Anker Jørgensens tid 1972-1982
Menu
Forrige artikel

Anker Jørgensens tid 1972-1982

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 430

Krisetid

 

Af Mogens Rüdiger. Professor, m.s.o

De danske Ministerier er en genre. Forsikringsselskabet PFA Pension har nu for tredje gang finansieret udgivelsen af bind til serien. Første gang var i 1967-1977, hvor tiden fra 1848 til 1953 blev dækket i tre lækre læderindbundne bind skrevet af Folketingets protokolsekretær Svend Thorsen og historieprofessor Tage Kaarsted. Dengang stod Forsikringsanstalten A/S som udgiver, og anledningen var anstaltens 50 års jubilæum.

Næste omgang tog Kaarsted sig af, hvis bind om 1953 til 1972 kom i 1992 i et mere beskedent udstyr. Sponsoren havde i mellemtiden skiftet navn til PFA. Tredje omgang er så Thorsten Borring Olesens og Niels Wium Olesens to bind om henholdsvis 1970’erne og 1980’erne.

Thorsen skrev om hakkelse i politikkens rejsestald med klare redegørelser for de forskellige regeringers politik, med ofte skarpe portrætter af de enkelte fagministre, begge dele krydret med gode historier fra dagligdagen på Borgen. Som professionel historiker så Kaarsted sagerne lidt mere udefra, om end ikke mere end at læseren kun kunne være klar på, hvem Kaarsted kunne lide eller ikke lide. Også her var der gode historier, herunder i hvert fald én, der afspejlede en kreativ fantasi (historien om delingen af Nordsøen).

De danske Ministerier er en genre, og dispositionen er den samme i alle bind: en introducerende oversigt over de enkelte ministerier efterfulgt af en redegørelse for initiativer, konflikter, centrale diskussioner, mv i fagministerierne, samt en samlet vurdering af regeringens indsats og en redegørelse for valgkampen, der fulgte en regerings afgang. Det hører med til genren, at bindene er velskrevne, detaljerede og derfor meget ordrige – eller rettere: i stigende grad ordrige. En genre opfundet for 60 år siden virker som en spændetrøje, men Thorsten Borring Olesen (TBO) gør – heldigvis - ihærdige forsøg på at overskride rammerne, blandt andet ved at inddrage virkeligheden uden for Christiansborg i højere grad end de tidligere forfattere.

Endelig hører det med til genrebeskrivelsen, at det er uklart, hvilke målgruppe bøgerne er tænkt til. Er det hyggelæsning for personer med interesse i politisk historie eller er det opslagsværker og/eller introduktioner til kommende generationer af historikere, som dermed slipper for en god del hårdt arbejde. Andre målgrupper kan sikkert tænkes, men når svaret blafrer lidt i vinden, skyldes det måske, at der næppe er tænkt mange tanker over, hvorfor man overhovedet skal skrive et værk af denne slags.

Men nu er den skrevet, og TBO leverer en imponerende indsats. Ikke bare fordi han har læst så meget i Folketingstidende og så mange dokumenter fra danske politikeres hånd, at det ville overskride de fleste menneskers kvalmegrænse, men også fordi han er grundig, griber historien nuanceret an, er transparent i sin argumentation og karakteristik både af politik og personer samt er grundigt hjemme i de mange enkeltsager, der gennemgås.

De pæne ord er ikke ensbetydende med, at der ikke er noget at diskutere, andet ville være underligt. 1970’erne var et turbulent årti med både økonomisk og politisk krise, hvor den sidste bestod i, at omkring 40 procent af mandaterne i Folketinget ikke kunne drømme om at forholde sig ansvarligt til de økonomiske krisetegn. For en statsminister var det noget af et minefelt at bevæge sig rundt i, og et interessant spørgsmål er om Anker Jørgensen som leder af Socialdemokratiet var den rette person på rette sted. TBO er gennem hele bogen optaget af at svare på det – og svaret er både velargumenteret og nuanceret – og behersket positivt.

