Den usynlige front
Menu
Forrige artikel

Den usynlige front

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 324

Af David Høyer

Når tankerne falder på østtysk spionage vil mange nok have en tendens til at fokusere på STASI, eller Ministeriet for Statssikkerhed (MfS) der i høj grad overvågede DDR’s egne borgere. Ligeså vel som at få er klar over, at det sovjetiske KGB havde en militær modpart GRU, er mange nok ganske uvidende om, at den østtyske efterretningstjeneste også bestod af en militær efterretningstjeneste. Da DDR gik i opløsning og blev genforenet med Vesttyskland, stormede folkemængder STASI’s hemmelige arkiver i et forsøg på at hindre, at disse blev tilintetgjort. Desværre havde den militære efterretningstjeneste god tid til at destruere store mængder materiale om dets virke, formål og agentvirksomhed i udlandet. Til trods for denne kildemæssige slagside, har Thomas Wegener Friis alligevel forsøgt at få afdækket DDR’s hemmelige militære spionage i Danmark under den kolde krig.

Warzawapagten (WAPA) som udgjorde det sovjetisk dominerede Østeuropas pendant til NATO, var under den kolde krig konstant på vagt overfor militære tiltag i det kapitalistiske Vesten. For at lette overvågningen af NATO-landene specialiserede de enkelte WAPA medlemmer sig i overvågningen af enkelte NATO lande. Østtyskland, der i høj grad befandt sig i den formodede frontzone i en konflikt mellem Øst og Vest, havde derfor fokus rettet mod Vesttyskland. I de første år efter den kolde krigs begyndelse interesserede man fra østtysk side sig ikke synderligt for Danmark. Men i takt med at Vesttyskland blev genbevæbnet, optaget i NATO og begyndte at udvide det militære samarbejde med Danmark, begyndte DDR’s militære efterretningstjeneste at interessere sig for Danmarks strategiske betydning. DDR, der i høj grad kikkede igennem de ideologiske briller, havde som udgangspunkt det korrekte marxistiske ideologiske verdenssyn og mente, at integrationen af Danmarks og Vesttysklands Østersøforsvar i BALTAP i 1961 i høj grad afspejlede, at den fascistiske revanchistiske vesttyske nabo havde formået at manipulere Danmark ind i dette samarbejde, der med tiden skulle føre til en eskalation imellem WAPA og NATO. Den østtyske militære efterretningstjeneste Verwaltung Aufklärung havde derfor til opgave at vurdere Danmarks militære betydning i forhold til truslen mod den kommunistiske flådes operationer i Østersøen. I tilfælde af storkrig i Europa ville Warzawapagtens Røde Banner Flåde forsøge at bryde ud til Atlanterhavet via de danske bælter for at true NATO’s transatlantiske forsyningslinjer. Derfor måtte den østtyske efterretningstjeneste i høj grad være i stand til at vurdere ikke bare den vesttyske Østersøflåde, men også det danske forsvar eller ’angreb’. Den korrekte marxistiske optik udelukkede selvfølgelig, at de kommunistiske lande selv kunne indlede et angreb. I Marxismens dogmatik var den naturlige reaktion på den historiske dialektik, at det reaktionære kapitalistiske vest ville indlede et angreb på arbejderstaten. Eftersom sovjetisk militærstrategi dominerede i de østeuropæiske stater, måtte et sådant vestligt angreb slås tilbage og angrebet ført over på vestligt, dvs. fjendtligt territorium. Derfor var det absolut af stor betydning, at DDR forberedte sig på i samarbejde med resten af østblokken at føre et angreb over i Vesteuropa og i den forbindelse slå den danske flåde ud, og dermed erobre kontrollen med indsejlingen til Østersøen.

DDR havde blot et stort problem med at skaffe den nødvendige information om Danmarks forsvars/angrebs forberedelse. DDR var indtil 1973 uden en egentlig ambassade i Danmark, eftersom Danmark ikke anerkendte DDR på diplomatisk niveau. Dette forhold ændrede sig først, da Vesttyskland omlagde sin Ostpolitik, og DDR således fik bred NATO-anerkendelse og dermed en ambassade i København. Indtil da måtte man fra østtysk side i høj grad benytte sig af åbne kilder dvs. offentligt tilgængeligt materiale i aviser, guidebøger, årsrapporter osv. Af mere interessant karakter forsøgte den militære efterretningstjeneste også at hverve danskere til at spionere for arbejderstaten. Men det var ikke nogen let opgave for østtyskerne. Tilsyneladende var danskerne ikke særligt korrupte, og de få kommunister der lod sig hverve var i forvejen via deres partimedlemskab per automatik udelukket fra adgang til klassificeret materiale. Man forsøgte endda at hverve ’spioner’ via danske aviser. Eksempelvis var situationen den, at et østtysk firma, der havde til huse i Østberlin, havde postnummer i Vestberlin. Derfor forsøgte man at lokke danskere til ’vest’ Berlin på udkig efter job. Men chancen for at disse ville lade sig overtale til at spionere var ganske lille, og projektet førte da heller ikke noget med sig. Friis går da også så langt som til at konkludere, at eftersom efterretningsrapporterne i høj grad bærer præg af at være baseret på åbne kilder, er det ret usandsynligt, at det lykkedes DDR at få placeret en spion højt oppe i de danske militære kredse.

