Menu
Forrige artikel

Spionernes krig

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 328

Af Peer Henrik Hansen, ekstern lektor, ph.d.

Journalist Hans Davidsen-Nielsens beretning om Forsvarets Efterretningstjeneste er nu at finde på hylderne. Der er tale om en yderst velskrevet bog, der i et ligefremt sprog forsøger at tage læseren med ind i efterretningernes verden. Bogen lægger sig tæt op ad det eneste akademiske bidrag til vor fælles viden om FE, Wilhelm Christmas-Møllers bog ”Obersten og kommandøren” om FE fra 1995, men Davidsen-Nielsen bidrager dog med megen ny viden om FE. Det er særligt i de små nuancer og detaljer her og der, at Davidsen-Nielsen udvider det allerede kendte billede. Endelig illustreres bogen af en række fantastiske privatfotos, hvormed vi får sat helt nye ansigter og billeder på tjenestens profiler og aktiviteter. Man kan spørge sig, hvorfor det er en journalist og ikke en historiker, der skriver historien om en af det 20. århundredes vigtigste samfundsinstitutioner. Hvor er efterretningstjenesterne henne i studierne af de sikkerhedspolitiske beslutningsprocesser?

”Da historikere og politologer sædvanligvis tillægger beslutningstagernes perception stor betydning for forståelse af processen, er det påfaldende, at netop de organisationer, der har ansvaret for denne del af beslutningsgrundlaget, ikke har været gjort til genstand for nærmere undersøgelse her i landet.”[1]

Christmas-Møllers udsagn retter sig mod efterretningstjenesterne og deres manglende plads i historieskrivningen, og relevansen af hans kritik styrkes af, at efterretningstjenesterne, særligt de militære, gennem årene fik til opgave at levere de trusselvurderinger, som skiftende regeringer skulle formulere den førte politik på. Christmas-Møller får støtte til sine argumenter. Hans Davidsen-Nielsen har gjort sit for at komme kritikken i møde og leveret en god og spændende bog, som dog ud fra et historiker-perspektiv har mangler. Hører man til den slags, som synes om at gå på opdagelse i forfatterens noter, bliver man fælt skuffet. Bogen har intet decideret noteapparat og savner også en egentlig udpegning af, hvor de forskellige oplysninger er hentet fra. Der er således ikke en egentlig mulighed for at gå forfatteren efter i sømmene eller slå ned og fortsætte sin egen forskning om et af bogens emner. Det kan virke frustrerende, når bogen nogle steder har mange og lange citater med interessante oplysninger.

Davidsen-Nielsen blev rost for sine rammende personportrætter af de skiftende PET-chefer, og det synes at have inspireret ham til at følge samme fremgangsmåde her. Bogens første del skildrer det problematiske modsætningsforhold mellem oberst H.M. Lunding (chef i perioden 1950-63) og kommandør P.A. Mørch (souschef i samme periode), og dermed får bogens titel en dobbeltbetydning. Vi får gentaget og uddybet den konflikt, som Wilhelm Christmas-Møller åbenbarede for os i 1995, og den fylder nu og da mere end selv beretningen om FE som samfundsinstitution og dens virke under den kolde krig. Det er derimod herligt at få persongalleriet udvidet med blandt andet en af FE’s ukendte profiler, Find Haugsted, der stod i spidsen for skabelsen af FE’s signalindhentning.

Dette er netop en af bogens styrker. Hans Davidsen-Nielsen leverer en række nye oplysninger om Danmark guldæg: signalindhentning. Signalindhentningen dækker over en konstant aflytning af fremmede magters diplomatiske, politiske og militære kommunikation samt elektroniske signaler fra radarer, radioer, sendemaster og andet elektronik. På grund af Danmarks geografiske position var FE i stand til at forsyne NATO-partnerne med en række informationer om, hvad der foregik inde bag jerntæppet.

Hans Davidsen-Nielsen skal have ros for at have skrevet om et så kontroversielt emne som FE uden at lade sig rive med af en politisk dagsorden. Efterretningstjenesterne har i for mange år været brugt som politisk kastebold, og i den forbindelser er alt for mange myter om efterretningstjenesterne opstået. Det viser bogen ganske tydeligt. Jo flere gange den slags myter bliver gentaget, jo større er chancen for, at folk begynder at tro på dem. Davidsen-Nielsen sender flere myter i graven, blandt andet den om at efterretningstjenester ukritisk bruger alle tænkelige oplysninger. Bogen viser, at FE meget tidligt havde systematiseret en analyse og vurdering af de kilder, som FE anvendte, og deres brugbarhed. Der blev advaret mod at bruge anonyme kilder og lave vurdering på baggrund af sådanne kilder. Tjenesten skulle med andre ord kunne danne sig et billede af de anvendte kilders troværdighed.

