Menu
Forrige artikel Næste artikel

Tage Skou-Hansen - Et forfatterskab

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 443

Af Niels Kayser Nielsen

Det er flot, at Gyldendal udsender denne bog om Danmarks største nulevende forfatter. Det er også fint, at det er Nils Gunder Hansen, der har skrevet den. Han er den, der er bedst kvalificeret hertil. Og det er en glæde at kunne konstatere, at der er kommet en fornem monografi ud af arbejdet.

Bogen har undertitlen et forfatterskabsportræt. Det lader ane, at der er tale om litte­rære værkanalyser. Undertitlen er da også valgt med rette. Der bruges eksempelvis små 50 sider på en gennemgang af De nøgne træer, ligesom Mikkelsen-bøgerne også får, hvad de skal have. For slet ikke at tale om Historien om Aksel, der er mere upåagtet, men som Nils Gunder Hansen tydeligvis sætter højt. Men helt i Tage Skou- Hansens ånd er det ikke esoteriske og æstetiserende analyser, der foretages. Bestandigt ser man bestræbelsen på at sætte værkerne ind i deres biografiske sammenhæng på den ene side og i deres Danmarks-historiske kontekst på den anden side. Og det lykkes med stort held. Her er tale om en både empatisk og kongenial behandling. Ikke at Nils Gunder Han­sen er ukritisk. Han lægger ikke skjul på, at hans begjstring for romanerne Dag­stjernen og Hjemkomst fra 1960’erne som sådanne er til at overse. Til gengæld har han heller ikke lagt bånd på sin glæde ved forfatterskabet som helhed. Han pointerer, at det en­kelte værk skal ses som en helhed, ligesom man ved vejs ende, hvor han tager rum­met og fodbolden op som opsamlende størrelser (læs denne afslutning før din AGF-nabo!), også kan se, at han betragter forfat­ter­skabet som en sådan organisk enhed.

At værkanalyserne fylder meget betyder ikke, at historikere skal holde sig tilbage fra at læse denne bog. Tværtom er her meget at få forstand af. Nils Gunder Hansen har et særdeles godt greb om besættelsestidens historieforskning og undgår på bedste vis at stille sig på hverken det kynisk-pragmatiske standpunkt, at der ikke var noget at gøre, eller det nymoraliserende standpunkt, der kræver handling og høj moral. Sådan er krig ikke, skriver Nils Gunder Hansen i ly af De nøgne træer og i ly af Martin A. Han­sen (og vel også Frode Jacobsen), der mente, at det under alle omstæn­dig­heder ikke giver me­ning at fortryde. Det er en anden måde at anskue tingene på end Hartvig Frischs ynke­lig­hed vedr. modstandskamp og mord. Nils Gunder Hansen er også klarøjet i sit syn på spørgs­målet om 2. ver­dens­krig som parentes, sådan som Socialdemokratiet ser den.

I det hele taget er det fortjenstfuldt, at Nils Gunder Hansen med udgangspunkt i hen­holdsvis De nøgne træer og Dagstjernen, der behandler stikkerlikvideringerne, kan vise, at det, som nye generationer i dag tror er sensationelle afsløringer om 2. ver­dens­krig, i virkeligheden blev behandlet allerede fra første dag, hvor freden brød ud. Og vil man have indblik i modstandsfolks sociale verden og deres psykologi, er disse romaner fortsat værd at frekventere. Man kan fx fint sammenholde dem med Frants Geertsens erind­ringer om modstandskampen i Odense og Esbjerg. Denne skriver her åbenhjertigt, at han havde til hensigt at skyde én af sine modstandskolleger, fordi han var vild med dennes hustru. Det blev dog ikke til noget, ligesom Holger og Gerda som bekendt også måtte give afkald på hinanden. I første omgang. De følte ansvar for helheden. Til slut lykkedes det; som en fuldbyrdelse af historie og livshistorie.

Nils Gunder Hansen fremstiller overordnet set forfatterskabet og Skou-Hansens liv som et spørgs­mål om sædelighed. Ikke i den moralske udgave, som en sædeskildring, men i hegeliansk forstand som et spørgsmål om - med Christians ord fra De nøgne træer - at sætte lighedstegn mellem landets skæbne og egen skæbne. Jo mere den en­kelte virkeliggør det almene gennem egne og særlige handlinger, desto mere konkret gøres det almene. Frihed er netop ikke egenrådighed. Det er den lære, Holger og Gerda drager af krigen, og som Holger Mikkelsen drager til slut. Nils Gunder Hansen viser, at Holger Mikkel­sen er mindre desillusioneret, end kritiken normalt har ladet forstå. Man skal ikke blot holde sin sår åbne, men også rene, hedder det flere steder i bogen.

Vil man have sin gymnasietids og studentertids helte og anti-helte genopfrisket, kan bogen varmt anbefales. Nye læsere kan også tage fat. I stedet for at se kulørt tv om stik­ker­drab. Der holdes sårene nemlig nok rene, men ikke åbne. Og vil have overblik over de sidste halv­treds års Danmarkshistorie set gennem et temperament, eller rettere gennem en allerede fra starten livsklog forfatters optik, har man værket her. Det må være kon­klusionen, at Tage Skou-Hansen er særdeles godt tjent med dette i mange henseender store portræt. Læseren vil også være det.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Sporskifte - Min Krønike 2 – 1980-2003
Viggo Kampmann
Maleren Anna Ancher