Menu
Forrige artikel Næste artikel

Arkitektens Værktøjskasse

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 87

Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr. phil

Lad det være erkendt med det samme: anmelderen har aldrig haft børn og kender ingen børn, og på det grundlag er man velkommen til at sige, at så har hun heller ingen forudsætninger for at anmelde. Men nu gøres det så alligevel med baggrund som arkitekt og historiker.

Det er en børnebog, som angiveligt er udført efter inspiration fra kulturministerens oplæg og ønske om at styrke (i visse tilfælde etablere) arkitekturundervisningen i skolerne. Bogen - eller snarest hæftet - har 3.-7. klassetrin som målgruppe. Og det kan nok undre, for det er så tydeligt en småbørnsbog, hvis præference snarest måtte være børnehaveklassen, til nød de allerførste skoleklasser. Børn op til konfirmationsalderen vil næppe bryde sig om i den grad at blive talt ned til, for selv om nutidens skolelærdom ikke står mål med svundne tiders, er børnene dog ikke så uvidende, at dette indhold måtte være dem nyt og spændende.

Indholdsmæssigt er bogen inddelt i tre afsnit: rund, trekant, firkant. Allerede her vises en eklatant mangel på sproglig fornemmelse; skal det forstås som subjektiver, måtte det være cirkel, trekant, firkant; skal det forstås som adjektiver, måtte det være rund, trekantet, firkantet. En petitesse javist, men det er ganske symptomatisk, at sprogbehandlingen er meget ringe - slet ikke voksne mennesker, der vil skrive, værdigt.

Der er så mange fejl i tegnsætningen, der er stavefejl, der benyttes vilkårligt store bogstaver, der benyttes fælleskøn om effekter, der er intetkøn, altså "en" i stedet for "et", og der er så slet en grammatikalsk opbygning, at en lærer vil krumme tæer ved at skulle benytte bogen.

Eksempler til underbyggelse heraf kunne vælges fra stort set alle sider, her kun et lille udpluk. Fra side 52: "Der står den ene rektangel på højkant ovenpå en anden, som ligger ned." Det hedder altså et rektangel, og oven på skal i denne sammenhæng være i to ord. På den følgende side står om "Regtanglære bygninger"; bemærk stavefejlen. Side 50 angives: "En kvadrat, hvis højde er den samme som dens længde og bredde, kaldes en kube." Det hedder for det første etkvadrat, og det er simpelt hen for ringe en sprogbehandling at omtale et kvadrat, der jo er en tosidet figur, som havende tre sider. Side 48: "De tidlige huse var af træ enten lerklinet eller bulhuse ...."; lerklinet er entalsformen, der burde stå lerklinede, som er flertalsformen. Side 46: "Vinduet på illustrationen er et dannebrogsvindue. Det er opdelt med en lodret lodpost og en vandret tværpost."; nej, det er opdelt med en lodret post og en vandret post, og de hedder henholdsvis lodpost og tværpost; en lodpost er jo defineret som værende lodret og en tværpost som værende vandret, så denne tautologi burde være undgået. Side 40 står skiftevis "en trekantet prisme" og "Lim prismet sammen" som har forfatteren haft svært ved at beslutte sig for prismets køn.

Det er ofte lidt polemisk sagt, at arkitekter kan tegne, men ikke skrive. Bogen bekræfter dette til fulde. Det er nemlig to arkitekter, der har udført bogen. De er begge uddannede fra Arkitektskolen i Århus, hvilket måske er et indicium om, at de er jyder og derfor ikke behersker kønnene på substantiver, men så burde de have fået en korrekturlæser til at gennemse manuskriptet forinden trykning. Det er Tine Olesen, der er ansvarlig for teksten, og den er så faktuelt dårligt sammensat, at man må håbe, at det er både første og sidste forsøg - med mindre da at hun frekventerer et danskkursus på folkeskoleniveau først.

Ulla Svarrer har stået for illustrationerne, og det er straks gjort med nogen større sikkerhed; hun har da også illustreret flere børnebøger tidligere. I tillæg til illustrationen af "Rund" er i silhouetform vist fire elefanter (side 6); der må vel være en mening dermed, men den står ikke anmelderen klar. "Trekant" er vist med syv kameler (side 24), mens "Firkant" (side 46) illustreres sammen med en stribe mandsfigurer. Symbolikken er uklar, men måske der er en reference til en børnesang eller andet børn velkendt? I øvrigt er tegningerne karakteriserede ved en markant farveanvendelse, sådan som det så ofte ses i småbørnsbøger.

Begge arkitekter er tilpas gamle til, at man må formode, de har børnebørn, de kunne have afprøvet bogen på. Mon det har været gjort? Anmelderen tvivler, for de fleste børn tiltros at være så kvikke, at de må stejle over for det miskmask, der er kommet ud af forsøget. Det lød ellers så godt at dømme efter titlen, og behovet for at lære børn noget om arkitektur er der som bekendt. Men de to arkitekters forsøg er faldet ynkeligt til jorden.

I kolofonen står som slutbemærkning: "Advarsel og ansvarsfraskrivelse. Selvom forfatterne har udvist store anstrengelser for at sikre indholdets korrekthed, kan der forekomme fejl og mangler. Denne bog er ikke komplet fyldestgørende." Tak for den bemærkning, der da vidner om en vis erkendelse, selv om anmelderen nu vil være så grov at sige ligeud: undlad at købe bogen, undlad at bruge den, glem den som det makværk, den er. Skønne spildte kræfter på grundlag af et godt initiativ og en udtalt entusiasme i den pædagogiske opbyggede bog med flere opgaver af udmærket karakter undervejs. At benytte den i fagene historie, natur/teknik, billedkunst og matematik, som det står i følgeskrivelsen fra forlaget, er den overhovedet ikke egnet til. Enkelte afsnit kunne måske benyttes i geometriundervisningen i første klasse, men ellers er det at skyde langt forbi målet.

Det er forlaget Peregrina, som er ejet af Tine Olesen, der har udgivet bogen. Den er trykt hos Interpress, og det er nydeligt gjort, og ros er der også til det stramme lay-out. Men det kan ikke hale bogen i land som andet end et kuriosum.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Aziru - Skæbnekniven
Fabler for børn
Fra hest til motor