Hippie, bd. 1
Menu
Forrige artikel

Hippie, bd. 1

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 319

Af Poul Porskær Poulsen, Arkivar, Vejle Stadsarkiv

Lad det være sagt med det samme: Jeg har aldrig været i Thylejren! Ærgerligt nok, og jeg ville vistnok også gerne, men var lige ung nok, synes jeg. Men man kunne jo følge med og blive fascineret, som jeg faktisk havde været det siden The Summer of Love, 1967, hvor det væltede frem med musik, som jeg dyrkede, og hvor jeg og mange andre læste i Superlove om de nye måder at organisere livet på – og nye måder at være politisk på. Det var meget spændende og udvidede ens måde at se mange ting på, skønt man ikke selv var involveret andet end fra en fjern sidelinje. Også en dreng fra landet i midt-østjylland kunne undres og frydes over de ting, der skete i de år i slutningen af 1960’erne: Hippietiden, hvor alt blev sprængt i tusind stykker, farvet i voldsomme farver – meget af det sat sammen igen på nye måder, noget ændrede sig ikke og noget var sikkert også væk for altid.

Det gør det naturligvis til en væsentlig periode i den nyere historie. Man plejer at fokusere på 1968 og studenteroprøret, men det var jo bredere end som så. Det var netop et ungdomsoprør, der under indtryk af de gode tider ønskede at omforme eller ligefrem revolutionere det danske samfund. Det var der mange, der var optaget af i de år – men det var jo nok et ganske lille mindretal, der deltog aktivt, mens resten så på, og nogle opdagede det knap nok.

Og nu er perioden ved at få sin egen historieskrivning. Peter Øvig Knudsen, der hidtil har beriget os med fascinerende bøger om stikkerdrab, en dansk torturbøddel under besættelsen og om Blekingegadebanden, har sat sig for at beskrive den del af oprøret, der ikke blev radikaliseret i voldelig retning som den lille gruppe kriminelle i Blekingegadebanden. Hippierne, blomsterbørnene, anarkisterne beskrives i denne mursten. I hvert fald første del af historien – resten følger til næste år i bind 2.

Som skelet for sin beretning bruger Øvig Thylejren – den sommerlejr, som Det Ny Samfund indkaldte til på et areal i Thy fra den 4. juli 1970, samtidig med at the establishment fejrede den amerikanske uafhængighedsdag i Rebild Bakker – i sig selv et vigtigt signal her midt under Vietnamkrigen. Øvig beskriver simpelthen lejren dag for dag, og trækker så tråde tilbage i udviklingen – til atommarcherne, den begyndende hash-rygning og de store flip med lsd, det venstreorienterede københavnske miljø med de mange ’vandingsteder’ i indre by, hvor de unge intellektuelle og oprørere mødtes, diskuterede, dyrkede elskov, fuldskab og ny musik. Det var i de år, Steppeulvene overraskede ved at synge på dansk på LPén Hip – den plade må vel være i hvert fald uofficielt kanoniseret! – men der dukkede også en gruppe op på Christianshavn ved navn Gasolin’, der var Blue Sun, Alrune Rod, Hurdy Gurdy, Burnin’ Red Ivanhoe og mange flere – en del af musikken ganske påvirket af bevidsthedsudvidende stoffer, og koncerterne blev også til store ’mind-blowing’ oplevelser, hvor folk måske dansede men lige så vel kunne tænkes at chille ud på gulvet, mens lange, lange forløb udfoldede sig fra scenen.

Vi får historien om de centrale personligheder: Henning Prins, som vel nok var den, der oprindeligt konciperede ideen om en sommerlejr, det danske Woodstock, og som med praktisk sans og store, karismatiske talergaver blev en slags leder af lejren. Et faktum, der mod slutningen af dette bind 1 af hippie-historien er ved at blive sprængt, fordi en indre opposition i lejren står klar til af vælte ’Kong Henning’, som Prins ofte blev kaldt – nogle gange også benævnt som leder af juntaen eller pamperen. Nå, men det videre forløb, hvor der vil forekomme flere dramatiske begivenheder – bl.a. i Hjardemål Kirke – må vi vente med til bind 2. Her i bind 1 er det meste endnu nogenlunde fryd og gammen. Man mærker dog klart, at der bliver lagt op til et opgør – fællesmøderne er mange utilfredse med og disse møder, som egentlig skulle være lejrens højeste myndighed, er brudt mere eller mindre sammen. Ved slutningen af bind 1 – på lejrens 32. dag – har en vis Peter Louis-Jensen udfordret magten i lejren. Andre centrale personligheder er Leif Varmark, Leo Jespersgård og Tømrer-Claus. De får alle deres historie fortalt – Øvig har talt med dem om tiden, og de fortæller interessant og nogle gange helt modstridende om begivenhederne og dagligdagen i lejren.

