Menu
Forrige artikel Næste artikel

Da krigen kom tilbage

Kategori: Bøger
Visninger: 692

Dødsstødet mod Berlin i 1945

Med sin nye bog – ”Da krigen kom tilbage – 100 dage foran Berlin 1945” – har Ove C. Kroborg igen lagt nye brikker til det dramatiske slutspil i øst. På særdeles veldokumenteret og fornem vis.

Af Erik Ingemann Sørensen

Hos Esajas hedder det: ” Thi Vind har de saaet, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire, der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet” (8.7). Det var præcis, hvad der skete for Hitler-Tyskland efter det totale nederlag ved Stalingrad i begyndelsen af 1943. Herefter fulgte panserslaget ved Kursk – også med et katastrofalt tysk nederlag. Efter flere vellykkede operationer satte russerne så den store offensiv ind med det, der er kendt under navnet: ”Operation Bagration”.

I perioden 22. juni til 19. august 1944 slog Den røde Hær til over en bred front og trængte - med den største militære operation under 2. Verdenskrig – tyskerne tilbage bag Weichselfloden. Tyskerne mistede godt 300.000 soldater. Sovjetunionen 60.000. 2 uger tidligere havde man i vest gennemført ”Operation Overlord” med landsættelsen af allierede tropper i Normandiet. Sidstnævnte står stadig i vestlig historieskrivning som den største militære indsats under krigen. Men. ”Operation Bagration” var langt, langt større – og nederlaget endnu mere knusende end det i vest.

 

Tyskerne måtte nu ty til alle, der kunne tænkes kunne. 
Her unge drenge taget til fange af russerne.

Klargøring til endnu større angreb
Den røde Hær gik nu i gang med at forberede det næste store fremstød. Men koordinering og logistik skulle være på plads først. I mellemtiden havde den tyske værnemagt skaffet sig sikre efterretningsinformationer om, hvad der blev planlagt i øst. Men Hitler afviste dem som opspind. Han overså fuldstændig, at de russiske styrker fra Østersøen til Adriaterhavet mønstrede 6,7 millioner mand. Og Hitler havde bundet store troppestyrker og materiel mod vest i forbindelse med Ardenneroffensiven, som slog totalt fejl.

Russerne slog til den 12. januar 1945. Med en styrke på lidt over 2 millioner mand mod de tyske på godt 450.000. Det var håbløst at forsvare området – og under voldsomme tab trak tyskerne sig tilbage bag Oder-floden. Efter krigen skrev den tidligere generalmajor Friedrich von Mellenthin: ”Det, der udspillede sig mellem Weichsel og Oder i løbet af de første måneder af 1945, lader sig ikke beskrive, noget lignende er ikke set i Europa siden Romerrigets fald…” Hvilket set i historisk perspektiv ikke er så lidt endda. Og nu var der, efter at de russiske tropper var nået til Oder, kun 90 km. til Berlin.

Hitler nærede – især efter attentatet den 20. juli 1944 – en indædt mistro til officerskorpset. I en tid hvor der netop var brug for disse officerer. Omvendt var officerernes lydighed over for den aflagte ed – til Hitler – stadig en, der forpligtede de fleste. Følte de.

 

Russiske tropper gør klar til at krydse Oder-floden

Utrolig research
Der ligger en helt enestående research bag denne bog. Meget af det er jo kendt stof. Men forfatterens evne til at finde nyt kildemateriale og ikke mindst nye historiske vidner er med til at gøre denne bog til noget helt ekstraordinært. Ove C. Kronborg skriver efter at have noteret, at krigsdagbøger og andre dokumenter er gået tabt følgende: ”Det primære grundlag for bogen er i stedet personlige beretninger, som jeg har indsamlet ved interviews, breve og nedskrevne erindringer, samt arkivdokumenter og den omfangsrige litteratur om 2. verdenskrig, herunder personlige beretninger fra soldater og civile herunder flygtninge. Dertil kommer talrige beretninger, der er samlet af lokalhistorikere, samt mange utrykte beretninger, der hidtil har samlet støv i skufferne…” Et opslag i litteratur- og materialefortegnelsen understreger, hvor langt omkring forfatteren virkelig har været. Hertil kan man så lægge hans gode pen, der i den grad er med til at løfte bogen op på et yderst fornemt niveau. Det er ganske enkelt et ypperligt arbejde, Kronborg igen har leveret.

24 spændende kapitler.
Kampene på østfronten følges minutiøst gennem de sidste 100 dage frem mod kapitulationen. Ofte med et længere perspektiv bagud for at supplere fremstillingen. Det bliver til en særdeles blodig og grusom fortælling. Pludselig er det ikke to hære båret af ideologiske principper. Nu er det hævntørstige russere, hvor stort set hver eneste af soldaterne har oplevet at miste familiemedlemmer under krigen.

Over for dem kæmper tyskerne efterhånden ene og alene for at overleve. Mange af dem ved, hvad der vil ske med dem, hvis de overgiver sig. Deres egen behandling af fjenderne står som skrækindgydende eksempel. Mishandlinger på grusomste vis, konstante overtrædelser af de internationale love og bestemmelser om adfærd under krig – var mere end rigeligt til, at den tyske soldat udmærket var klar over, hvad der ventede. (Nyere fremstillinger fastslår, at den tyske offentlighed har kendt til værnemagtens rolle i udryddelserne allerede siden 1965, da historikeren Hans Adolf-Jacobsen skrev afsnittet: ”Konzentrationslager, Kommissarbefehl, Judenverfolgung”, hvori de påviste, at Værnemagtens fastholden af ”rene hænder” ikke holdt. Det er således ikke den store udstilling i Hamborg, der fjernede sløret).

Kronborg gennemgår omhyggeligt – med talrige kort, billeder og leksikale forklaringer kampene. Endnu engang må man undre sig over, hvordan flere af de dybt overbeviste nazister var totalt ligeglade med befolkningernes skæbne. Helt i Hitlers ånd i den såkaldte ”Nero-Befehl” fra 19. marts 1945, der bar overskriften: ”Zerstörungsmassnahmen im Reichsgebiet”. Konklusionen lød i al sin råhed: alt skulle ødelægges.

Slutspil
Den senere tyske udenrigsminister Hans Dietrich Genscher var i april 1945 pionérsoldat i general Wencks 12. Armé. Han har berettet følgende om nederlagstimen: ”Jeg vil aldrig glemme synet af de hårdt sårede, der blev trukket af sted på trækvogne eller blev båret af deres kammerater. Mange af de sårede gik med stokke eller på krykker. Andre blev båret af sted liggende på bårer. Derimellem gik mange sygeplejersker og kvindelige signalhjælpere. Et billede af en armé, der havde noget forfærdeligt bag sig, og det var et billede, der har indprentet sig dybt i min hukommelse, og det illustrerer perfekt denne krigs komplette vanvid…”

Det er netop dette vanvid, Ove C. Kronborg beskriver helt ind til benet i denne bog. Dét gør han på en måde, så læseren efter at have lagt den fra sig, faktisk sidder tilbage med samme fornemmelse, som den Genscher beskriver. 

Kronborg har med sine seneste 2 bøger på en høj saglig, særdeles velformuleret og veldokumenteret måde beskrevet krigens slutfase med al dens vanvid. Det er fornemt arbejde.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Slutspil
Modstanden
Tyske krigsforbrydelser 1939-1945