Building the nation - N. F. S. Grundtvig and Danish National Identity
Menu
Forrige artikel

Building the nation - N. F. S. Grundtvig and Danish National Identity

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 532

Af Claus Møller Jørgensen, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Denne antologi indeholder 21 bidrag til forståelse af Grundtvigs tænkning og rolle i udviklingen af den moderne danske nation. Bidragene omhandler både Grundtvig i sammenhæng med den bredere nationsbygning og behandler hans tænkning i en idehistorisk kontekst. Bogen har en fin indledning af Hall og Korsgaard. Her præsenteres både grundelementer i nationsbygning generelt, dansk nationsbygning og Grundtvigs biografi, tænkning og betydning.  Det er således en indledning, som vil rigtig meget, og som derfor også er så komprimeret, at den sine steder bliver noget indforstået.

Første del bærer titlen ”Teoretical groundwork”. Den indledes med en artikel af Francis Fukuyama, som mere er en oversigt over en række udvalgte eksempler på nationsbygning end egentlig teori. Fukuyama bygger videre på de gode gamle nationalismeteoretikere Benedict Anderson, ham med de forestillede fællesskaber, og Ernest Gellner, ham med sammenhængen mellem udviklingen af moderne mobile samfund og national identitet, og ser vellykket nationsbygning som en forudsætning for vellykket statsbygning. Fukuyama gennemgår eksempler på problematisk nationsbygning i Rusland og Indonesien, for at nå frem til den danske case, der i modsætning til de to andre er meget vellykket. Dansk national identitet blev bygget fra neden i et land, der var liberalt og under demokratisering.  Demokratiet konsolideredes efter 1864, hvilket ikke ville have været muligt uden Grundtvig og hans indsats for at gøre det nationale fællesskab til et sprogligt fællesskab og hans indsats på det uddannelsesmæssige område. Men ifølge Fukuyama var Grundtvig ikke alene om faderskabet til den moderne danske nation. Bismarck var i lige så høj grad, fordi han gjorde en ende på den danske helstat, skabte den danske nationalstat og fjernede de kulturelle konflikter, som den fortsatte flernationale og flersproglige stat ville have ført med sig. 

I den efterfølgende artikel gør A. D. Smith sig en hel del komplicerede overvejelser for at nå frem til, hvad de fleste nok vil være enige i, nemlig at den symbolske dimension spiller en central rolle i national identitet, og at politikere, historikere, kunsterne og andre symbolske producenter spiller en central rolle som nationale læremester. Sidst i teorikapitlet finder man en læsning af Grundtvig som formidler mellem oplysningstidens statspatriotisme og romantikkens kulturnationalisme, skrevet af Michael Böss.

Næste del indeholder ligeledes tre artikler, og bærer titlen ”Enabling conditions”. Hanne Sanders sammenfatter sin forskning i danske og svenske vækkelser på en meget oplysende måde. Vækkelserne i Danmark i første halvdel af 1800-tallet var et lægmandsopgør mod statskirken, idet vækkelserne lagde vægten på at forkyndelsen af biblen bedre kunne ske af lægmænd i private menneskers hjem end det skete i kirken. Det var således ikke et opgør med den officielle protestantisme. Det handlede om forkyndelsen af biblens evige sandheder på et protestantisk grundlag for at sikre den enkeltes frelse. Sanders understreger, at vækkelsesbevægelserne må ses i forlængelse af landbosamfundets forandring og samfundets modernisering, men som en traditionel religiøs reaktion på det nye. Bevægelserne var ikke nationale, og det nationale synes ikke at have betydet noget for de vakte i første halvdel af 1800-tallet. Artiklen er yderst interessant i sig selv, men hvordan de religiøse vækkelsesbevægelser var ’et muliggørende vilkår’ for den nationale udvikling er ikke klar. 