Kilderne til begivenhederne før Thylejren er dels hovedpersonernes egne beretninger og erindringer, samt tidens dokumenter i form af blade som Politisk Revy, Superlove m.fl. Men når vi kommer til selve Thylejren, findes der udover de involveredes egne, ofte noget tågede erindringer – et overdrevent hashforbrug synes ikke at være fremmende for erindringen – kun lejravisen, der kom hver dag. En duplikeret avis med et skiftende antal sider, hvor enhver i lejren kunne skrive, hvad man ønskede – og det er altså kun deres skriftlige udgydelser, der er dokumentation for. Det er dog ganske interessant og ofte meget morsomt at læse disse indlæg, hvoraf Øvig bringer uddrag hver dag. Provo-Knuds daglige udgydelser er fx meget morsomme og langt ude: ”Jeg henstiller og anmoder alle internationale fredsorganisationer om hjælp, da eksperimentet her i Schlaraffenland kan tjene som vejledning for alle verdens nationer. Vi viser her, hvilke muligheder for livsudflip og livsudfoldelse der er i et levende folk, sammensat af alle mulige slags mennesker mellem de gode fastboende nordjyder. Vi kan klare os uden politi, militær, ministerier og andre statsadministrationsapparater. Jeg kan klare det hele!” Dette citat fra den 18. dag i lejren er i øvrigt et af de mere forståelige af Provo-Knuds udgydelser – mange er ret syrede og ganske uforståelige!

Kvindebevægelsen berøres også, men det er overraskende, at den faktisk slet ikke var slået igennem endnu. Kvinderne i lejren sagde sjældent noget på fællesmøderne, de tog sig af børnene og var smuk stafage til de meget-talende han-dyr. Jeg troede faktisk, at kvindeoprøret var en del af hippiebevægelsen, men det er tydeligvis ikke tilfældet. Og det bekræftes også af stærke kvinder som Suzanne Giese og Maria Stenz, som begge var med på lejren. De skulle dog tage revanche i årene derefter.

Som nævnt har Øvig talt med centrale personer, og Poul Rasmussen har taget nogle stærke portrætfotografier af disse personer. Flotte farverbilleder af de gamle hippier, som stadig alle som én sidder eller står med et meget stærkt blik og en smuk aura og ser på én. Det er meget smukke fotografier. Der er naturligvis også en del flotte billeder, bl.a. af Gregers Nielsen, fra Thylejren, hvor man får et godt indtryk af noget af det, der skete i lejren. Og de mange smukke mennesker i hashrus, der befolkede den.

Alt i alt et vigtigt dokument, der tager fat om en tid, der ifølge forfatteren ændrede meget mere, end man lige skulle tro. Hvor vidt dette er rigtigt eller ej, er genstand for en del diskussion i medierne for øjeblikket, og undertegnede skal ikke tage entydigt stilling. Der er nok noget om det, men man skal nok heller ikke tillægge det større betydning end som så. Det lå i tiden, men hippierne var også med til at speede nogle ændringer op.

Peter Øvig Knudsen har igen taget fat på en umådeligt spændende og vigtig del af vores nyere historie og formidlet det til de mange. Han skriver godt og holder sig stort set til at beskrive, som i de tidligere bøger. Der lægges en masse materiale frem, som forfatteren naturligvis har udvalgt, så en form for holdning kan se i fremstillingen. Men teksten lader et stort frirum til egne tolkninger stå, og det er ganske forfriskende. De bedste anbefalinger fra en semi-hippie på sidelinjen!

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Magten på borgen
Stasi - og den vesttyske terrorisme
Kold Krig