Menu
Forrige artikel Næste artikel

Oprørere

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 578

 

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Der er noget positivt ved oprørere (undtagen sikkert, hvis man selv er den, der bliver gjort oprør imod). Det er personer, der tror så meget på en sag, at de er villige til at kæmpe for den – også i yderste konsekvens. Men der er også noget naivt over oprørstanken, og det er jo også charmerende. Man kan gøre oprør imod så meget, men det som forfatterne og redaktøren til denne bog har sat sig for at undersøge, er de personer i danmarkshistorien, der har villet gøre oprør mod det bestående, mod magthaverne – ikke mindst den enevældige kongemagt. Det er næsten alle personer, der har ønsket en anden måde at organisere samfundet på. Og med al ønskelig tydelighed viser beretningerne om de enkelte oprørere, at det aldrig har været en let sag at begive sig ud i.

Bogens oprørere har næsten alle ytret sig heftigt i den offentlige debat, men de fleste af dem er også med større eller mindre brutalitet blevet bekæmpet af dem, de kritiserede (og deres håndlangere). Magthaverne har følt, at nogle af disse skribenter har været yderst farlige – f.eks. P.A. Heiberg og J.J. Dampe. Deres penne rystede den enevældige konge og hans embedsmænd, fordi disse frygtede, at skriverierne kunne give anledning til et egentligt oprør. Og de repressive midler har været ganske drastiske, f.eks. landsforvisning eller mange års fængselsstraffe. Men der er bestemt forskel på de forskellige personer. Således er Struensee også med som en af oprørerne, og det bliver jo straks noget anderledes, eftersom han de facto havde magten i den korte tid, han drev landet på vegne af en sindssyg konge. Han fik faktisk gennemført nogle af sine punkter, men reaktionen slog igen og fik ham arresteret og henrettet. Så var han nu også en oprører – eller var han et dygtigt magtmenneske med en plan, som blot var for tidligt ude?

Også Louis Pio og Aksel Larsen adskiller sig fra enevældens skribenter, fordi de faktisk gjorde forsøg på at mobilisere masserne til at omstyrte samfundet, og i den forstand altså var mere potentielle faktiske oprørere end mange af de andre. Og hvordan var Frode Jacobsen en oprører? Han gjorde naturligvis oprør mod besættelsesmagten, partivældet og adskilte sig meget fra andre af tidens politikere, men vi er i hvert fald inde på en mere diffus (moderne?) form for opposition/oprør.

Tolv personer fra danmarkshistorien bliver portrætteret i bogen, og lad mig blot slå fast, at det er meget spændende læsning. Forfatterne, der alle er velskrivende, benytter lejligheden til at fortælle danmarkshistorie med bred pensel, men naturligvis med udgangspunkt i den portrætterede oprører og de midler og metoder, hvormed statsmagten bekæmpede oprørerne. Og det var ofte meget brutalt og fortæller vel egentligt meget om en bestemt tidsperiodes politik. Det er der kommet nogle gode kapitler ud af, og der er grund til at anbefale bogen til alle, der interesserer sig for politisk historie. Undertegnede er ikke vidende i alle de historiske perioder, der beskrives (sådan cirka 1500-1970), men det synes som om, man får meget væsentligt at vide formidlet af kompetente forskere, og det er jo ikke så ringe. Og det er spændende at gribe fat i oprørsaspektet som et udgangspunkt for at skrive historie og biografi. Man kunne formodentlig godt pille nogle andre centrale begreber ud, som kunne gøres til omdrejningspunkt for sådanne historiske fremstillinger – men uproblematisk er det naturligvis aldrig.

Som læservejledning kan det nævnes, hvilke personer, der er tale om:

Ambrosius Bogbinder – død 1536 (af Alex Wittendorf)

Christoffer Dybvad – ca. 1577-1622 (af Morten Fink-Jensen)

Jacob Worm – 1642-ca. 1693 (af Benito Scocozza)

Johann Friedrich Struensee – 1737-1772 (af Asser Amdisen)

Niels Ditlev Riegels – 1755-1802 (af Morten Petersen)

Peter Andreas Heiberg – 1758-1841 (af Peter Henningsen)

J.J. Dampe – 1790-1867 (af Kenn Tarbensen)

A.F. Tscherning – 1795-1874 (af Kenn Tarbensen)

Pauline Worm – 1825-1883 (af Lise Busk-Jensen)

Louis Pio – 1841-1894 (af Jens Engberg)

Aksel Larsen – 1897-1972 (af Kurt Jakobsen)

Frode Jakobsen – 1906-1997 (af Palle Roslyng-Jensen)

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Oluf Høst
Grevinden - et portræt af grevinde Danner
At vise flaget