Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kampen om Italien 1799-1948

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 470

Af Thorsten Borring Olesen, Institut for Kultur og Samfund, Afd. for Historie, Aarhus Universitet

Bøger om moderne italiensk historie på dansk er sjældne. Det skyldes måske, at der er få danske historikere, der laver original forskning om denne periode i halvøens historie, og at relativt mange danskere i den interesserede læserkreds er i stand til at læse engelsk. På engelsk findes der nemlig en ganske stor original forskningslitteratur, selv om den bredeste og ofte også bedste dækning af italiensk historie publiceres på italiensk. 

Sven Lundbergs bog er ikke et originalt forskningsbidrag, men en grundig og lødig oversigtsbog på dansk over italiensk historie i perioden 1799-1948. Bogen er baseret på læsningen af eksisterende forskningslitteratur, især den britiske, men inddrager også på kompetent vis indsigter fra et mindre udvalg af den italienske forskningslitteratur. Bogen er kronologisk struktureret og fører læseren igennem Italien under Napoleonskrigene, samlingen af Italien til en nationalstat i perioden 1860-1870, problemerne med at ’nationalisere’ og modernisere Italien politisk og økonomisk samt med at finde en plads i den europæiske stormagtsrivalisering i perioden fra samlingen og frem mod Første Verdenskrig, Italiens tvetydige engagement og erfaringer med Første Verdenskrig, fascismens fremvækst og etablering som regime med Mussolini i spidsen i mellemkrigstiden, krigen og borgerkrigen under Anden Verdenskrig og endelig forsøgene på ved overgangen fra krig til fred og med komplekse historiske erfaringer i bagagen at skabe et nyt demokratisk (og anti-fascistisk) Italien, der kulminerer med oprettelsen af den italienske republik i 1948.

Sådan kronologisk historieskrivning kan let tendere mod det kaotiske eller tilfældige, hvis der ikke opstilles nogle klare struktureringsprincipper eller tolkningsrammer for fremstillingen. Sven Lundberg opridser indledningsvis ganske interessant og perspektivrigt begrebet sammenhængskraft som styrende orienteringspol for bogen. Begrebet indbefatter, hvordan de sociale relationer har udviklet sig, graden af tillid og tryghed i samfundet og karakteren af samfundets gældende normer og regler. Begrebet er perspektivrigt, fordi man kan hævde at mange af nutidens politiske og samfundsmæssige problemer i Italien (og flere andre steder i Sydeuropa) har rod i samfundets manglende sammenhængskraft. Problemet er bare, at bogen ikke realiserer sin egen ambition helt overbevisende. For det første fordi bogen afsluttes i 1948 og derfor 'misser' en god lejlighed til at føre perspektivet helt op til vore dage og vise, at dilemmaet fortsat er relevant for Italien i dag - et perspektiv der i øvrigt ville have bidraget til at øge bogens originalitet betydeligt. For det andet fordi begrebet sine gode intentioner til trods ikke bliver anvendt systematisk til at strukturere og styre fremstillingen undervejs. De kortfattede overvejelser i slutkapitlet, "Hvordan gik det så med kampen om Italien?", retter ikke grundlæggende op på denne mangel. Endelig mangler man, for det tredje, at sammenhængsdimensionen mere eksplicit bliver relateret til samspillet mellem stat, politisk system og civilsamfund – et ’trekantsdrama’ der normalt er i fokus, når historikere og samfundsforskere diskuterer den italienske samfundsmodel.

Men bogen kan klart anbefales hvis man ønsker en hurtig og vidende indføring i Italiens historie i perioden 1799-1948. Til teksten føjer sig imidlertid et noget hjemmegjort lay-out, som ikke høster den store ros hos denne anmelder. Det gør til gengæld bogens billedside. Bogen er rigt illustreret med gode kort og især fotos hjemskaffet fra italienske forlag og arkiver - fotos der i mange  tilfælde ikke bare er standardvarer fra de internationale bureauhylder.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Det glemte eksperiment
Et menneske uden pas er ikke noget menneske
Biologismer