Menu
Forrige artikel Næste artikel

Det nye tyske højre

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 776

Skyggernes land

Historiker og journalist ved Weekendavisen, Jesper Vind, har skrevet en fremragende og dybdeborende bog om det nye højre i Tyskland. Den viser fornemt vej i et noget broget politisk landskab.

Af Erik Ingemann Sørensen

Tyskland af i dag er et land præget af mange og lange skygger. Af en fortid der tilsyneladende ikke kan slippe sit tag. Med god grund. Skyggerne fra Det tredje Riges 12 år formørker mangt og meget. Og der er da heller ingen anden europæisk kulturnation, der står bag så mange grusomme forbrydelser mod menneskeheden, som netop Tyskland. (I denne forbindelse regnes Sovjetunionen ikke med i den vestlige kulturkreds.)

Holocaustskyggen er isnende med udryddelsen af mellem 5 og 6 millioner jøder. Det er den, der træder i forgrunden. Den der huskes. At der blev dræbt over fire gange så mange under det tyske felttog mod øst, trænges i baggrunden. Først i de senere år er der kommet stemmer, der har givet denne udryddelseskrig mæle. Rædslerne i  nobelprisvinderen Swetlana Alexijevitsch’ bog: ”Die letzten Zeugen. Kinder im Zweiten Weltkrieg” , Hanser Berlin, 2014, er ubærlige. I al dens nøgterne fortælling. Med al dens skyld. En skyldfølelse der i 2016 fik Alexandra Seufft til at skrive bogen: ”Die lange Schatten der Täter. Nachkommen stellen sich ihrer NS-Familiengeschichte”, Piper Verlag. ”Tätergenerationens” børn er nu dem, der tager til orde. For også de er ofre. Ofre for forældregenerationens tavshed

Soningen fra officiel tysk side har især været rettet uden for landets grænser, skriver Jesper Vind. Som da forbundspræsident Willy Brandt den 7.2. 1970 knælede foran mindesmærket i Warszawa. Datoen for den jødiske opstand i ghettoen. Og da forbundskansler Helmut Kohl og den franske præsident Mitterand stod hånd i hånd ved mindesmærket for de mere end 700.000 soldater, der faldt ved Verdun under første verdenskrig.

Det var det officielle Tyskland, der søgte denne forsoning. Fortiden skulle ikke glemmes.

Et uhyre har mange ansigter

Da udstillingen om den tyske værnemagts forbrydelser under tilintetgørelseskrigen mod USSR blev præsenteret i 90’erne, lød der et ramaskrig i Tyskland. Det havde indtil da været hævdet, at det først og fremmest var SS, der stod for rædselshandlingerne. Nu blev dette billede splintret, og begrebet ”die reinen Hände der Wehrmacht” demonteret. Endnu engang viste historien sig at have mange modstridende ansigter.

Hvert år udkommer der adskillige bøger om perioden 1933 – 1945. Stadigt nyt lægges frem. Senest i professor Stephan Lehnstaedts: ”Der Kern des Holocaust. Betzec, Sobibór, Treblinka und die Aktion Reinhardt”, C.H.Beck Verlag, München, 2017. Men også tyskerne er begyndt at betragte sig selv som ofre. Både for regimet og for de allierede – her er især bombetogterne mod Hamborg og Dresden rædselseksempler.

Som et bevidst modspil mod udstillingen ”Vernichtigungskrieg. Verbrechen der Wehrmacht 1941 – 1944” udgav professor Franz W. Seidler to bind under titlen: ”Verbrechen an der Wehrmacht. Kriegsgreuel der Roten Armee”, Pour la Mérite, (udgaven 2015).

Uhyret havde mange hoveder.

Hele tiden nye skygger

Igen og igen kaster nye skygger sig over Tyskland. I en grad der kan gøre det temmelig vanskeligt at fornemme, hvad der er hvad. Buldrer højrefløjens sorte støvler nu igen? Vil man glemme, beskylde, ødelægge, decimere? Spørgsmålene er mange og forvirrende.

Anti AfD plakat

Imponerende er det derfor at læse Jesper Vinds nye bog: ”Det nye tyske højre”. En bog der skaber klarhed og viser vej gennem den til tider tiltagende forvirring.

