Menu

Danmarks runesten. En fortælling.

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 6633

Af Anders Ellegaard

Kan man tale med mennesker, som levede for mere end 1000 år siden?

Tja, både ja og nej. Nogen kan.

Lisbet M. Imer kan.

Martin A. Hansen skrev, at hvis man, der hvor han boede, stillede alle de bønder op, som havde dyrket jorden siden stenalderen, så ville den første ikke kunne tale  med og forstå den sidste. Men hvis de hver især talte med den næste og den næste og så videre, ville de alligevel kunne fortælle hinanden noget, tale sammen. (Højen, solen og stenen, 1955).

Danmarks førende runolog, Lisbeth M. Imer, har måske ikke direkte talt med runeristerne, men gennem læsning og fortolkning af deres udsagn på runestenene har hun alligevel formået at finde utrolig megen viden om den verden, de levede i. Denne viden deler hun med os i denne pragtfulde bog, med den nyeste forskning i og fortolkning af runeindskrifterne.

Bogens titel afgrænser området til Danmark, hvilket i perioden omfatter Danmark, Norge, Slesvig og Skånelandene. De områder hvor man talte ”dansk tunge”, også kaldet olddansk/oldnordisk.

Alle kender Jellingestenene, og nogle kender måske én eller et par runesten, som står i nærheden af, hvor de bor. I bogen er medtaget omkring 260 runesten fra perioden år 700-1100. Foruden disse findes der fragmenter af sten, men forskerne er sikre på, at der har været mange hundrede runesten tidligere. Af mangel på sten, eventuelt store sten, er mange blevet hugget op eller lavet om i tidens løb. I Norge er fundet ca. 50 og i Sverige ca. 2300 runesten.

Kilderne til læsning og forståelse af runestensteksterne er arkæologi, naturvidenskabelige metoder, mønter, skriftlige kilder, som mest stammer fra udlandet, og som er skrevet (langt) senere. Og så selvfølgelig ikke mindst runeteksterne selv. Emnerne i teksterne er begivenheder, navne, tro, rejser, krige, togter eller status i samfundet. Der er fundet omkring 200 personnavne, tilnavne eller stednavne.

Runeindskrifterne findes hovedsageligt på sten, men nogle findes på metal, det vil sige våben og mønter. Der har givetvis også været ristet runer på træ og knogler, men disse forgængelige materialer er forsvundet. De eksempler herpå, som tidligere har været på udstilling – for eksempel på Moesgård Museum – var typisk fra Norge og af senere dato.

De danske runesten står i dag for en stor dels vedkommende andre steder, end dér, hvor de oprindeligt blev opstillet. De stod ofte ved broer, vadesteder, hovedfærdselsårer, gravsteder eller gravhøje. Senere er de blevet brugt til kirkebyggeri (store sten), eller opstillet ved kirker eller herregårde.

Runestenene havde stor symbolværdi og var udtryk for stor magt. Dengang og nu, for de blev rejst til evigt minde.

Til slut i det indledende kapitel viser Lisbet M. Kimer, hvordan man tolker en runeindskrift gennem faserne: runeindskrift, translitteration, transskription og oversættelse. Senere er runealfabetet, futharken, vist. Så det er bare at gå i gang.

De næste kapitler går dybere ind i de emner, som er berørt i indledningen. Her skal nævnes: Vikingernes sprog (sagaerne, Snorres Edda og stenene selv), Runeskriften og de to alfabeter, Skriftkyndighed, Runerister og stenrejser, (kunsten) At læse en runesten og Farver. 

I det følgende kapitel gennemgås runeforskningen gennem tiderne, startende i 1600-tallet. (Saxo nævnt og ikke glemt). Den seneste moderne forskning var Lis Jacobsen og Erik Moltkes: ”Danmarks Runeindskrifter” fra 1941-42. Der er lavet meget forskning siden da, og den nye reference til runerne foreligger her i denne bog.

Der følger nu kapitler om: Datering af runestenene i perioden år 700-1100, Typologi, Det begyndte i Blekinge, Skikken tager form - 700-tallets runesten, Gådefulde tekster – 800-tallets tekster, Stormænd og kongeslægter – 900-tallets runesten og Krig og handel.

Det fremgår klart, at gennem de tre nævnte århundreder skete der mange ændringer i runeteksterne. Det fremgår også, at forskningen får flere og flere kilder til forståelse og fortolkning af teksterne.

Der er en fyldig gennemgang af teorierne om Gorm, Thyra og Harald og hele Jellingekomplekset.

Det kan undre, at der ikke er fundet runesten i forbindelse med Lejrekomplekset, men de ligger måske under Lejre landsby.

Det er påfaldende, at halvdelen af de danske runesten er rejst i perioden 970-1100. Imer anfører flere mulige årsager: Haralds store sten inspirerede andre stormænd eller de afløste de tidligere rige grave eller at det ikke længere kun var aristokratiet men for eksempel også rige handelsmænd, som rejste dem eller kristendommens indførelse. I et underkapitel omhandles de såkaldt kristne runesten og de værneformler (forbandelsesformler), som står på en del runesten. Disse formler, skal beskytte såvel stenen som de runer, der står på den, mod ødelæggelse eller fjernelse. Disse formler står også på sten, som er rejst efter kristendommens indførelse.

Et helt specielt område, er den ornamentering, som findes på en del sten – specielt i Sverige, men også i en del tilfælde i Danmark. En del masker (Odin, Kristus eller ”bare” et ansigt?) er fundet på sten i Danmark.

Hovedparten af de senest rejste runesten står på Bornholm. De vies et særligt kapitel med bud på årsagerne hertil. Samtidig ændres inskriptionerne til religiøse anråb om sjælefrelse. Men stadig skrevet med runer.

De sidste kapitler drejer sig om ”Navneskik” på runestenene 1) direkte opkaldelse, 2) allitteration (samme begyndelsesbogstav) 3) variationsprincippet (sammensat af stavelser fra fars, mors eller slægtnings navn). ”Runesten til alle tider”, hvilket vil sige før og nu, for der laves stadigvæk nye runesten! ”Bevaring af runesten”, hvor blandt andet overdækningen af Jellingestenene omtales.

Her bemærker Lisbeth Imer med et meget fint udtryk, at de fleste runesten ”sover ude om natten”. Er det runolog-humor?

Alt i alt er der her tale om en fantastisk spændende bog med de nyeste resultater af forskningen i runestenene. Den er det nye referenceværk skrevet i et for ikke-runologer let forståeligt sprog. Man føler virkelig forbindelsen og måske slægtskabet med de danskere, som levede dengang.

Billedsiden er også fremragende og følger teksten fint og illustrativt. Forfatteren og fotografen har rejst i vintermånederne i flere år siden 2009 for at fotografere stenene med en lyssætning, som gjorde det muligt at se runerne og eventuelt ornamentikken tydeligt. Nogle af billederne er meget dramatiske. Man føler næsten romantikken: ”De higer og søger...”. Og boghåndværket er eksemplarisk.

Her er tale om et nyt fremragende referenceværk om forståelse af de danske runesten og -tekster med imponerende fotografiske gengivelser. En oplagt gavebog.

Siden er oprettet 15. juni 2016.

Se relaterede artikler
Livstegn
Helleristninger
Jagten på Tutankhamon