Menu
Forrige artikel

Spurven

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1424

 

Af Bjarne S. Bendtsen

Historien om Vera Schalburg, den smukke spion, er på enhver måde fascinerende og dramatisk, som bogens undertitel siger. Den rummer nærmest alle de træk, man kan forlange af og typisk finder i klassiske krimier og spionromaner: En smuk, eksotisk og erotisk kvinde, der som en klassisk femme fatale er indhyllet i mystik på alle planer, en berømt – og berygtet – bror, kontakter til de højeste samfundslag, krig og revolution, stoffer, psykisk ustabilitet, mord- og selvmordsforsøg, hemmelige børn, som måske er virkelige, måske ikke, og som måske stadig er i live et eller andet sted i verden etc. etc. Eller med journalist og debuterende forfatter Kirstine Kloster Andersens egne ord i bogens indledning, så indeholdt Vera Schalburgs liv, som hun tilfældigt læste om i et gulnet avisudklip, ”alle komponenterne til at drama: krig, kærlighed, spionage, bedrag og løgn.” Kogt helt ned – med et citat fra den ungarske militærhistoriker og journalist Ladislas Faragos ifølge forfatteren noget kulørte bog ’The Game of the Foxes’ fra 1971 – historien om ”en kvinde, som hele tiden syntes at have svinget mellem verdens ældste og næstældste professioner.” Men, hvis alt dette i sig selv lyder en kende kulørt, så er ’Spurven’ samtidig en grundigt researchet bog af den dokumentariske genre, som Kirstine Kloster Andersen betegner den i bogens korte slutafsnit, der sobert gør op med alle myterne om denne mystiske kvinde, og den er fortalt på dreven og absolut medrivende vis fra start til – næsten slut.

Min eneste indvending er, at man hen mod slutningen af bogen mister den intense følelse af være helt tæt på Vera Schalburg for i stedet af komme ud på et lidt pudsigt men dog egentlig ganske interessant sidespor om den britiske Vera-stalker, er han vel nærmest: Lionel Campuzano. Ham kommer det til at kredse vel meget om i bogens sidste kapitler, hvilket måske er uundgåeligt, dels fordi han synes at have haft en aktiv rolle i at udbrede mindre præcise historier om Schalburgs liv, dels fordi der tydeligvis ikke har været meget konkret i arkiverne om hende efter Anden Verdenskrigs afslutning. Lever hun, som et Campuzano-orkestreret rygte siger, til 1993? Hvor? Eller hvad? Har hun efterladt sig børn? Det kan man selv læse sig frem til i bogen.

Fortællingen lægger ud med det, der skulle blive starten på enden for den smukke spions karriere på scenen for skæg og blå briller: Et ekstremt klodset og inkompetent spiontogt til Skotland, sat i scene af det tyske militærs hemmelige efterretningstjeneste Abwehr. Men på grund af operationens helt uhørt dårlige forberedelse og udførelse, så er der i eftertiden opstået forskellige konspirationsteorier om, hvad dens egentlige sigte skulle have været. Og mere eller mindre troværdige historier om, at Vera Schalburg skulle have været dobbeltagent – måske endog tripleagent. Under alle omstændigheder havde hun en fortid som sikkert ufrivillig agent for Sovjet, mens hun arbejdede som danser på natklubber i Paris for at forsørge familien. Siden var hun i nazisternes sold, og efter fangenskabet i Storbritannien havde hun muligvis en rolle som dobbeltagent – hvordan undslap hun ellers galgen, som hendes to følgesvende på togtet til Skotland havnede i, og som var den typiske endestation også for kvindelige spioner?