Trofaste læsere af ”Weekendavisen” vil nikke genkendende til den glæde, man føler, når Jesper Vind giver et indblik i og forklaringer på begivenhederne i Tyskland. Han er en journalistisk seismograf, der med sin store historiske viden registrerer selv de mindste forskydninger og sætter dem ind i deres rette sammenhæng i både tid og sted.

Angela Merkel (CDU) schmeißt Deutschland-Fahne weg  

Hvad sker der hos naboen?

Jesper Vind melder i forordet ud med ”tre gode grunde til at beskæftige sig med det nye højre...”:

1: Bevægelsen har fået aktuel politisk indflydelse i det land, der fremstår som Europas hjerte.

2: Det nye højre i netop Tyskland har en usædvanlig betændt forhistorie

3: Det nye højres opkomst i landet har været en temmelig dramatisk historie

Jesper Vind karakteriserer selv sin søgen som ”en rejse ind i mørkets hjerte”.

Der findes ingen entydige svar. Derfor er bogen bygget op over egne iagttagelser og talrige samtaler med filosoffer, historikere, politikere og den ganske almindelige tysker. Vi kommer så at sige hele kompasset rundt. Med vid – og med bid.

En kronologisk rejse

Bogen er en kronologisk rejse, der dog begynder med datoen 4.9. 2016. På en strandbar i Schwerin. Det er valgdag – endda i Angela Merkels politiske hjemstavn: Mecklenburg-Vorpommern. Her holder ”Alternative für Deutschland” (AfD) valgfest. Og det myldrer med presse. Klokken 18 bryder jubelen ud. ”AfD har fået over 20% af stemmerne i delstaten, der hermed er den niende, der er kommet ind i parlamentet…” (s.12). Spidskandidaten Leif-Erik Holm skære igennem jubelen med ordene: ”CDU er besejret, og det kan være begyndelsen til enden for Angela Merkels embedsperiode…”.

Tyskerne ”vil ikke være med til Refugees welcome-politik…”, erklærer den 75 årige jurist Alexander Gauland – bevægelsens ”grand old man”. Han er deres spidskandidat til Bundestag-valget, der finder sted søndag den 22. september – om godt tre uger. Et valg der imødeses med stor spænding. Ikke længere på grund ad SPD’s kanslerkandidat Martin Schulz, der i begyndelsen syntes at være en stor trussel for Merkel. Ham har hun ganske pænt lagt bag sig.

I stedet er det spørgsmålet, om AfD kommer i Forbundsdagen. Og i givet fald med hvor mange repræsentanter. Noget der med spænding følges i resten af Europa.

Nationalister uden hagekors.

Jesper Vind peger på fire årsager, der danner baggrund for AfD’s foreløbige medvind. Først er der Merkels herostratisk berømte formulering: ”Wir schaffen das”. Jesper Vind karakteriserer det som hendes ”mantra”. Det var i 2015, da hundredtusindvis af flygtninge og migranter væltede ind over de tyske grænser.

Så er der befolkningens utilfredshed med Schengen og Europasamarbejdet. Hertil kommer den generelle politikerlede, der har bredt sig mere og mere i den vestlige verden, hvad tragedien Trump synes at være et billede på.

Og så den fjerde og måske afgørende: AfD sætter grænser i forhold til rabiate typer, der giver udtryk for antisemitisme og racisme. Noget der må karakteriseres som en ganske farbar vej ud af nazismens skygger.

Men at lukke øjnene for problemerne med indvandrere er vanskeligt, hedder det. Her er det især de tyrkiske indvandrere og personer med arabisk herkomst, der optager befolkningen.

I 2010 udgav Thilo Sarrazin – tidligere finansminister i Berlin – bogen: ”Deutschland schaft sich ab”, Deutsche Verlags-Anstalt, hvori han beskriver problemerne med de muslimske indvandrere. For mange var det ganske krasse sager. Sarrazin konkluderer, ”…at de cirka 5 millioner muslimer, der bor i Tyskland, på sigt gør landet dummere…” Årsagen: de ”kommer fra en muslimsk underklasse, som Sarrazin beskrev som doven, formørket og ubegavet…” (s.51)

Man kan ikke lade være med at tænke på professor Helmuth Nyborg, der med sine undersøgelser og konklusioner kom gevaldigt i klemme, da han gav udtryk for noget lignende. Og kommentarerne om kvinders lavere intelligens skulle han nu nok have holdt for sig selv.

