Danmark i FN
Menu
Forrige artikel

Danmark i FN

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 452

 

Af Preben Etwil

Med mellemrum dukker der i Danmark en diskussion op, om Danmark overhovedet skal være medlem af FN, da dette medlemskab stiller en række krav til Danmark og danskerne om at overholde en række internationale spilleregler landene i mellem. Kritikken går bl.a. på, at det er urimeligt, at en række notorisk udemokratiske lande skal kunne stille krav til Danmark om menneskerettigheder, udviklingsbistand og konfliktløsning. Der stilles også af og til det spørgsmål, om tiden ikke er løbet fra FN i sin nuværende form, da verden i dag ser helt anderledes ud end den gjorde i 1945, da FN blev stiftet.

Derfor er det befriende at læse en lille bog om FN, skrevet af lektor Kristine Kjærsgaard, der i sikker fortællerstil, og på en let og forståelig måde udreder FN’s formål og historie – i et dansk perspektiv. De lidt mere nørdede historieinteresserede kan finde både noter og kildehenvisninger i en medfølgende pdf-fil, der kan downloades fra det fremragende historie-site: https://unipress.dk/bogserier/100-danmarkshistorier/   

Der lægges ud med at konstatere, at FN’s grundlæggende konference fandt sted i San Francisco fra den 25. april til 26. juni 1945, og hvor der deltog delegationer fra de 46 stater, der havde undertegnet De Forenede Nationers Erklæring eller på anden vis havde opnået status som allieret nation.

Det konstateres også i historiens ufattelige klare lys, at FN ikke helt har kunnet forhindre krige i at bryde ud. Derimod er det rimeligt at hævde, at organisationen har været med til at bremse konflikter og været med til at skabe fred. Kristine Kjærsgaard er ikke i tvivl om, at FN i hele sin levetid har spillet en væsentlig rolle for at sikre mere fred og stabilitet i verden, end der ellers ville have været uden et FN. Ud over at sikre fred og stabilitet arbejder FN for både økonomisk og miljømæssig bæredygtighed, menneskerettigheder i bred forstand og fattigdom rundt omkring i verden.

FN var fra starten ret bevidst om, hvilke mangler det tidligere Folkeforbund havde haft at slås med. En af manglerne i Folkeforbundets konstruktion havde været, at de store lande, der lå inde med den reelle magt i internationale spørgsmål, ikke havde haft mulighed for at nedlægge veto i vigtige udenrigspolitiske spørgsmål. Det gjorde i den virkelige verden, at de store lande enten ignorerede Folkeforbundets beslutninger, eller bare meldte sig ud. Så i realiteten stod valget efter Anden Verdenskrig, om man ønskede et FN med vetoret til stormagterne eller intet verdensforbund overhovedet. Danmark stemte i den forbindelse faktisk sammen med stormagterne imod flertallet af mindre og mellemstore lande, der kraftigt havde kritiseret vetoretten. Danmarks holdning var, at FN’s internationale retsorden og kollektive sikkerhedssystem kun ville kunne fungere, hvis stormagterne bakkede op om systemet – og det ville de kun gøre, hvis de blev sikret en vetoret.

Danmark har i hele perioden haft en både pragmatisk og et magtrealistisk forhold til FN. Meget ofte har man søgt alliancer med andre mindre stater – herunder især de nordiske, men aldrig i et forhold, der satte Danmarks medlemskab af NATO over styr. Danmark valgte hurtigt side i Øst-Vest konflikten og har altid basereret sine sikkerhedsmæssige garantier på NATO-medlemskabet. Ingen beslutninger i FN blev taget uden en snæver koordination med NATO’s overordnede strategier. Sikkerhed lå i NATO, mens tyngden i udviklingspolitikken i høj grad lå i FN.

