Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kampen om livsanskuelse

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 547

Af Mads Christensen, cand.mag.

I 1920’erne foregik i Danmark en værdidebat, der godt kan minde om vore dages værdi-kamp. Fælles for datidens og nutidens mennesker er fx den udbredte følelse af, at ens tilværelse eller verden i sin helhed er uden overordnet mening og indhold. Men det er endda ikke det værste, for i forlængelse af samme indstilling følger næsten altid den antagelse, at det ikke behøver være således, at der var engang, hvor meningen med livet var givet for enhver. Dengang i de gode, gamle dage inden udviklingen rykkede rundt på alt og alle.

Sådan kan udgangspunktet beskrives, og idéhistorikere vil vide, at det er en krisetilstand, der kan dateres i Europa til ca. år 1800 ved romantikkens begyndelse efter to århundreders stadige fremskridt i naturvidenskabelig erkendelse og teknologisk beherskelse. Tabet af mening var da en konsekvens af, at Gud ikke længere syntes nødvendig som ophav til universet. Tidens matematik og fysik klarede sig glimrende uden. 

Imidlertid er det en så chokerende erfaring for mange såkaldt almindelige mennesker, der ikke vil opgive troen på, ”at der er mere mellem himmel og jord, end hvad man sådan går og tror” såvel som for faguddannede humanister, kunstnere og selvfølgelig kirkelige, der nærmest må mene, at en verden udlagt alene ved formler og beregninger er så forfladigende, at det bare ikke kan være rigtigt og hvad i øvrigt med etikken? Hvad bliver der af det etiske i livet, hvis det ikke er fikseret som fx i ti af Gud givne bud?

Karakteristisk er det derfor, og det har det været siden 1800, at der ledes efter gudserstatning, i åndslivet. Første bud var romantikkens valg af det æstetiske. Kunstneren blev da ”guddommelig” som skaber, værket kunne tilbedes, og publikum kunne opleve en åbenbaring fra kunsten osv. Senere afløstes æstetikvalget af en stærk tro på naturvidenskaben som grundlaget, der kunne løse alle problemer gennem fx planlægning og beregning og de velsignelsesrigeteknologiske landvinger. En anden afprøvet erstatningsmodel er den politiske, og her har bestræbelserne på at gøre politik til omdrejningspunktet i tilværelsen været mest omfattende indenfor marxismen.

 Hvis ovenstående er rammen for værdikamp i almindelighed i de sidste to århundreder, hvad er så indholdet af og den nære baggrund for værdikampen i fx 1920’erne? Jesper Vaczy Kragh har sat sig for at undersøge det spørgsmål, og finder to hovedårsager; den nære baggrund er de omvæltninger, der følger efter Første Verdenskrig. En krig som blev opfattet som også en kulturel katastrofe, en fallit for menneskeheden. Men baggrunden er tillige et ønske i vide kredse om at få gjort op med tendenser fra de seneste 50 års kulturkamp og at få skovlen under Georg Brandes.

Værdikampen i 1920’erne er en livsanskuelsesdebat mellem især to parter, en overvejende  religiøst orienteret værdisøgende fløj og en naturvidenskabeligt baseret. Det siger næsten sig selv, at uoverensstemmelserne er dybe, og slaget står faktisk om, hvilken position der er fallit, og hvilken der er den sejrende. I dag en lidt anakronistisk konfrontation, men udfaldet syntes med datidens øjne på ingen måde givet på forhånd.

Det er tydeligt med et nutidigt udgangspunkt at se, hvor forkrampet og misforstået den værdisøgende gruppering i grunden er. Aldeles uden historisk forståelse for tiders og sæders kommen og gåen og de katalysatorer, der bevirker omvæltninger af en hver art blandt mennesker og samfund. Fx religionshistorikeren Ditlef Nielsen der er manden bag følgende:

”Istedetfor umandig Selvopgivelse er det dog bedre at genoplive de Idealer, der har skabt vor Kultur og Gang paa Gang ført den frem. Enten Tiden er slet eller god maa vi – som Voltaire siger – søge at forbedre den, og i den Forfaldsperiode, som den vi nu gennemlever, maa Historikeren lade en daadkraftig Fortid tale til en træt og slap Nutid.”, s. 82

Læseren aner den himmelskrigende naivitet, der stikker bag ønsket om, at nogen, en historiker, bare sådan genopliver kollapset tankegods for at ”forbedre” samtiden. Indstillingen er på ingen måde usædvanlig, den findes igen og igen blandt mennesker med hang til gudserstatninger eller for den sags skyld Gud selv som fx Johannes Jørgensen, der entrerede åndslivet som brandesianer, men senere konverterede til den katolske kirke. Helge Rode er en anden aktør på samme fløj, som Vaczy Kraghs bog måske lader spille en for stor rolle? Jørgensen er dog stadig et navn, mens Rode for længe siden er gået i glemmebogen. 

Mere tankevækkende er dog, hvad bogen kommer godt omkring, hvor bovlam den viden-skabeligt funderede position tager sig ud. Darwinismen synes fx fejet af bordet en bloc på grund af justeringer fra tidens arvelighedsteorier. Freud er i 1920’erne nærmest ukendt i Danmark, og den ellers i tiden så monumentale fysikerstand kan på ingen måde demaskere teosofien, spiritismen og andet okkult, der – som nu – florerer i offentligheden.

Kampen om livsanskuelse redegører på udmærket vis for en vidtløftig debat fra et årti, der ikke er så kendt som årtierne, der efterfulgte. Bogen er i den henseende lidt af et pionerarbejde, imidlertid er strukturen noget mekanisk, som om at forfatteren under en større research har tilegnet sig en viden, der godt kunne videregives i en mere koncentreret og redigeret form. At der vil være en blivende interesse for livsanskuelsesdebatten, synes bogen ikke selv overbevist om, og derfor skal den anbefales på den præmis, at bogen bør læses, men kun hvis man ikke kan være foruden et solidt kendskab til 1920’ernes værdikamp. 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Med nordlys i øjnene – Genskin fra et liv med Grønland
Staternes historie – Fra oldtid til nutid
Spelet om Schleswig-Holstein