Jesper Vind skriver, at der faktisk ikke findes en modargumentation. Den eksisterer muligvis ikke. Måske har han ret, når han konkluderer: ”at de cirka 5 millioner muslimer, der bor i Tyskland, på sigt gør landet dummere…””. Læg endelig mærke til mit måske! Jeg aner det nemlig ikke.

Årsagen: de ”kommer fra en muslimsk underklasse, som Sarrazin som nævnt beskriver som doven, formørket og ubegavet…”. En rundspørge viste, at godt 80% bakkede op om hans synspunkt.

Men så begynder skyggen at falde ind over ham. Der findes ikke rigtig nogen ”helle” i nutidens Tyskland. Dertil er fortiden alt for tæt på. Måske. Men som nævnt: modargumentationen havde trange kår. Lige til den dag han i et interview i avisen ”Die Welt” blev spurgt, om sin mening om genetik og intelligensforskning. Hans svar: ”Alle jøder deler et bestemt gen, men baskerne har bestemte gener, som adskiller dem fra andre…” (s.52). I øvrigt havde han kun ”lovord tilovers for jøderne, som han fremhævede som intelligente og innovative…” (samme side). Det gjorde absolut ingen forskel. Raseriet flammede voldsomt op. Stephan Kramer, generalsekretær for Jødernes Centralråd, anbefalede ham ligefrem at melde sig ind i nazistpartiet. Der i øvrigt er forbudt i Tyskland.

Det, han blev fældet på, var ikke ideen om gener, men det at han overhovedet havde nævnt/omtalt jøderne. Fortidens sår brød omgående op. Han blev kort tid efter fyret fra Bundesbank.

Klippet herunder viser, at han faktisk selv betragter sin udtalelse som forfejlet. Hvad han i realiteten burde have vidst på forhånd.

Thilo Sarrazin: "Alle Juden teilen ein bestimmtes Gen"

Men hans bog blev et afgørende vendepunkt i Tyskland. ”En så ligefrem udlændingedebat var ikke længere forbeholdt mindre europæiske lande som Holland, Schweiz og Danmark. Nu var den ankommet til EU’s vigtigste land, og det skulle den politiske højrefløj inden længe slå politisk mønt af. Sarrazin blev en væsentlig forudsætning for AfD’s gennembrud.

Jesper Vind kommer desværre ikke ind på den sideeffekt, Sarrazins konklusioner kan have. Men det er nok rigtigt at antage, at menigmand hurtigt kan nå frem til følgende: ”En muslim. Så må han/hun være dum”. Og sådan hænger verden nu engang ikke sammen. Det er, som PH skrev ”Den offentlige mening”, der pludselig bevæger sig.

Modstand mod EU

AfD er imidlertid ikke blevet til på grund af indvandringen, noterer Jesper Vind. I 2010, året for partiets stiftelse, var der stor utilfredshed med, at de tyske skatteborgere var tvunget til at sende over 100 milliarder euro til en række sydeuropæiske lande for at holde dem – og dermed euroen – på fode. (s.54).

At grækerne havde fiflet med statistikkerne, så landet kunne komme med i selskabet, gjorde absolut ikke situationen bedre. Og taknemmeligheden var så sandelig til at overskue. Karikaturen af Merkel gjorde det heller ikke bedre.

Samme år – februar 2016 – blev partiet AfD så stiftet.

Nu trådte tre nye personer ind på den politiske scene: den liberale økonomiprofessor Bernd Lucke, 50, fra Hamburg, den klassisk dannede litterat og publicist Konrad Adam, 75, fra Frankfurt og den driftige kemiforsker og erhvervskvinde Frauke Petry, 42, fra Leipzig.

AfD erklærede sig som et liberalt og eurokritisk parti. Grobund for tilslutning var der. Men ved valget manglede man 0,3 % af stemmerne for at komme ind. Kravet er 5 %. Partiet revancherede sig året efter ved valget til Europaparlamentet med hele 7,1 %, hvorved både CSU og FDP måtte se sig slået.