Uffe Østergård skriver om Grundtvig som nationsbyggeren over alle andre – hvem disse andre kunne tænkes at være siges ikke - der er ansvarlig for dansk politisk kultur og national identitet. Som bekendt skete dette ikke i kraft af Grundtvig selv, men i kraft af grundtvigianismen som bevægelse. Efter nederlaget 1864 og de danske bønders efterfølgende økonomiske, kulturelle og politiske hegemoni blev en liberal opfattelse af folket dominerende i dansk politisk kultur, og er det stadigt. Den grundtvigianske kirke og andelsbevægelsen var kilderne til dette hegemoni, mens høj- og friskoler, som plejer at høre med, ikke nævnes denne gang. De muliggørende vilkår for grundtvigianismens sejr er derudover det oldenborgske monarkis opløsning, den bredere historie fra Struensee til sprogsagen, 1848 og treårskrigen, der fylder broderparten af artiklen. Grundargumentet om det grundtvigianske hegemoni bruges der ikke nær så meget plads på, hvilket gør det noget uklart, hvordan det kulturelle og politiske hegemoni egentlig bringes i stand ud over henvisningen til det økonomiske hegemoni, et problem som har knyttet sig til denne tolkning siden den først så dagens lys i 1984.

Sidst i denne del findes en oplysende kontrafaktisk sammenligning skrevet af John Hall og Jason Jenen med udgangspunktet: hvorfor blev Danmark ikke en føderativ stat som Schweiz blev det efter en kort borgerkrig i 1847. En række danske intellektuelle fremsatte tanken i begyndelsen af 1850’erne, men da var det i realiteten for sent. En grundlæggende forskel var, at den schweiziske ordning kom i stand før sproget blev politiseret, hvilket ikke var tilfældet i den danske helstat, hvor konflikten netop var udløst af sprogets politisering, og de politisk aktive eliters efterhånden modsatrettede nationale og politiske projekter. Enevælden formåede ikke at skabe tilfredsstillende reformer mens tid var, og de få tiltag, der var på at skabe infrastrukturel sammenhæng i staten, blev skudt ned. Det eneste gennemførte integrationsforsøg, som dog ikke nævnes i artiklen, var skabelsen af et indre marked med toldloven fra 1838, men her viser artiklen, at retningen i hertugdømmernes økonomi ikke desto mindre mere og mere gik sydover.

”Grundtvig and the people” udgør bogens tredje del. Tine Damsholt indleder med en interessant læsning af Grundtvigs forestillinger om den folkelige fællesvilje svarende til Rosseaus volonté générale. I første omgang så Grundtvig dette i kontekst af enevælden, den bekendte sammenhæng mellem folkestemme og kongehånd, hvor kongen ses som den, der alene kan fortolke folkets røst og træffe de bedste beslutninger for almenvellet. Efter den frie forfatning blev gennemført i 1849 ses det som Grundtvig som et påbud til den enkelte om at altid at medtænke almenvellet; en fælles forpligtelse på det fælles bedste, der skulle modvirke den fragmentering, som partisk interessevaretagelse kunne føre med sig. En meget udstrakt forestilling om frihed til at diskutere og debattere, blev af Grundtvig forbundet med ansvar, ansvaret for helheden. 

Uffe Jonas skriver om Grundtvigs oplysningstanker formuleret i et skrift fra 1819, som lægger vægten på sammenhængen mellem religion, stat og skole. Også her finder man ideen om det talte, følte og levende i modsætning til det skrevne, rationelle og døde, mens de senere så indflydelsesrige højskoleteksters nordisk-nationale program ikke var udviklet på dette tidspunkt. Ove Korsgaard skriver om Grundtvigs udvikling som nationsbygger, hvilket handler om Grundtvigs idehistoriske udvikling. Samme karakter har en række mindre artikler, som tager sider af Grundtvigs tænkning op: folkeopdragelse i forhold til den tyske filosof Fichte, sammenhængskraft i forhold til den franske sociolog Durkheim, inspirationen fra britisk liberalisme og religionsopfattelsen hos Grundtvig og Søren Kierkegaard. Peter Bugges bidrag om Grundtvig sammenlignet med polske, tjekkiske og slovakiske folkevækkere viser, at Grundtvig og hans tanker om folket ikke var så enestående endda.

