dernæst med en grundbevilling på 100 mio. Selv om fonden egentlig mere var til det sociale end det museale. Men med denne grundbevilling i hus gik Olsen til kulturminister Mimi Jakobsen – og vupti, så var der 300 mio. i puljen. Ombygning, modernisering og nyordning førte til et totalt forandret Nationalmuseum, der i alt for mange år havde ligget i en form for tornerosesøvn.

Undervejs var Olaf Olsen en ihærdig og arbejdende redaktør af store historiske værker som f.eks. Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie. Og ikke mindst af Den Store Danske Encyklopædi, hvis mange og fagligt yderst forskelligartede opslag han ikke blot læste, men også sprogligt kommenterede og gjorde alment forståelige. Et dansk sprog - karsk, renset for unødvendige fremmedord og ikke mindst naturligt – præger Olsens redaktionelle arbejde. Ligesom det også præger den foreliggende bog.

Dertil er den både afvæbnende lun og selvironisk. Mere jysk end nordsjællandsk. De ti år på Moesgaard, udgravningen af Fyrkat og erhvervelsen af den firelængede gård på Alrø gjorde udslaget. Kostelige er Olsens førstehånds-erfaringer i efterkrigsårene med nyligt afnazificerede tyske historikere og arkæologer. Men også oplevelser sammen med den stokkonservative historiker Vilhelm la Cour, der i øvrigt havde været Far Alberts konkurrent til professoratet i 1936, på en togrejse til Slesvig og Dannevirke får lattermusklerne i kraftig bevægelse. Da den tyske tolder ønsker la Cour velkommen til Tyskland, replicerer denne arrigt med at korrekse til, at toget aldeles ikke er kommet til Tyskland, men til Sydslesvig.

De travle og ”herlige arbejdsår”, som Olsen selv kalder sine tyve år som museumsinspektør ved Nationalmuseet, bliver måske til tider i bogen lidt vel indforståede og overfyldt med navne. Ikke mindst for den ganske vist alment interesserede, men ikke fagligt vidende og engagerede læser. Livet igennem var danske kirker Olsens passion. Det begyndte i studenterårene og fortsatte livet ud. Han var i alle årene tovholder på det store og grundlæggende bogværk om Danmarks Kirker. Mindst halvdelen af de mere end 2000 kirker har han besøgt for mere end blot et syn. Danske præster spænder i Olsens erfaring fra de skarpeste hjerner og mest sympatiske mennesker til skrækkelige fanatikere og ligegyldige personager. Han afstår ikke fra at sige sin mening – også, selv om den er barsk og måske ilde hørt.

Undervejs i bogen kommer læseren vidt omkring. Besættelsesårene som flygtning i Sverige som følge af faderens politiske aktiviteter og moderens jødiske afstamning. Grundlægger af undervands-arkæologi og aktiv i oprettelsen af Vikingebådsmuseet i Roskilde. En proces, hvorunder Olsen også uddannede sig til dykker. Det selvironiske udtryk Pamper-Olsen med mere end 70 formands- og bestyrelsesposter. Og endelig Tapetkomplottet. Den fornøjelige og interessante historie om fødselsdagsgaven til Majestætens 50-årsdag – Bjørn Nørgaards gobeliner til riddersalen på Christiansborg. Om Dronning Margrethe engagement i projektet, hendes nemme kommunikation med den tidligere provo-kunstner og ultimativt hendes udstedelse af en medalje til Tapetkomplottets medlemmer. Formodentlig den eneste medalje i verden med et finurligt tvist. 

Olsens privatliv fylder ikke meget i bogen – i hvert fald sammenlignet med arbejdslivet. Han bliver gift og får en søn. Det er stort set, hvad læseren får at vide på de første mange sider. Når man lige ser bort fra tiden indtil studentereksamen. Da han tiltræder professoratet i Aarhus, nægter fruen at flytte med. Olsen afslutter konsekvent (et skrantende?) ægteskab og flytter sammen med kvinden i sit liv – faghistoriker og soulmate Rikke Agnete, som han et par år tidligere havde lært at kende på Nationalmuseet. Sammen med hende indretter han en firlænget gård på Alrø i Horsens Fjord til hjem, bibliotek, arbejdsplads og historiker-rede. Og endelig – på de sidste sider i bogen får følelserne fuld skrue, når han som en forelsket og aktiv pensionist begejstret skriver:

”Rikke har --- med aldrig svigtende energi og kærlig hånd --- styret vort hjemmeliv, hvor hun i al stilfærdighed --- har taget den største del af sliddet på sine skuldre. --- I vore faglige gøremål har vi i alle årene gensidigt kunnet støtte og opmuntre hinanden. Det har både været nyttigt og morsomt. Her har det som i alle livets øvrige anliggender været os til gavn, at vi så at sige altid tænker på samme måde, glædes over det samme og harmes ved det samme. Og når vi ikke er sammen, længes vi altid efter at se hinanden igen. Kan man ønske sig mere af livet? Jeg kan ikke”, (side 276).

Bogen er med andre ord den oplagte julegave til enhver historisk interesseret læser. Selv om den undervejs sporadisk bliver lidt lang i spyttet og forfalder til namedropping. Men Olsens karske meninger, beretningen om hans mange og succesrige gøremål samt ikke mindst hans smukke danske sprog tilgiver meget. 

Historie-online.dk, den 18. december 2017

 

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fører uden folk
Velfærdssamfundets datter
Napoleon Bonaparte - Mennesket og hans bedrifter