Ved delstatsvalgene i Tyskland lå partiet mellem 10 og 12 %. Her er det værd at notere sig, at AfD især tog stemmer fra det nynazistiske part NPD, noterer Jesper Vind. Ganske langsomt søgte man mod det ”stuerene”. Men isen var og er sine steder stadig tynd.

Sommeren 2015

Den grusomme krig i Syrien fik presset fra flygtninge til at stige. Regeringen måtte opjustere tallet af asylansøgere til 800.000. Og så bryder volden ud. Mere end 1000 flygtningehjem blev angrebet – og i Heidenau kom det til regulære gadekampe mellem demonstranter og politi.

Angela Merkel, der er rystet, sætter de markante ord på Tysklands enorme udfordring: ”Wir schaffen das”.

Demonstranter i Heidenau udtrykker deres uvilje mod asylansøgerne

Ordene falder på en pressekonference om den eskalerende europæiske flygtningekrise og Tysklands humanistiske forpligtelser.

Wir schaffen das

Her må man uvilkårligt stille sig selv spørgsmålet, om kanslerens tale er endnu et forsøg på at fortrænge de lange skygger.

Retsstatens kollaps nytårsnat

Det hele eksploderer – først og fremmest i Køln – nytårsnat. Et fuldstændig uforberedt politi måtte senere registrere ”1200 overfald, hvor halvdelen drejer sig om seksuelle krænkelser, mens resten er røverier…” (s.83) Katastrofen bliver total, da det viser sig at hele ”98% af gerningsmændene af ofrene bliver beskrevet som ”arabiske eller sydlandsk udseende mænd…” Først den 4. januar indrømmer politiet, at det er ”en helt ny dimension af vold”, man har oplevet. Og det er ikke bare i Køln, men flere steder i Tyskland. I den udenlandske presse taler man om ”The Rape of Cologne”.

I radio24syv hævder den kontroversielle Iben Tranholm, at ”1200 kvinder blev massevoldtaget i Køln nytårsnat af muslimske asylansøgere…” (s.87)

Jesper Vind noterer endvidere, at det største chok nok er det forhold, at ”retsstaten pludselig kollapser i centrum af en tysk kulturmetropol…” (s.84)

Med vanlig Fingerspitzsgefühl opsøger han meningsdannere for at indhente kommentarer – igen hele vejen rundt. Og flere meningsmålinger viser, at ”over 80% af tyskerne har indtryk af, at Merkels regering har mistet grebet om flygtningesituationen…”

Den raslende blikdåse

Jesper Vind skriver, at der er et aber dabei ved situationen. I Østrig taber Frihedspartiets Norbert Hofer kampen om præsidentposten til Alexander Van der Bellen – tidligere leder af de grønne. I Frankrig Marine Le Pen til Macron og i Holland er taberen Geert Wilders.

Europa kunne så småt ånde lettet op. For denne gang. Tager flygtningestrømmen til igen, er vi måske lige vidt.

Senest har indenrigsministeren, Thomas de Maizière, ridset situationen op:

Forfatteren og journalisten Wolfgang Büscher forklarer det særlige tyske fænomen på en enkelt, men ganske pædagogisk måde:

”Den tyske højrefløj har et problem, som andre europæiske højrepartier ikke har: Nationalsocialismen rasler efter den, ligesom en blikdåse, som børn har bundet til en kat. Det er netop derfor, at der ikke er kommet noget redeligt ud af det tyske højre efter 1945. Og ikke kun deres modstandere binder nazi-dåsen til de højreorienterede – de gør det selv, igen og igen…” (s. 154/155).

Problematikken med de lange skygger – som beskrevet i indledningen – kan forhåbentlig sikre mod historiske gentagelser.

Temaet til valget i september er sat Man kan ikke være i tvivl om AfD’s mening

Undværlig og fremragende bog

Som nævnt flere gange er det en aldeles fremragende bog, Jesper Vind har skrevet. ”Erfaren mand er god at gæste”, hedder det i det islandske kvad. Det har han i den grad understreget med denne bog. Skrevet i et præcist og flot sprog. Stor tak for både viden, perspektiv og bid.

Bogen er ganske enkelt uundværlig.

 

Historie-online.dk, den 28. august 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Fra min tid
Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende
Italien - Fra Mazzini til Berlusconi