Bogens sidste del hedder ”transmissions”. Ove Korsgaard lægger for med en fremstilling af højskolen i en bredere politisk kontekst efter 1864 i en kondenseret udgave af hans disputats Kampen om Folket (2004). Andrew Buckser bidrager med et essay om nutidig grundtvigiansk praksis på Mors i historisk perspektiv, især kirkebygning og kirkepraksis med vægt på liturgi og salmer. At grundtvigianerne også var åbne for naturvidenskab og ny teknologi kan man forvisse sig om i Hans Henrik Hjermitslevs bidrag, og at den via komplekse kanaler danner grundlag for gymnastikbevægelsen i Danmark af Henning Eichbergs bidrag. Esben Lunde Larsen ser på Grundtvigs indflydelse på politik fra 2001-2009, som ses som allestedsnærværende fra det faktum, at vi har selvstædige børnehaver til tidens dannelsesdebat, som siges at være farvet af Grundtvigs dannelsesskrifter fra 1830’erne, og hos politikere fra Villy Søvndahl over Magrethe Vestager til Anders Fog Rasmussen og Søren Krarup. Der er således stor variation i måden, man spænder Grundtvig for sin politiske vogn, som Larsen konstaterer. I det afsluttende bidrag fremlægger John Campbell og John Hall nogle foreløbige forskningsresultater, som ifølge dem peger i retning af, at den danske politiske økonomi og den danske økonomiske succes, hviler på et grundtvigiansk grundlag. 

Ove Kaj Pedersen slutter bogen af med en form for syntese af, hvordan Danmark blev Danmark. Pedersen peger på den stærke, centraliserede stat, som enevælden skabte. Dernæst, at den danske nation skabes fra neden af den grundtvigianske bevægelse og andre bevægelser, med reference til Grundtvigs navn og med inspiration fra ham som politisk leder. En særlig pointe er det for Pedersen, at Grundtvig netop må ses som en politisk leder, en pragmatisk reformist, der lægger vægten på folkeoplysning, frihed og folkefællesskabet; det sidste sætter almenvellet over egoismen. Men det er ikke Grundtvig alene eller grundtvigianismen alene, som bygger den danske nation. Det særlige er det historiske kompromis i mellemkrigstiden mellem grundtvigianere og socialdemokrater, dog således at Grundtvig er det fortløbende referencepunkt også for mange socialister. Kronen på værket er velfærdsstaten som er en fortsættelse af det nationale projekt, og i den proces bliver Grundtvig en legende, et politisk referencepunkt for alle politiske partier og en faderfigur for de fleste danskere.

Der er mange interessante og vidtrækkende tolkninger af Danmarks historie i denne bog. Mit lille hjertesuk i forbindelse med Uffe Østergårds artikel gælder dog generelt. Selvom flere tekster med rette fremhæver, at Grundtvigianisme er nationsbygning fra neden, aktivisme og aktiviteter som har rødder i det civile samfund, finder man ingen undersøgelser af den faktiske grundtvigianske bevægelse, dens gennemslag på forskellige områder eller dens omfang. Eller sagt på østergårdsk, hvordan grundtvigianismens politiske og kulturelle hegemoni kommer i stand. Og hvad er grundtvigianisme egentlig? Skal man abonnere på nordisk mytologi eller er det nok at citere fra Langt højere bjerge? Eller er grundtvigianisme den holdning, at frihed ikke kan sikres af staten? Det er heller ikke helt klart for mig, efter at have læst bogen til ende. Måske grundtvigianisme er det, man gør det til? I disse globaliserede tider, kan man heller ikke lade være med at studse over den nationale linje i de brede træk af den Danmarkshistorie, som fortælles. Grundtvig udvekslede med verden omkring sig, både den nationale og den internationale. Det dokumenteres i flere af bogens artikler. Men når det kommer til den bredere udvikling, er der tale om en intern, national udviklingslinje lige bortset fra nederlaget til Preussen og Østrig i 1864. 

Bagsideteksten fremhæver ”the crucial role of N. F. S. Grundtvig, the father of the nation.” Jeg undrer på, hvem der er moderen. I det hele taget er det svært at støve en historisk kvinde op i denne bog, endsige et perspektiv der inkluderer kvinder som aktører i nationsbygningsprocessen. Ligeledes er det umuligt at øjne en kritisk røst i forhold til den ’neogrundtvigianske’ tolkning, som bogen i de bredere kapitler præsenterer. Det skal dog på ingen måde overskygge, at der er mange interessante læsninger af forskellige sider af Grundtvigs værk, også skrevet af yngre forskere. Det skal selvfølgelig også bemærkes, at bogen skrevet for et engelsksproget publikum, antageligt inden for forskningsverdenen. De vil næppe være i tvivl om, at alle etniske danskere er grundtvigianere, men måske mere om, hvordan vi er blevet det.

...

Siden er oprettet 09-06-2015

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Den menneskelige faktor
Håndbog for møllepassere
Nationernes Velstand, bind I–II