Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den franske Skole & Tavshed blev min sang

Kategori: Bøger
Visninger: 655

Af John H. M. Damsager, cand. mag. Kristendomshistoriker tilknyttet Katolsk Historisk Arkiv, København.

60-året for en af de ubetinget største katastrofer i det 20. århundredes Danmark er blevet markeret med hele to bogudgivelser, hvis indhold er umiddelbart relevant for alle med interesse for WWII og dansk beredskabshistorie. Desuden må bøgerne hilses velkommen af alle pårørende til ofre for katastrofen.

Selve katastrofen er den velkendte tragedie om RAF’s bombning af Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København, som også forvandlede Maglekildekvarteret på Frederiksberg til ruiner, hvorved 900 mennesker stod hjemløse kort tid før befrielsen. Katastrofens centrum var dog Skt. Josefsøstrenes Jeanne d’Arc Skole på Frederiksberg Allé. Flere hundrede mennesker opholdt sig på skolen, da den pludselig, ved en fejl, blev bombemål. 86 elever, 10 Skt. Josefsøstre, fire andre lærerinder og fire redningsfolk mistede livet som følge af træfningerne på skolen. Hertil kom fysisk og psykisk invalidering samt tab af menneskeliv blandt mange andre borgere på Frederiksberg og i København, som direkte eller indirekte følge af RAF’s angreb.

Både Ahlmann og Guldbrandsen henviser i deres bøger til at meget andet er skrevet om det militærhistoriske aspekt af RAF’s operation mod Gestapos hovedkvarter i Shellhuset og operationens følgevirkninger for den danske modstandsbevægelse. Begge ønsker de på hver deres måde at behandle katastrofen med udgangspunkt i skolen. Dette er en både sympatisk og højst interessant vægtning af stoffet – derfor må det undre, at ingen af forfatterne har fundet anledning til at nævne skolens rigtige navn på deres respektive titelblade. Den såkaldte franske skole hed Jeanne d’Arc Skolen. Benævnelsen ”den franske skole” er ikke entydig, da den blev anvendt om flere ordensdrevne højere katolske pigeskoler i hovedstadsområdet i perioden. Dette forhold eksemplificerer, hvad begge forfattere burde have været opmærksom på: Hvad enten man skriver på baggrund af erindringer eller på baggrund af andre kilder, så bør man konsultere standardværker på området. Når man gør en af Skt. Josefsøstrenes skoler til omdrejningspunkt i en bog, så burde det ligge lige for at konsultere den omfattende Skt. Josefsøster-forskning, der foreligger fra Yvonne Maria Werner og Susanne Malchau. At dette kritikpunkt er berettiget fremgår af to forhold: Både Ahlmann og Guldbrandsen forsøger sig med korte introduktioner til Skt. Josefsøstrenes ordenssamfund og begge forfattere viderebringer de samme beretninger om uselviske Skt. Josefsøstre, der på forskellig vis ofrer sig for deres elever, efterhånden som katastrofen på skolen eskalerer gennem sammenstyrtninger, oversvømmelser og brand i ruinerne. Men ingen af de to forfattere får tegnet et fyldestgørende psykologisk eller religiøst portræt af de ordenssøstre, som indtager mange af hovedrollerne i de to bøgers beretninger. Hvis dette i højere grad var lykkedes, så havde Ahlmann og Guldbrandsen skænket os et stykke unikt skolehistorie.

Tilsammen giver Ahlmann og Guldbrandsens bøger dog et stærkt anbefalelsesværdigt indblik i den store tragedie, der ramte hovedstaden den 21. marts 1945. De to bøger supplerer hinanden på så fornem vis, at man kunne have ønsket at de to forfattere havde arbejdet sammen om ét større værk.

Ahlmann lever op til undertitlens løfte om en kortlægning af katastrofen. Hvad angår beredskabs- og redningsaspektet, så bliver hver sten vendt – og til tider bliver der vendt en for meget. Forfatterens profession som ”historiefortæller” fornægter sig ikke. Særdeles interessant er dog hans forsøg på at yde historisk retfærdighed til enkelte medlemmer af Hipo-korpset, som deltog i redningsarbejdet ved skolen. På de områder, som Ahlmann koncentrerer sig om, vil hans bog sikkert få håndbogsstatus og den er til det formål forsynet med alt ønskeligt mht. noteapparat, register, bilag m.v.

Guldbrandsens bog er først og fremmest et intimt stykke kollektivt sorgbearbejdning af meget stor kildeværdi. Forfatteren oplevede selv katastrofen på nærmeste hold, idet hun som femårig slap levende ud af Jean d’Arc Skolens ruiner. Guldbrandsens bog er i virkeligheden et psykologisk kompendium, i hvilket en lang række førstehåndsvidner fortæller deres historie. Hver for sig er de først og fremmest rystende, men sammenstillet viser de læseren Guldbrandsens pointe: hundredvis af mennesker med berøring til den bombede skole har levet i årtier med psykiske følgevirkninger, fordi krisepsykologien dengang bestod i at fortie traumatiske oplevelser. Selv for den store elevgruppe, som senere fortsatte skolegangen på en anden af Skt. Josefsøstrenes skoler, Institut Sankt Joseph på Østerbro, var der ikke nogen opsøgende sorgbearbejdning – kun fortielse af det hændte og samtale om nødvendigt. Der er al grund til at beundre Guldbrandsen og hendes bidragydere for bogen, der psykologihistorisk er både beundringsværdig og tankevækkende.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Straffelejren
Besættelsen dag for dag
Tysk invasionsforsvar i Danmark 1940-1945