Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den blege rytter

Kategori: Bøger
Visninger: 961

 

Af Winnie Bak-Vidriksen, Cand. Mag.

 I introen præsenterer forfatteren ”Den blege rytter”. Befolkningen i middelalderens Europa var meget troende og kunne kun se den globale pandemi som skyllede ind over dem som et varsel om verdens undergang. I Johannes Åbenbaring stod der, at Apokalypsen ville blive sluppet løs i form af fire ryttere på en hvis, en rød, en sort og en bleggul hest. Rytteren på den bleggule hest, ville ifølge skriften bringe døden i form af pest med sig.

Fra midten af 1300-tallet og de næste 350 år frem blev Europa ramt af den ene pandemi efter den anden. Udbrud af pest og pestagtige sygdomme ramte gang på gang den europæiske befolkning og lagde en tredjedel af befolkningen i graven.

Ingen vidste noget om, hvad årsagen til pesten var, men teorierne var mange. Det samme var forsøgende på behandling.

Overordnet var der en række teorier, som gik på, at smitten kom fra himmelrummet og blev forstærket af forhold på jorden som f.eks. stillestående vand og uddunstninger fra rådnende materiale. Man havde godt nok en formodning om, at pestsygdommene var smitsomme, og at man derfor burde undgå de smittede og syge, men det var først langt senere, at man fandt ud af, at lopper var bærer af bakterien, der bragte byldepesten til Europa, og at det var lus, som var skyld i udbredelsen af plettyfusbacillen. Og lus og lopper havde alle.

Forfatteren henviser til en tidlig bog om Den Sorte Død i Danmark, hvori man kunne læse, at for ikke at blive smittet, burde man spise kage dyppet i eddike ”navnlig i uroligt eller taaget Vejr” og så i øvrigt holde sig indendøre, ryge med enebær, stænke med eddike og strø med roser og vinløv.

Der var andre, og væsentligt mere besynderlige, forslag til, hvordan man kunne holde smitten fra døren og komme sygdommene til livs. Men sikkert var det, at alle – høj som lav – var i risiko for at blive ramt af en af de mange pandemier, og at ingen bønner hjalp.

Det sidste betød, at kirken røg ud i en større krise. For som forfatteren skriver, så var befolkningerne parate til at acceptere, at Guds veje var uransagelige, men at se et højere formål med en massedød, der lagde store dele af landet øde, gjorde børn forældreløse og efterlod markerne u-høstede, var straks mere vanskeligt. Og kirken kunne hverken gøre fra eller til. Folk døde uden mulighed for at afgive skriftemål, fordi kirken var underbemandet, der var ikke indviet jord nok og ikke engang kirkens egne præster og biskopper gik fri for sygdommen.

Tilliden til lægerne havde det dog ikke meget bedre. Lægekunsten var fra oldtiden og hele vejen op til cellepatologiens gennembrud i 1800-tallet stort set baseret på læren om de fire legemsvæsker, der skulle holdes i balance. Blod, slim, gul galde og sort galde. Der blev brugt masser af urter og andre ingredienser i behandlingen af de syge, så der kunne rettes op på eventuelle ubalancer, men doseringen var ikke altid helt god og recepterne kunne også være vanskelige at have med at gøre. Væsker skulle udtømmes, dvs. der skulle fremkaldes opkastninger, vandladninger, spytafsondringer, svedeture og afføring. Der blev tappet blod, indsprøjtet klystre og ordineret diæter. Var man ikke syg og svækket, var der stor sandsynlighed for, at man blev det.

Som forfatteren skriver, var meget af urtemedicinen helt uden effekt, og grænsen mellem lægebøgernes fantasifulde opskrifter og det rene heksebryg var ofte hårfin. Blandt middelalderens lægemidler, var ”Theriak” det mest berømte. Theriak indeholdt blandt andet tørret slangekød, tørret og stødt mumie, guldstøv, pulveriserede perler, bævergejl, opium, myrra osv. En ordentlig Theriak indeholdt 64 ingredienser og var i sagens natur rasende dyr. Nogle ingredienser var taget med, fordi det var urter, man havde gode erfaringer med, nogle fordi de var kostbare og andre, fordi man tiltroede dem magiske evner.

F.eks. alrunen – Mandragora officinarum – der med lidt god vilje kunne ligne en menneskeskikkelse og som også gik under navnet galgenurt. Ifølge folketroen voksede den under galgen, hvor en hængt mands kropsvæsker havde dryppet, og når man gravede den op, udstødte den et skrig så frygteligt, at man faldt død om ved at høre det. Myten om alrunen har også fundet vej til ”Harry Potter og Hemmelighedernes kammer”. Hér går det heldigvis ikke helt så galt, da der skal omplantes Mandraker. De bruges til at få forstenede tilbage til deres oprindelige skikkelse og dens skrig er godt nok dødeligt. Men heldigvis arbejdes der kun med stiklinger, så udsættes man for dens skrig, besvimer man blot et par timer!

Theriak var vidundermiddel mod alt fra pest til epilepsi, og troen på dens virkning holdt sig gennem århundreder. Men der var også planter, der faktisk virkede, og som havde en effekt i forhold til helbredelse.

Som forfatteren indleder med at skrive, er pesten det gennemgående tema i denne fortælling om de mange sygdomme, der med korte mellemrum gjorde store indhug i Europas befolkning. For selv om de utallige epidemier rasede gennem flere hundrede år og nogle gange lagde hele sogne øde, var de sammen med mange andre parametre med til at forme historiens gang, skabe en mere modstandsdygtig befolkning og drive samfundsudviklingen.

Pesten og de øvrige pandemier fulgte ofte i kølvandet på en hærs indtog og var også tit en medvirkende faktor i forhold til kriges udfald. Men epidemiernes fortælling indtager alligevel sin egen indgangsvinkel til den europæiske udvikling. Det, der standsede pesten i sidste ende, var ikke behandling, men statens indgriben. Der blev oprettet sundhedskommisioner, karantænestationer og andre sundhedsfremmende tiltag, der tilsammen førte til en organiseret indsats, der nærmede sig en moderne samfundsform. Den langvarige befolkningsnedgang betød, at almindelige mennesker nu fik mulighed for forbedrede materielle livsvilkår, jordpriserne styrtdykkede, og der var en øget efterspørgsel efter forbrugsvarer. Dette førte til effektivisering af produktionen og en udvikling samt organisering, som ikke ville have fundet sted, hvis der stadig havde været ubegrænset adgang til billig arbejdskraft.

Bogen er meget velskrevet og kommer godt rundt i medicinhistoriens og folketroens væsen i de europæsiske lande i perioden 1300-1700. Det hele understøttes at flot billedemateriale. Undertegnede havde glædet sig til at læse bogen om den blege rytter, og det blev bestemt ingen skuffelse.

Historie-online.dk, 8. marts 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
På stuegang i Aarhus - Historien om byens hospitaler.
Ole Bang
De Psykiatriske Plejeanstalter på Djursland