Menu
Forrige artikel Næste artikel

Olien længe leve

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 143

Af Mogens Rüdiger, professor mso, dr.phil.

Jan Svendsen har sat sig for at skrive et firbindsværk om den danske energiforsyning. Bogen om undergrunden er den tredje i rækken.

Titlen lyder som en politisk ukorrekt provokation, men den afspejler nok snarere at olien og de andre kulbrinter har været og i mange år frem vil være det grundlæggende og  stabile element i energiforsyningen.

Historien om den danske undergrund begynder for alvor i 1962, da A.P.Møller fik koncessionen til den danske undergrund og året efter også til Nordsoklen. Efter en lang og langsom start, der blandt andet kan begrundes med manglende viden om olieefterforskning, kom der gang i udvindingen af olie i 1970’erne og efterfølgende af naturgassen i 1980’erne.

Som Jan Svendsen klart gør opmærksom  på, var 1962-koncessionen også et brud med fortidens efterforskning i den forstand, at den vendte tilbage til et dansk firma – selv om det konkrete arbejde i høj grad blev varetaget af udenlandske olieselskaber, der havde erfaring med den slags.

Tilbage i 1930’erne fik den amerikanske olieingeniør F.F.Ravlin koncessionen til efterforskning af de fleste mineraler i den danske undergrund, godt hjulpet af direktøren for Danmarks Geologiske Undersøgelser Victor Madsen og statsminister Thorvald Stauning. Det er uklart, om Ravlin gik efter at finde olie, men at han fik koncessionen skyldes, at han fandt – eller rettere påstod at have fundet – salt i undergrunden ved Harte ved Kolding.

Troen på at der var noget i undergrunden, der var værd at bukke sig efter, var mildest talt overskuelig. Det mest interessante var en mindre lomme af naturgas ved Frederikshavn, som vist blev udnyttet med omtanke, selv om drømmen om et gas-rush uden tvivl var til stede.

Sådan gik det ikke. Ravlin skyndte sig at sælge koncessionen, og skiftende olieselskaber borede et utal af huller uden  at finde andet noget af værdi. Hullerne var tørre, næserne lange, og eventyret blev lukket ned i slutningen af 1950’erne.

Og så aligevel ikke. Enorme gasfund ved Groningen i Holland i 1958-59 gav nye forhåbninger, da fundene endelig blev kendt. Så A.P.Møller fik (bogstavelig talt) koncessionen på et tidspunkt, hvor tiltroen til at der skulle v ære olie i den danske undergrund var forsvindende lille, men der skulle ikke gå lang tid, før billedet vendte. Eftertrykkeligt. For som bekendt var der masser af olie og naturgas i Nordsøen, hvoraf broderparten befandt og befinder sig i den norske del.

Hvis der skal være en saglig begrundelse for at betegne den danske olieefterforskning som et eventyr, må det  være, fordi forestillingen om, at der ikke var kulbrinter i undergrunden, grundigt blev gjort til skamme. Eventyr eller ej, en god historie er det.

Ud fra vore dages logik, hvor olie- og gaspumperne ikke kan hurtigt nok, kan det synes besynderligt, at A.P.Møller/Mærsk var noget tilbageholdende med at gå i gang med udvindingen af olie og – især – naturgas, som blev opfattet som et spildprodukt. Ud over behovet for at oparbejde ekspertise på området,  skyldes det sandsynligvis også nogle væsentlige uklarheder. Fx hvor grænsen for den danske  Nordsøsokkel skulle trækkes, og hvilken rolle staten ønskede at spille. En rolle, der først blev afklaret, da Poul Nielson blev den første energiminister i 1979 og så at sige opsummerede 1970’ernes mange diskussioner med nogle klare retningslinjer for statens rolle i energisektoren. Dengang var  forsyningsikkerheden det overordnede tema. Siden er miljø og klima kommet til som helt centrale parametre for sektorens udvikling.

Jan Svendsen har stillet sig en stor og mangesidet opgave. Ud over de gængse vinkler inddrager han også andre emner som livet på en borerig, omformningen af Esbjerg fra fisk til offshore hub, ligesom den nordiske/internationale vinkel afslutter bogen. Samlet set giver bogen et godt overblik over kulbrintesektorens udvikling og dens mangfoldighed.

Jan Svendsen trækker naturligvis flittigt på den eksisterende litteratur og supplerer mange steder med egne interviews. Resultatet er en god afvekslende tekst, der giver plads til mange informationer, uden at det bliver trættende at læse.

Mine anker mod bogen er for det første de manglende referencer. En del citater skal læseren fx selv gætte, hvor de stammer fra. Det er fint at undlade noter, men et par sider bag i bogen kunne med lethed råde bod på manglerne.

For det andet er redigeringen ikke god nok. Teksten hopper unødigt i tiden, og bogen savner en sidste sproglig finpudsning. Nogle sætninger skulle jeg læse et par gange, før de gav mening, i et par tilfælde lykkedes det ikke. I et af interviewene stilles det samme spørgsmål to gange med ti siders mellemrum. Småtterier, der kunne være fjernet med en bedre korrekturlæsning.

Jeg er ikke vild med lay out’et, men det er jo smag og behag. Men det er afgjort et plus, at bogen er bygget meget systematisk op, blandt andet med små fine faktabokse. Og så indeholder bogen mange rigtig flotte fotografier af Bent Medvind Sørensen og Jakob Svendsen. De forstår at ’fange’ energiens materialitet og dens samspil med mennesker og natur.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Vokseværk - Erindringer 1963-93
Tilbage til 60'erne
Et land i forvandling