Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den afmægtige – en biografi om Christian 7.

Kategori: Bøger
Visninger: 2246

Af Kenn Tarbensen, historiker, ph.d.

Nytolkningen er i front og alle rimelige krav til research og formidling forenes med både indlevelse i og distance til den biograferede. Den ”sindssyge” konge har langt om længe fået sin egen historie – og ikke blot som statist i historien om Struensee.

Forfatteren Ulrik Langen er lektor på Syddansk Universitet i Odense og en stor kender af 1700- og 1800-tallets historie. Han har før bevist, at han formår at leve sig ind i et stort persongalleri, en kvalitet, der er uomgængelig i et tilfælde som Christian 7., der tidligere i dansk historieskrivning blot er stemplet som ”skizofren”, men hvor netop de omgivende personer spillede en meget væsentlig rolle for kongens personlige udvikling og habitus.

Omslaget prydes af et sjældent gengivet og meget livligt portræt af kongen. I bogen fremgår kunstneren ikke – det er en fejl – men forfatteren har oplyst mig om, at kunstneren er den svenske kunstmaler Alexander Roslin, og at portrættet er fra 1772 (og i privat eje). Når man betragter portrættet, står det i en stærk kontrast til bogens titel; det ligner ikke en afmægtig dansk konge. Titlen er alligevel velvalgt, idet dobbeltheden går igen i persontegningen i bogen: Livlig og afmægtig. Og nok mest det sidste.

Christian 7. er om nogen dansk konge blevet betragtet som sindssyg. Der har været stribevis af andre konger, der har været nydelsessyge og mere optaget af druk og hor end af statens styrelse, men Christian 7. overgår dem ved i perioder at lide af melankoli og andre forskellige psykiske tilstande i en grad som i nyere historieskrivning samlet er stemplet som ”skizofreni”. Det stempel bruger Ulrik Langen ikke, men skriver derimod om bl.a. angst og ensomhed som et grundvilkår i Christian 7.s liv.

Ulrik Langen lægger fint ud med en introduktion til det enevældige system, som det udformede sig under Christian 6. og Frederik 5. Dermed er scenen sat for det liv, som kronprinsen fødtes til i januar 1749. Moderen, Frederik 5.s engelskfødte dronning Louise, døde, da Christian knap var tre år. Få år senere blev grev Ditlev Reventlow kronprins Christians hofmester. Han ejede ikke skyggen af pædagogisk sans – eller som en diplomat sagde: Reventlow var lige så skikket til at være hofmester som et æsel til at spille orgel. Han fik afgørende betydning for den unge Christians udvikling.

Beskrivelsen af Christians opvækst er barsk læsning. Det står her klart, at Christian var ganske godt begavet, nysgerrig og lærevillig. I en alder af 11 år talte han f.eks. allerede et smukt dansk, tysk og fransk, mestrede fægtning, ridning og dans m.m. Måske var han også for godt begavet. Han gennemskuede og drillede lærerne, også hofmester Reventlow. På et maleri af den franske rokokomaler Louis Tocqué ses den ti-årige Christian opvakt og med et lille drilsk smil på læberne. I forhold til Reventlow, ”sin tids mest grusomme mand” som en kaldte ham, var drengestreger ikke klogt. Reventlow var barsk og hårdhændet, reagerede enten korporligt med næveslag og stokkeprygl eller med verbale overfusninger, i bogen kaldt psykisk terror. Langen kalder Reventlow for ”tugtemester”, og hans skurkerolle i fremstillingen synes da også velfortjent.

Ved Christians konfirmation i 1765 brillerede kronprinsen med rede svar og optrådte i det hele taget dannet og kløgtigt. Ved tronbestigelsen i januar 1766 fik han en lang række glimrende skudsmål af bl.a. udenlandske gesandter. Det meste af 1766 gik nogenlunde godt for den nye, kun 17-årige konge, om end intrigerne omkring ham tiltog, godt næret af hans egen letpåvirkelige sind.

Efter ægteskabet med den kun 15-årige engelske prinsesse Caroline Mathilde 1. oktober 1766 og den nye dronnings indtog i hovedstaden en måneds tid senere begyndte festen for alvor. Franske komedier, baller, aftenselskaber og fra december samme år også maskeballer i en lind strøm. Kort og godt et kongepar, der blot var teenagere, og et nydelsessygt og dekadent hof, der samtidig var en myretue af intriger og magtkampe, ja faktisk noget der til tider lignede et galehus. Den unge konge blev presset og kontrolleret fra alle sider – hvilket alt sammen kun blev værre i takt med, at Christian 7. afreagerede voldsomt, herunder i ”det vilde efterår” i 1767, hvor han sammen med svirebrødre ravede rundt på beværtninger, på bordeller og i gaderne, hvor de sloges med vægterne.

Kongens gradvise forandring registreres fint af Ulrik Langen. Spøg bliver til ondskab, afholdenhed til fordrukkenhed, etc. I det store persongalleri dykker Ulrik Langen tillige ned i rænkespil, skjulte dagsordener, affærer m.m., der alt sammen kun tager til som årene går og fortællingen skrider frem. Efter den store udlandsrejse i 1768-69 og livlægen J.F. Struensees ankomst på parnasset kom den foreløbige kulmination med Paladsrevolutionen natten mellem den 16. og 17. januar 1772.

Den velkendte historie skal ikke her gennemgås her. Men kuppet skete blot en halv snes dage før Christian 7.s 23 års fødselsdag. Knap 400 sider har det taget at nå dertil. Til de sidste 36 år af kongens liv er der blot godt 100 sider. Det skyldes naturligvis, at kongen efter kuppet bliver manøvreret ud på et sidespor.