Bogen gennemgår i kort form, de forskellige faser som Danmark og FN har gennemløbet. I løbet af 1948 blev den danske politik forsigtigt mere vestlig orienteret, og da et nordisk forsvarsforbund ikke kunne realiseres, lagde Danmark fra 1949 sig sikkert til i NATO’s favn – dog ikke uden en god portion skepsis. Som det udtrykkes: FN skulle virke for afspænding og fred, mens NATO skulle sikre, at udviklingen ikke skete på bekostning af frihed.

Under Koreakrigen der brød ud i 1950, blev Danmark bedt om at stille militær kampkraft til rådighed, hvilket fra dansk side blev afvist på en elegant måde, ved at Danmark i stedet for tilbød et hospitalsskib til civile ofre. Danmark endte med at være det eneste NATO-land, der ikke tilbød at stille militære styrker til rådighed for FN’s indsats i Korea.

Tre år efter afslutningen af Koreakrigen blev Suez-området centrum for en konflikt, og her udviklede Danmark sammen med de andre nordiske lande en model for fredsbevarende indsatser i krigsområder. De danske soldater deltog nok, men væbnet magt måtte kun anvendes i selvforsvar. Dette princip blev brudt senere med krigene på Balkan mellem 1991 og 2001,  da først FN og senere NATO engagerede sig i konflikten.

Danmark har mindst én gang gået i krig uden et klart FN-mandat. I 2003 indledte en mindre koalition af lande anført af USA en invasion af Irak. Med et yderst snævert flertal i Folketinget, bestående af regeringspartierne Venstre og Konservative samt Dansk Folkeparti, besluttede Danmark sig for at deltage i denne krig uden et FN-mandat. Legitimiteten og det internationale retsprincip i denne beslutning diskuteres stadig den dag i dag mellem fagfolk og politikere.

Bogen beskriver også Danmarks indsats mod kolonialismen, der i stor stil blev afviklet i løbet af 1960’erne. Her stemte Danmark i FN faktisk ofte imod flertallet af NATO-landene – typisk sammen med Norge, da disse beslutninger ikke handlede om Danmarks geografiske og fysiske sikkerhed, men om holdningen til Den Tredje Verden.

Danmark forsøgte også ved flere lejligheder at kæmpe for sine synspunkter vedr. atomnedrustninger, men stemte ofte imod forslag om atomvåbenfrie zoner og atomprøvesprængninger, da det efter dansk opfattelse ville kunne få negative implikationer over for NAT0-medlemskabet. Dette medlemskab måtte fra dansk side aldrig komme i fare.

Frem til 1960’erne lå Danmark i bund, når det gjaldt den økonomiske udviklingsbistand.  Dette blev ændret i løbet af 60’erne, således at vi 70’erne af FN blev betragtet som nogle af dydsdragonerne inden for udviklingsbistanden. Vi nåede faktisk op på, at 1 pct. af vores BNI gik til udviklingsbistand. Det har borgerlige regeringer – ofte støttet af Socialdemokratiet – gjort kål på i det nye årtusinde – så vi dag er nede på 0,7 pct. af BNI, der dog i international målestok stadig bringer Danmark op i toppen af  bistandsfeltet.

Bogen kommer på allerbedste vis godt omkring mange relevante FN-spørgsmål. Hovedvægten er lagt på en beskrivelse af Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet, mens de mange underliggende FN-organisationer ikke i særlig grad er omtalt.

Det er fint for overblikket, og så må man nødvendigvis søge detailinformationer andet steds.

Det er vurderingen, at bogen må kunne finde god anvendelse i undervisning på gymnasialt niveau på mange uddannelsesretninger, hvor samfundsforhold indgår i undervisningen. Men bogen kan i høj grad også læses af den almindelige borger, der vil se lidt nærmere på FN-konstruktionen og dens implikationer.

Med disse ord kan bogen i høj grad anbefales.

Historie-online.dk, den 7. august 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fra min tid
Farvel til Slotsholmen
Min egen rødstrømpe-abc