Bogen ’Den Usynlige Front’ er en adaptering af Friis’ phd. afhandling. Det er på mange måder lykkedes Friis - på trods af en række irriterende grammatiske fejl - at præsentere sin undersøgelse i en letlæselig form. Det kræver ikke den store forudgående indsigt for læseren at gå til Friis’ undersøgelse, selvom ikke alle kapitler i bogen vil fremkalde den samme ivrige bladren. Med udgangspunkt i analysen af DDR’s militære spionage mod Danmark lykkes det Friis at indføre læseren i en lang række af DDR’s problemstillinger under den kolde krig. Læseren vil sidde tilbage med et godt overblik over ikke bare Østtyskland men også Warzawapagten, samt Danmark og NATOs forståelse af den kolde krigs virkelighed.

Det er en glæde at erfare, at  Friis ikke har fremstillet sine citater uoversatte, dvs. på tysk, som man ofte finder hos mere prætentiøse forskere, der insisterer på, at deres kilder skal fremstilles på originalsproget. Men man har alligevel en tendens til i ny og næ at miste overblikket i de mange tjenester og kontorer i den østtyske stat, som Friis flittigt refererer til. Bogen er heldigvis suppleret med en oversigt over forkortelser, men det ville have hjulpet gevaldigt, hvis denne oversigt også indeholdt en kort beskrivelse af den pågældende instans’ arbejde. Dette er desværre et fænomen, som man ofte finder i faglitteraturen, og det hæmmer i høj grad den positive oplevelse af bogen, fordi man er nødt til at gå til stikordsregisteret og her vende tilbage til afhandlingen for eksempelvis at genopdage hvad FuAR-2 var.

Et andet stort afsavn i ’Den Usynlige Front’ er vurderingen af DDR’s konklusioner. Ofte vil man kunne læse, hvorledes DDR vurderede eksempelvis Danmarks rolle i NATOs forsvarsstrategi. Men man savner så en sammenligning med de faktiske NATO planer. Med andre ord, hvor tæt på virkeligheden var DDR i sine vurderinger? Nu er en del af de pågældende danske kilder stadig lukkede, men SNU afhandlingen Flådestrategi og Nordisk Forsvarspolitik fra 1988 giver et godt bud på NATOs Østersøplaner. Ligeledes savner man også enkelte steder forklaringer på, hvorfor DDR’s efterretningstjeneste kan have grund til at tolke, som de gjorde. I en rapport fra 1954 om den danske hær, konkluderer den østtyske efterretningstjeneste, at den danske hær i høj grad er i krise. Konklusionen var, at den danske hær syntes at være i en tilstand af mytteri, sultestrejker, ordrenægtelse, deserteringer og sløseri.  At de østtyske analytikere når frem til denne konklusion, skyldes sandsynligvis at en del danske soldater deserterede og protesterede over forlængelse af værnepligten i, men var dette nødvendigvis et gennemgående fænomen?

En anden lille detalje, som springer frem, er Friis’ henvisning til en DDR rapport om NATOs luftbårne transportkapacitet. I følge chefen for den østtyske marines efterretningstjeneste, kommandør Krause, ville NATO i fremtiden benytte sig af lodret startende og landende transportfly, hvilket Friis kommenterer med at ’disse fly er til dato [i 2005] ikke produceret’. Problemet med denne konklusion, der skulle understrege, at den østtyske vurdering var ude af trit med NATOs kapacitet inden for en overskuelig fremtid, er, at det er en sandhed med modifikationer. Sagen er blot, at disse fly, som har været på tegnebrættet i mange år, kaldet Osprey, faktisk er blevet produceret, om end de måske ikke gennemtestet og indfaset i den amerikanske hær, men ikke desto mindre vil de sandsynligvis være at finde i det amerikanske arsenal indenfor en kort årrække.

Men alt i alt er de ovenstående eksempler undtagelser i et ganske godt værk, der på mange måder letter vores forståelse af Danmark i Den Kolde Krig.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
90’er bogen
Frankrig
Rote Armee Fraktion