Det lykkes imidlertid fint Ulrik Langen ved hjælp af en lang række forskellige kilder, bl.a. hoffets dagsjournaler at tegne et fornemt billede af Christian 7.s liv efter kuppet. Hoflivet blev mere stillestående og ensformigt. Kongen kedede sig og blev mere og mere apatisk under den skarpe kontrol, som enkedronningen og konsorter udøvede. Den nye hofmester, kaldet Pomade-Schack, gav kongen tæsk, hvis han ikke makkede ret. En tid blev han låst inde om natten, ligesom han, når han havde teet sig for voldsomt, på enkedronningens ordre af og til blev bundet fast til stolen under tafler. Ikke underligt var han besværlig. Men selv når han virkede mest forskruet, forstod han sin svære situation. F.eks. kunne han, nu reduceret til især blot at underskrive de formelle papirer, protestere ved at signere brevene med ”Christian Rex & Compagnie”.

Kronprinsens statskup i 1784 ses hos Ulrik Langen som en slags befrielse af faderen, men kun i første omgang. Kronprinsen, den senere Frederik 6., terroriserede hurtigt faderen med utallige drillerier, hvorpå hoffolk straks fulgte trop med hån og uforskammetheder. Trods den åbenlyse manglende respekt lykkedes det Christian 7. at spille rollen som enevoldsmonark, og folket regnede ham fortsat som sådan. Teatret var fortsat et af hans faste holdepunkter, men efter Christiansborg Slots brand i 1794 blev det alt sammen mere farveløst. Gråt og trist ældedes Christian 7. – ”signaturkongen” som Langen undertiden kalder ham. I august 1807 måtte han under det engelske bombardement flygte fra København, først til Kolding og siden til Rendsborg, hvor han døde ”i eksil” 13. marts 1808, 59 år gammel.

Det er interessant, at det lykkes for Langen at fastholde fokus på Christian 7. i de mange år efter 1772 og her give et interessant indblik i kongens efterhånden mere og mere bedrøvelige liv, forhold, der kun er fragmentarisk belyst i den generelle Danmarkshistorie.

Samlet set har Ulrik Langen på baggrund af et imponerende stort trykt som utrykt materiale skrevet en biografi i sværvægtsklassen: Veloplagt og velfortalt, fyldt med gode historier, men også afvisning af de værste anekdoter. Undervejs drejer fremstillingen flere gange let hen i retning af en historisk roman, men uden at det tager overhånd.

Persontegningen af kongen er derimod mangesidig. Det har tydeligvis ikke været hensigten at ”rehabilitere” Christian 7. i forhold til den gængse opfattelse, men at trænge dybere ind under huden på kongen og de vilkår i hans samtid, der prægede ham. Og skønt de åbenlyse skurke i historien, er mere håndfaste vurderinger i vid udstrækning overladt til læserne.

Christian var fra barnsben ekstremt presset af sine omgivelser, hans opvækst var helt forfærdelig, præget af bl.a. vold (og efter nutidige begreber: omsorgssvigt). Han var stort set aldrig alene, men var alligevel for det meste meget ensom. Han var følsom og meget begavet, men for at overleve i et umenneskeligt system afreagerede han med ironi, vid, sarkasme og i flere tilfælde også vold og hærværk. Og når det blev helt vildt: En af Caroline Mathildes hunde, en mynde, overhældte han med spiritus og satte ild til. Den stakkels hund løb brændende rundt på slottet, indtil den hylende og døende lå på en af slottets gange, hvorfra en lakaj bortfjernede den. Historierne om kongens gale påfund er legio, men Ulrik Langens biografi viser også, at Christian 7. som menneske havde mange andre facetter, f.eks. kunne han være ekstremt beleven, intelligent og progressiv.

Nogle få kritiske bemærkninger må lyde.

Bogen er forsynet med en udførlig liste over kilder og litteratur, som i forening med knap 800 noter gør det muligt at gå Ulrik Langens brug af kilderne efter i sømmene. Det er sikkert en smagssag, men selv om der kommer dryssende en del bemærkninger undervejs, vil mange læsere ganske givet savne et kapitel om den centrale historiografi om Christian 7. inkl. en lille præsentation af de vigtigste kilder, som Ulrik Langen bygger sin fremstilling på.

Bogen er også illustreret, men uden at denne del på nogen måde imponerer. Der er enkelte perler, javist, men en optælling viser en ganske lav illustrationsandel på blot ca. 6 %. Det er meget lavt og vidner om en bevidst nedprioritering af billedsiden. Det er lidt ærgerligt – under læsningen ville det f.eks. have været velgørende med flere portrætter af persongalleriet, herunder flere af de mange rænkesmede.

Nævnes må endelig formelle fejl. I stave/slåfejl-afdelingen skæmmer bl.a. ”et koppel jagthunde” (s.159), men de faktuelle fejl er selvfølgelig vigtigere. Her må nævnes, at da Reventlow i 1755 blev kronprinsens hofmester var han ikke 33 år (s.59), men faktisk 10 år ældre. Gottorp Slot ligger i Slesvig og ikke som nævnt i Holsten (s.250 f.). Og Caroline Mathilde blev i 1767 kun 16 år og ikke 17, da man 22. juli fejrede hendes fødselsdag på Gottorp Slot (s.199).

Flere kan føjes til, men det rokker ikke ved bogen som en suveræn, læsevenlig og meget anbefalelsesværdig biografi.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
The Last Plague in the Baltic Region 1709-1713
Gehrdt de Lichtenberg
Gehrdt de Lichtenberg