En anden myte, som fik sit første skud for boven i hans bog om PET, er myten om, at efterretningstjenesterne er ”stater i staten”. Det afklassificerede FE-materiale viser med al tydelighed, at danske politikere op gennem hele den Kolde Krig har været aktive i forhold til efterretningstjenesterne og kendt til deres aktiviteter. Den legendariske Kejsergadesag kommer under nyt lys, og der er vist ikke meget tvivl tilbage om, at de ledende danske politikere kendte til FE’s aktiviteter. Socialdemokraterne var instrumentelle i opbygningen af efterretningstjenesten, og Erik Ninn-Hansen var hurtig til at omfavne tjenesten i sin embedsperiode. Faktisk beordrede han FE-chefen Erik Fournais til at begå ulovligheder og truede ham desuden til at makke ret. Her som andre steder kunne man godt ønske sig forfatteren lidt mere på banen til at kommentere det anvendte kildemateriale og dets indhold. Davidsen-Nielsen citerer uden at kommentere dem yderligere FE-rapporter, der i deres sprog er så farvede og værdiladede beskrivelser af det undersøgte, at det set med vore øjne ville have ødelagt tjenestens troværdighed. Den gang som i dag må en efterretningstjeneste søge den størst mulige upartiskhed i analysen af det undersøgte, og derfor nytter det ikke, at Sovjetunionen og kommunismen blev beskrevet som nogle, der ”repræsenterer det Onde”. Netop denne farvede tilgang til visse emner blev bemærket af den amerikanske efterretningstjeneste og kritiseret.

Visse steder er det tydeligt, at den journalistiske tilgang er anderledes end historikeren, og visse steder savner man, at FE’s virke bliver løftet ind i den større sammenhæng. Nogle ville sikkert sige, at der her og der er lidt for mange ”ligegyldige” oplysninger, og det skyldes sikkert journalistens forsøg på at gøre historien mere spændende, personlig og nærværende. Hvorfor er Haugsteds forhold til sin hustru relevant for forståelsen af FE’s virke under den kolde krig? Vi får at vide, at den senere chef for FE, oberst H.M. Lunding, i slutningen af 1940’erne opholdt sig i Flensborg, at han nød Aalborg Akvavit, whisky og cerutter samt kørte i en Ford Mercury. Men hvad lavede han da i Flensborg? Hvad var hans opgave? Faktisk spillede Lunding tilsyneladende en meget vigtig opgave, hvor han blandt andet fungerede som praktisk mellemmand mellem det danske og det tyske socialdemokrati, ligesom han sørgede for at indsamle vigtige efterretninger fra området. Det kunne sagtens være tydeliggjort mere.

Er vi så blevet klogere på, hvad FE er for en størrelse i det danske samfund? Egentlig ikke, for Hans Davidsen-Nielsen har ikke fuldt ud udnyttet de muligheder, der har været for at skrive lidt om FE som samfundsinstitution, som politisk redskab og som varetager af den danske sikkerhed. Nu og da tages der tilløb til at sige noget større om netop disse punkter, men det bliver ikke til det helt store. Nogle ville sikkert mene, at Davidsen-Nielsen som journalist ville have større mulighed for at komme med nogle vovede konklusioner end historikeren, der er fagligt bundet op på kilderne og deres indhold. Det sker imidlertid ikke, og det er måske en af bogens svagheder. Vi mangler at få løftet disse nye oplysninger op på et højere niveau og ind i en bredere kontekst. Hvordan passer Davidsen-Nielsens fund ind i vor hidtidige viden om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold? Trods dette står det klart: Nøjagtig som med bogen om PET har Hans Davidsen-Nielsen leveret ny og vigtig viden om vor nyere fortid.

[1] Wilhelm Christmas-Møller, Obersten og kommandøren (1995), side 32.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Handelspolitikken som kampplads under Den Kolde krig
Fra min tid
Firmaets største bedrift