Efter den spændende indledning om det håbløse spiontogt, går Andersen tilbage i tiden og ruller Vera Schalburgs fortid op, med afstikkere helt tilbage til slægtsnavnets tågede oprindelse i Baden-Württemberg i 1100-tallet, farfarens deltagelse ved Dybbøl i 1864, men med fokus på en grundig beskrivelse af hende far, August Theodor Schalburgs jagt på lykken uden for Danmarks grænser. I modsætning til de fleste andre udvandrere i samtiden rejste han mod øst og bosatte sig på den anden side af Uralbjergene, hvor han var del af en dansk udvandring på omkring 2.000 mennesker, der efter århundredskiftet slog sig ned i Sibirien. Han blev gift med en russisk kvinde i 1905, og parret fik i 1906 sønnen Christian Frederik Schalburg, den senere så forkætrede leder af det nazistiske Frikorps Danmark, Vera to år senere og efter endnu to år lillebroren August. De tre børn voksede op i krydsfeltet mellem dansk højborgerlig kultur og russisk adel, skriver Andersen, hvilket er den nærliggende forklaring på deres vanskeligheder med at passe ind ikke mindst i det danske samfund. Og forklaringen på et noget ambivalent forhold til tyskerne, som ellers skulle komme til at definere både Vera og hendes storebrors skæbner. Det er som sådan helt forståeligt, da de på den ene side nærede et voldsomt had til tyskerne som følge af Første Verdenskrig, hvor store dele af deres russiske familie mistede livet ved fronten i kamp mod tyskerne. På den anden side nærede de et endnu større had til bolsjevikkerne og revolutionens Rusland, som sendte familien Schalburg på flugt og ud i en økonomisk og statusmæssig deroute.

Brorens deltagelse først i Den Finske Vinterkrig imod de forhadte bolsjevikker og siden hans deltagelse som SS-officer på Østfronten, hvor han faldt i 1942, behandles over nogle kapitler, som bygger på Mikkel Kirkebæks bog ’Schalburg – en patriotisk landsforræder’ (2008), der i det hele taget er en væsentlig kilde til ’Spurven’. Dette skyldes ikke mindst, at Kirstine Kloster Andersen ikke har kunnet få adgang til en privat samlers arkiv over Schalburg-familiens private breve – i modsætning til Kirkebæk – hvilket tydeligvis og forståeligt nok har ærgret hende.

Efter Vera Schalburgs tilfangetagelse i Skotland havnede hun i briternes tophemmelige spionfængsel, Latchmere House i Richmond i det sydvestlige London, hvor en væsentlig del af ’Spurven’ foregår med levende beskrivelser fra forhørene og hendes usammenhængende historier. Siden kom hun i kvindefængslet Holloway og derpå i en interneringslejr på Isle of Man.

I flere af aviserne har anmelderne slået på den oplagte parallel mellem Vera Schalburg og den vel mest berømte af alle kvindelige spioner: den hollandske danserinde og kurtisane, sexsymbol og spion, som internetopslagene om hende siger, Mata Hari, der blev henrettet af franskmændene under Første Verdenskrig som tysk spion. Altså igen kombinationen af det ældste og næstældste erhverv for kvinder – i en noget misogyn optik. Men Vera Schalburgs historie mangler dog den glans, som Mata Haris trods alt havde – der var faktisk rigtig mange triste sider ved Schalburgs liv: Hun var narkoman, patologisk løgner og i høj grad depressiv og psykisk ustabil. Og dét er smukt og indlevende skildret i ’Spurven’.

Navnet Spurven, som var familiens kælenavn for hende, passer således på en måde godt til Vera Schalburg – det forpjuskede, skrøbelige, der tilsyneladende i lange perioder var over hende. Men nogen grå almindelighed var hun absolut ikke, hvis spurvene vil have mig undskyldt for denne grove generalisering og stereotype misbrug af deres væsen og udseende. På russisk betyder Vera ”den sande”, oplyser Andersen – og påpeger, at denne betydning er noget ironisk i lyset af alle de løgne, hendes liv skulle blive spundet ind i. Hun beskrives ganske enkelt som lystløgner i bogen, hvilket virker som en præcis karakteristik, og hvilket naturligvis ikke har gjort mængden af myter om hendes liv mindre. Dem har Andersen på stringent vis søgt at udrede.

Det er en særdeles velskrevet bog om en mystisk kvindes spændende og dramatiske historie, som bestemt er værd at læse – selv om Vera Schalburg forsvinder lidt for læseren i de sidste lange kapitler, hvor der er vel meget fokus på arkivarbejdets blindgyder. Men ok, så får man da også noget at vide om det, hvis man ikke selv skulle have lidt den tort at lede og lede og finde – ingenting. Det er jo det potentielt bitre ved den slags sport, at man kan bruge år på at researche til en bog, der ender med at blive meget tynd. Dét er Kirstine Kloster Andersens bog på ingen måde, og den kan varmt anbefales.

Historie-online.dk, den 21. november 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Dikter, journalist og opplysningspioner
Under kastanjetræet
Mit hjerte blev skabt til kærlighed