Anker Jørgensens achilleshæl var fagbevægelsen, dvs. LO og navnlig formanden Thomas Nielsen, der ikke alene var en reaktionær skrighals, men også ude af stand til at erkende, at både den dårlige økonomi og de besværlige politiske forhold satte nogle snævre rammer for løsningen af de mange problemer. Anker Jørgensen havde hverken styrken, modet eller opbakningen til at tage et opgør med Thomas Nielsen og LO. En logisk konsekvens heraf ville også have været et opgør med fx dyrtidsreguleringen, som konstant undergravede alle forsøg på at føre en fornuftig økonomisk politik, men som fagbevægelsen ikke kunne drømme om at give slip på, fordi den nominelle værdi af lønnen steg. Anker Jørgensen måtte vælge mellem LO og magten. Han valgte det første. Det var dumt.

At Anker Jørgensen var en svag grænsende til elendig leder blev lysende klart da lederjobbet blev sat på spidsen med regeringssamarbejdet mellem Socialdemokratiet og Venstre i 1978-1979. Nu skulle der føres ’nødvendighedens politik’ men meget blev det ikke til, da Anker Jørgensen som statsminister – af frygt for fagbevægelsen – ikke fungerede som en leder af en topartiregering, men som leder af det ene parti i strid med det andet og derfor ude af stand til at få regeringen til at fungere.

SV-regeringen var en forspildt mulighed, men den fik dog gennemført to store reformer, efterlønnen og introduktionen af naturgas samt indførte den femte ferieuge.  Den første var en god idé, der løb af sporet, de to andre bare gode idéer, hvilket TBO også fremhæver. Han peger yderligere på, at regeringen fik vedtaget 146 love som en understregning af, at regeringen ikke var den rene fiasko. 146 nye love var imidlertid et lavere tal sammenlignet med årene før og efter (1981 udgør bunden i den periode) – og så er antallet af vedtagne love ikke en særlig god måde at benchmarke en regering på, det siger trods alt kun noget om lovgivningens omfang, ikke dens kvalitet. Det lave tal skyldes blandt andet mistroen mellem de to partier og den absurd byrokratiske løsning herpå.

Jeg er uenig i TBO’s konklusion, at det var Venstre, der satte Anker Jørgensen skakmat (s. 391).  Efter min mening handlede det om en blanding af hans uformåenhed og LO’s ageren. Det var ikke en ”nødvendig fiasko” men dårligt lederskab, der lagde SV-regeringen i graven.

Man kan sige det samme om Anker Jørgensens tilbagetræden i 1982. Der var flere faktorer, der var på spil, men det fraværende opgør med LO spillede igen en vigtig rolle. Fx ville Anker Jørgensen ikke gå ind på de Radikales krav om at afskaffe dyrtidsreguleringen, som enhver fornuft – undtagen LO’s – tilsagde var en skidt model, hvis økonomien igen skulle hænge sammen.

I den mere underholdende afdeling er TBO flere steder ganske kreativ ud i det sproglige. Et par eksempler: der kunne ikke ”rosinplukkes ” (188) i regeringens helhedsplan, man ser det for sig, og ”jordskredsmassakren i 1973” (219), det er lidt sværere at se for sig al den stund, der bare var tale om et folketingsvalg, hvor der blev flyttet en del mandater.

Var det Anker Jørgensens tid som undertitlen angiver? Han var statsminister i det meste af tiåret 1972 til 1982, og at han var det, skyldes uden tvivl, at han havde nogle personlige kvaliteter, som sikrede ham en folkelig opbakning til den lange tur op ad bakken. Kun i den forstand var det hans tid. Men det er Thorsten Borring Olesens bog. Manglen på et sagsregister trækker ned, men bindet vil fremover være et uomgængeligt opslagsværk, hvis man beskæftiger sig med 1970’erne og problemerne med at håndtere velfærdsstaten i problemer.

Historie-online.dk, den 23. april 2018

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Gladsaxe
Hækkerup
Københavnerliv 1945-1972